Martin Budtz: Dette er Danmark
Dette er Danmark
en fladning ned til en fjord eller et hav.
Men fladheden giver os himmel
og hvis vi forstår at himlen ikke står
på vores hoveder som sække med kartofler
til tonerne af skræmmepolitik
der skal styrke vores egoistiske sans
kan vi tillade os store ideer.
Vi skal passe på de fint malede detaljer
den lille antydning der gør det hele så stort.
Landskabet skal have lov til at bølge
under solbelyste skyer
så hvad gør det at vi hundrede år senere
opstiller vindmøller i respekt for vores efterkommere
hvor de så end kommer fra.
Luften var renere.
Et socialdemokratisk oprør var igang.
En ægte trang til at fordele det hele bedre.
Venstrebønderne var endnu ikke
tonedøve teknokratiske narrøve.
Venstrebønderne havde køer på græs
og himlen var stor og skyerne hurtige.
Jens Blendstrup: Om natten i toget hjem
Om natten i toget hjem
Er menneskene stille.
Jeg har engang prøvet at råbe derinde
Vække de mærkelige melede monstre
Bede dem deltage I en snak
Jeg hader den stilhed
Men menneskene hører mig ikke
De sidder bare med deres munde på vid gab som om de venter på
Mad fra de store fugle
Der var deres far og mor
Som fløj ud i stormen for aldrig at vende hjem
Helt opskruede sidder de der
Fornuftsvæsner gjort viljeløse
Kantede kranier fyldt ud med vat
Med ansigtet begravet i sjælevand
Mens toget standser på
Stationer som ikke findes
Over 100 munde på vej gennem natten
Hvornår kommer den mad
Den opgylpede sardin
Det røgfyldte tweedtøj
Den halve elefant
Den lange giraf
Fra sagasso i lyngby tårbæk centret
De sidder jo der med deres munde
Hvor fanden bliver det af!
Godaften må jeg have lov at se kort eller billetter ?
Nej du må sgu da ikke – væk ikke dem med de sovende munde!
Gå ud togmand
Togets gatagung gatagung
Lyset der går mellem Ringsted og slagelse
I mørket ser ingen deres kæmpehoveder bagvendt I grimme stole
Kun jeg ser dem
De dunede unger I IC 3
De frygtelige sovende livsformer på vej til provinsen
Rifbjerg fylder 80 og udgiver digtsamlingen STEDERNE 15. december 2011 på Gyldendal
Forfatteren Klaus Rifbjergs nye digtsamling, Stederne, udkommer på hans 80 års fødselsdag.
Dagen markeres bl.a. med et åbent arrangement 15. december kl. 17 til 18.30 med musik, taler og interview med fødselaren.
Sted: Pressen, Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Fri entré + billetgebyr 10 kr. Læs mere om program, pladsbestilling m.m. på plus.politiken.dk
Ens liv består af steder med en hel masse ind imellem, som fortrængning eller glemsel gudskelov skjuler. Under tilfældighedens lov er man henvist til punkterne eller stederne, hvoraf nogle giver fryd, andre rædsel - bl.a. fordi man ikke kan komme af med dem eller springe dem over.
Thomas Krogsbøl: Fratale
Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder og skriver det her til dig. Jeg begyndte bare på noget. Det forekom mig at være bedre end ikke at begynde på noget.
Morten Hjerl Hansen: Klumme 41
En psykopatisk handling kan godt have noget godt ved sig. Tilsvarende kan en psykopat godt gøre noget godt i kraft af sin psykopati. Ellers ville vi jo blive nødt til at sige at psykopaten ikke gik rundt og var psykopat langt det meste af tiden. Det må vi jo sige en psykopat faktisk gør. Envidere: En psykopat kan også forbedre sig. Så der er mange gode ting at sige om dette emne.
For det første er der den første sætning. ”En psykopatisk handling kan godt have noget godt ved sig.” Jeg leder efter eksempler på psykopatiske handlinger der har noget godt ved sig: 1. Man kan tage afstand fra den og selv gøre noget andet og måske bedre. 2. Man kan iagttage at handlingen forårsager lidelse, forvirring, fortvivlelse og bekymringer og gøre noget andet en anden gang, måske noget bedre. :-) 3. Man kan være så privilegeret at nogen opdager at handlingens ophavsmand er psykopat og at denne nogen tager sine forholdsregler i fremtiden ved at tage sig lidt i agt og behandle psykopaten på den lidt særlige måde som situationen kræver. 4. Man kan påpege at handlingen nok ikke var helt rigtig overfor ophavsmanden selv eller overfor en anden.
For det andet er der den anden sætning. ”En psykopat kan godt gøre noget godt i kraft af sin psykopati.” Hvad kan det være? 1. Psykopaten har, ligesom alle andre mennesker, også noget godt i sig. Psykopaten kan så medtænke sin psykopati i sine handlemuligheder og stille sig det spørgsmål om der skulle have sneget sig lidt psykopati ind i handlemulighederne. Hvis dette er tilfældet kan psykopaten strege de pågældende handlemuligheder over med en rød tusch og så er den ikke længere. 2. Når psykopaten siger noget vil der ofte være visse ord som er psykopatisk valgte. De kommer sådan lidt af sig selv, ligesom det kan hænde at drivkraften der ligger bag det at ordene må siges, nogle gange er psykopatisk. Så vil man opleve at psykopaten kæmper en sej kamp med sin psykopati, mens vedkommende vælger ordene. Det virker jo menneskeligt. For det er menneskeligt. Vi rummer alle sammen både godt og ondt. Det kan virke gammeldags at sige det, men det var ikke meningen. :-) Psykopater vækker en stor medfølelse hos især følsomme mennesker som kan være meget knægtende og uigennemtrængelig. Det er jo kedeligt at det er sådan. Men det giver os ingen anledning til at mystificere psykopaten ligesom det gang på gang bliver gjort af de svenske krimimestre og andre krimimestre. At mystificere psykopaten er en stor, stor fejl som det er meget almindeligt at begå. I enhver ukonstruktiv magtrelation mellem to mennesker, hvad enten de holder af hinanden eller ej, er mystifikationen af psykopatien på spil. Derfor kan det sikkert være det rigtige for nogle mennesker at læse krimier. For her ved man da at der er tale om en mystifikation. Det er der da noget sundt ved. På den anden side handler krimilitteratur ikke om det som anden skønlitteratur handler om, nemlig at komme til værdighed. Der er for meget action til at der rigtig er plads til noget ikke-hæsblæsende som værdighed jo er. 3. Psykopaters ukuelighed er jo næsten legendarisk. De kæmper og kæmper for at være vågne og tilstede. Nogle gange lykkes det.
Jeg tror ikke der fra samfundets side ligger noget egentlig fordømmende i at sætte en psykopat i fængsel eller fyre vedkommende hvis personen er gået over stregen. Jeg tror der er mange psykopater som ærgrer sig over det de har gjort når den slags sker. Men de bliver ikke så ulykkelige som andre mennesker, så derfor er det ikke sådan helt vildt synd for dem. At have medlidenhed med psykopater er meget anstrengende for os andre. Men de klarer sig som regel. :-) De suser frem i medierne uanset om det går dem godt eller skidt. Deres karrierer går som regel godt og de bliver rædselsfulde og magtsyge ledere. De pakker sig godt ind i en masse tillidsposter, så deres lidelse ikke er synlig.
Der er derfor grunde til at appellere til min kære læser om ikke at have alt for stor medlidenhed med psykopater, idet jeg forsikrer at de har det langt sjovere end gennemsnittet af befolkningen.
Om mystifikationen af psykopaten har jeg også dette at sige: Det er forkert at antage at menneskelig ondskab og psykopati er det samme. Den fordom ser jeg atter og atter. Det tror jeg heller ikke krimigenren som sådan antager, men den bliver uretmæssigt beskyldt for det og det mener jeg er urimeligt.
Thomas Krogsbøl: Allan er stjernerne
Jeg er brændende prikker
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 5
Læg mærke til at jeg nu har produceret ikke mindre 8 indlæg om Lautréamont, og ikke én gang har jeg nævnt det bekendte citat om mødet mellem et paraplystativ og en symaskine på et dissektionsbord, og om sammenstødet på sætningsplan mellem ellers uforenelige og adskilte elementer, som netop er så afgørende for den surrealistiske æstetik, der ganske vist ikke opfattede sig selv som en æstetik, men anså sig selv for at være noget langt mere alvorligt og verdensomspændende. Men hvorfor så alle de mænd med fuglehoved? ... Faktisk kunne der godt have været lidt flere sammenstød af ellers uforenelige elementer i 1. sang af Maldoror. Det er i høj grad det der savnes. Til gengæld får vi mulighed for at iagttage Lautréamont’s afsæt i det morads af godtkøbsfiktion hvorfra han stiger op. Han letter simpelthen for øjnene af os, selve bevægelsen er indkapslet i teksten, som en sprællende mammut i en ravklump ... Det kan bestemt ikke udelukkes at teksten er begyndt i en slags parodisk hensigt, så skoledrenget pueril (og på en måde rørende) som den er. Men den bevæger sig meget hurtigt ud over parodiens begrænsning og får sit eget liv (parodiens begrænsning er netop at dens eksistens er tæt bundet til dét som den parodierer). Skolekomediens tempo bliver så voldsomt opskruet at der må ske noget i hver eneste sætning. Skolekomedien ophøjes til DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN, og kondensationen, selve det greb, synes at være nøglen til et vedvarende, ekstatisk orgie i totalskadende sammenstødspoesi. I hvert fald indtil evt. tømmermænd en dag indfinder sig, eller tuberkulosen får bugt med én ...
(forts.)
Fra Thomas Krogsbøls blog
Thomas Krogsbøl: JEG ER FLUEN er udkommet på forlaget Kronstork
Der ligger en grundig poetik under Thomas Krogsbøls forfatterskab, der gør ham til en væsentlig egensindig figur i dansk litteratur. Jeg er fluen Jeg er Fluen er stærkt inspireret af rockmusikkens ørehængende og refrænagtige tekster og musik. Bagerst i bogen er der en liste over rock/punk/støjnumre som digtene har fået titler efter. Inspiration rækker dog ud over titlerne, da det rå, henkastede og samtidigt præcise, der kendetegner musikken genfindes i digtene.
Bag digtenes lette overflade kan der dog også spores en forbindelse til en symbolistisk tradition, der både hilses på og vrænges af. Digtene mimer klassisk-modernistisk lyriske motiver og tager dem på sig, men omvender og profanerer dem samtidig, hvilket lader dem vende tilbage med dobbelt nihilistisk kraft. De er både morsomme og uhyggelige. Titlen, Jeg er fluen, er ikke en henvisning til Shu-bi-duas nummer af samme navn, men til postpunkbandet Wires nummer I am the fly.
Køb Jeg er fluen i Kronstorks butik.
Thomas Krogsbøl har netop modtaget det treårige legat, han er mangeårigt medlem af digterkollektivet Øverste Kirurgiske og er desuden aktuel med en nyoversættelse af John Steinbecks klassiker ´Dagdriverbanden´.
Besøg Thomas' blog: Poesi med kriminel uskyld - og tjek det her digt ud fra bogen:
GUDS VREDE
søløverne vandrer
gennem min stue
vejen udenfor
er helt alene
tindrende søløver
våde og velskabte
en smadret parkeringsautomat
et kælent lindetræ
herinde kan jeg ikke høre
bladenes raslen
søløvernes
store øjne
hvorfor mig?
Morten Hjerl Hansen: Klumme 40
Sønderlemmende kritik af en bog og dens forfatter: Frihed af Jonathan Franzen (2010, fint oversat til dansk ved Mich Vraa, Gyldendal 2011)
De første 26 sider gav mig ikke lyst til at læse videre.
Argumenter for:
- Helt ny stil.
- Han skriver uovertruffent.
- Bogens personer gør store anstrengelser for at prøve. (Men er det noget godt? Er vi selv herre over alt hvad der sker? Har vi ikke vidst i generationer, (altid? det meste af tiden? hele tiden?) at det er vi netop ikke?)
Argumenter imod: (Alle alarmklokker gav lyd)
- Er han varm? Gør han ikke tingene lidt for vanskelige for sine personer?
- Endnu ingen gode samtaler.
- Han fremstår som en sælger (storsælger) af sin egen stil.
- Han fremstår som en personopfinder.
- Han fremstår som yderst følsom og indlevende, men han tematiserer ikke det han skriver om: Yuppie-isme. I stedet skriver han om sladder.
- Han lader ikke sine personer have et ligeså rigt sprog som han selv har.
- Han tematiserer sig selv med et på en gang selvpromoverende og selvnedvurderende motto på bogens første side. Mottoet virker næsten som en undskyldning for at have skrevet bogen. Jeg kan ikke se at det hører nogen steder hjemme at lege litterær superstjerne på den måde.
- Forfatterens egen position i forhold til virkelige begivenheder fremstår gnidret. Bogen lugter langt væk af at være et yuppiemartyrium.
- Håner han sine personer for deres manglende håb?
- Er der overhovedet nogen skævheder hos hans personer som beskrives kærligt?
- Hvorfor gør hans personer hele tiden forkerte ting?
- Hvorfor skal jeg som læser hele tiden høre forfatterens vurdering? Denne person X har nu igen gjort en forkert ting.
- Hvis den ikke var så følelsesmæssigt forkrampet ville jeg næsten sige at bogen var enten provokerende eller farlig.
- Sentimental og kold.
- Han har læst Nietzsche, men ville det ikke være mere ærligt også at lade hans personer læse Nietzsche og eventuelt lade dem forholde sig til Nietzsche?
- Kan det, at vise sand følelse for yuppie-ismens hulheder, hykleri og stressede omgangsformer betegnes som sand følelse?
- Obama tog bogen med på ferie og Oprah gav den fuld mediedækning. Men forfatteren vil næppe få nogen væsentlige priser for sine anstrengelser. Bogen er ikke en bog, men et dokument over en forkert måde at tænke, føle og anskue mennesket og verden i det hele taget.
- Jeg synes det er en hån mod os mennesker og jeg er ked af den bliver læst så flittigt over hele kloden.
- Jeg synes at hans forsøg på at omfavne min og mine forældres generation er kvælende, arrogant og misforstået. Jeg vil gerne afvise hans omfavnelse, som værende pylret og alfaderligt arrogant.
- Fortalere for denne bog kommer anstigende med deres bogen er en moralsk kraft.
- Forfatteren kan aldrig nogen sinde med et så eklatant misbrug af læsernes sjæle såvel som hans egen og vores alles ytringsfrihed, uanset hvor meget nøgternhed og indlevelse han lægger for dagen, overbevise mig om at bogen ikke skulle have været bremset af en ligeså indlevende og nøgtern person i hans eget liv.
Konklusion
Bogen der er et oratorium, snarere end det den giver sig ud for, nemlig et epos i tre generationer, har vel den store kvalitet at den formår at isolere kynismen hos læseren og næsten latterliggøre den. Men det opnår den kun ved at engagere sig, helt ude af takt med hvordan god litteratur bør være, og ved at tematisere, tilværelsens negative kræfter i et manende og meditativt sprog.
Hvor let og ubesværet det ind imellem er at være menneske. Det glemmer forfatteren helt og aldeles. Han har netop ikke læst Kierkegaard. Den enkelte er slet ikke i hans tanker. Hos Franzen berøves personerne hele tiden muligheden for at handle på egen hånd. De springer for tidligt ud i kærlighedslivet.
Hvorfor skulle det ikke måtte være et meget ubehageligt eller blot galt afmarcheret menneske der har skrevet den bog? Jeg vil som sagt ikke gå så langt som til at sige at bogen er farlig, men jeg vil alligevel råde mine læsere til at tage sig i agt for den.
Jeg kommer til at tænke på filmen The Royal Tannenbaums. Den er også så skide ondsindet den film. Den fokuserer på det negative og den er fuldstændig ude i skoven. Men antallet af kyniske kunstværker er lang. Og de er ikke kunstværker.
Nu over til en god bog.
Er det rimeligt at kalde Ulises Lima og Arturo Belano helte? De er lysende. Men gør det dem til helte? Vi får ikke et eneste teksteksempel på deres kunnen igennem de 624 sider. Hvad er De Vilde Detektiver (Roberto Bolano 1998, da. 2010 ved Iben Hasselbalch) på jagt efter? At cementere deres ry? Det store gennembrud? Nej. De er såmænd på jagt efter Cesárea Tinajero.
Modenhed i litteraturen. Skriv noget om det.
Foruroligende modenhed. Beroligende modenhed.
Var Bolano moden da han skrev bogen? Han er død, men var han moden? Umodne mennesker der fniser får mig næsten til at gyse ligeså meget som kolde mennesker. Alligevel kan jeg ikke se hverken kulde eller umodenhed som substantielle menneskelige træk, men som accidentielle. (Denne sondring vil være den filosofiske læser bekendt: En substantiel egenskab er en egenskab uden hvilken man ophører med at være den man er. En accidentiel egenskab kan man derimod godt miste.) Tilforladelige.
Bergmans sidebemærkning: ”Kolde mennesker bliver let sentimentale” (Laterna Magica, 1987). Den bemærkning, eller læresætning har altid givet mig myrekryb på den fede måde: vakt til eftertanke.
Mærkeligt nok ser jeg Ulises Limas og Arturo Belanos vilde jagt igennem Mexicos ørken som en længsel efter en partner de kan holde ud at være sammen med og som kan holde dem ud. De er umodne og derfor kører de rundt i ørkenen. Fordi det er så pinligt at være umoden og fnisende.
De jagter kærligheden og dermed er det eddermame en interessant jagt.
Men Ulises og Arturo begår jo den store fejl at de er sammen - i et venskab. Et venskab der er ligeså umodent som en pære på et pæretræ i juni måned.
De to unge mænd er jo det største mexicansk litteratur har set igennem 70 år. Siden dengang Cesárea Tinajero var på plakaten. Det er et fuldstændig mærkeligt barokt faktum. De er mændene. Om de to cirkler hele De Vilde Detektiver der består af optegnelser fra en mængde personer. Og hvad gør de? De fiser ud af Mexico By.
De svigter deres kald? Totalt og aldeles. De begår en kæmpe fejl med deres liv. Hvorfor? Fordi de ikke er modige. De går mod fortiden og dermed mod undergangen.
Bøger skal læses i sengen. Jeg synes det er en varm bog. Den skildrer forskellige, ret alvorlige vanskeligheder som noget der er til at leve med. Og hvad mere kan man ønske sig af en god bog?
Flere anmeldelser af De Vilde Detektiver berører emnet med Bolano og hans egne små børn. Det er mærkeligt for bogen handler ikke om små børn. Der optræder ikke et eneste lille barn i bogen. Det tror jeg er fordi Bolano har tænkt meget på sine børn mens han skrev bogen. Han har så flygtet, som vi mennesker jo så ofte gør, fra disse overvejelser, ind i skrivningen af De Vilde Detektiver.
Den person jeg bedst kan lide er Quim.
Morten Hjerl Hansen: Klumme 39
Jeg tror de fleste bøger handler om at komme til værdighed. Det er bøgernes, skønlitteraturens, grundlæggende funktion og årsagen til at vi læser. Hvis en bog beskriver værdigheden eller vejen til den forkert er der noget galt. Hvis en bog omvendt beskriver værdigheden eller vejen til den rigtigt, er det godt. Vejen til værdighed er vel både enkel og sammensat, hverken let eller svær. Den er en mængde små skridt som vi selv må tage mens vi lægger mærke til personerne og handlingen.
Vores forestilling om hvad værdighed er, er forankret i os selv hver især og hele tiden i udvikling. Jeg tror at mennesker der har levet godt og længe har en viden om værdighed, men tilsvarende har unge også en viden om værdighed som kan være vigtig.
Følelsen af at være værdig veksler for alle.
Jeg har endnu til gode at høre et begavet menneske bruge ordet selvværd, men måske er det værdighed der sigtes til. Hvis selvværd har nogen mening overhovedet må ordets betydning læne sig lidt op ad betydningen af værdighed. Værdighed har meget med udveksling af kærlige handlinger, ord og samtaler at gøre. Men værdigheden er mere sart end vi selv er. Så den skal have særbehandling, bl.a. en god bog. Det kan godt være at vi selv ikke bliver let sårede, men værdigheden i os bliver let såret.
De fleste virkelig mystiske og underfulde kærligheder udspringer af det faktum. Og hvad er kærligheden hvis den ikke er mystisk og underfuld?
Benovelsen er vigtig i den sammenhæng. Pearl S. Buck skrev om værdighed og benovelse i bogen ”Østenvind, Vestenvind” (Jespersen og Pios Forlag, originalen udkom 1930). Det kan jeg sagtens komme og sige. For Buck bliver ikke læst så flittigt som tidligere.
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 4
Men hvor kommer pelikanmanden fra? Han dukker bare lige pludselig op, og det samme gør alle de andre mærkværdige skabninger, der befolker siderne i denne bog. De falder ned fra himlen, træder ud af en klippehule eller pludselig frem fra et buskads, hvor de i mellemtiden har holdt sig skjult. Vi er på Nordpolen, i Sahara, ved Seinen, alt som det nu passer fortælleren. Vi behøver ingen forklaringer. For dette er EN KONDENSERET FØLJETONROMAN! Personerne og deres motiver er til en vis grad blevet trivialiserede, og deres overnaturlige evner, eller i hvert fald ret overdrevne egenskaber, og deres generelle ensidighed, opfattes som den selvfølgeligste ting i verden. Deus ex machina er ikke en afsluttende effekt som i det antikke drama (hvor en gud kunne hejses ned på scenen ved hjælp af en machina), det er tekstens norm. Dette er hvad jeg søger at indkredse med disse luftige småskriverier. Det er som om at det er kondenseringen i sig selv, der er det interessante. DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN er romanen som en slags digtsamling. Og det siger sig selv, at teksten gør en dyd ud af at være så komplet usandsynlig som muligt, skamløst spilfægteri er hvad det er. Alt imens fortælleren pendulerer frem og tilbage imellem storhedsvanvid med tilhørende almagtsfantasier og total selvudslettelse i udpræget fornedrelse. EN UNIVERSEL, POTENTIELT EVIGTVARENDE FØLJETON. Og altså på en måde også potentielt pinlig, eftersom teksten ikke frygter det banale og trivialiserede.
(forts.)
Se mere på thomaskrogsboel.blogspot.com