Thomas Ahrensbøll Hansen: ME LOVE YOU BIG

Vidunderkælling
superhot turbomodel
Stadion Allé i sne

Sandy legesyg
mulatfrækkert stiv kuling
bornholmerfærgen

Morten Reimar: Poeten og Lillemor

Lad os lege far og mor
Lad os lege poeten og lillemor
Lad os lave vores eget danske lystspil
fra 1961 søndag aften efter reklamerne
Lad os bare være os to alene
og sammen til evig tid
Lad os kigge hinanden dybt i øjnene
og snakke om at få termoruder
inden det når at blive koldt udenfor
Lad os gå sammen om en vogn i Netto
og købe ind til weekenden
hver fredag
Lad os lave fredagshygge
og lørdagskylling
og en søndagstur til Helsingør og Hillerød
hvor vi kan blive enige om
at en Citroen C5 er en fornuftig bil
og en stille weekend på sofaen
det er lige hvad vi har brug for
Lad os lave børn og barnlige ting
Lad os lege ”i et parforhold”
og begynde til pardans og parløb og parmiddag
Lad os være de bedste til parmidag i verden
OL-vindere i sammentømrethed
Én stærk organisme
der tæver de andre i Trivial Pursuit
Vi kan give de andre par stryg
Jeg stryger dig med hårene
du stryger min skjorte
vi spiser madder
med Stryhn’s

Jesper B. Korndal: Europa Cup Onsdage

Og da jeg var lille
drømte jeg om at spille i udlandet
jeg drømte om Mechelen
eller andre belgiske klubber som
Charleroi, Antwerpen eller Kortrijk
jeg lavede karrierer
hvor jeg blev fundet i Vanløse ved ét tilfælde
var sweeper
havde  Eric Gerets fuldskæg
spillede til jeg var 38
og fik
tilpas mange fortjente
udvisninger.

Rassum og Rasmussen: 07

Læs mere

Jens Blendstrup: Studie i sok med græs

Så gror jeg lidt. Så står jeg stille. Så gror jeg lidt. Så står jeg stille. Så kommer foråret. Så gror jeg meget. Så gror jeg sindsygt meget. Så kommer jeg hen i vinduet at stå. Så gror jeg gennem mine aner. Så gror jeg gennem min erindring om bedstemor, så overgår jeg min far med flere længder. Så glemmer jeg det jeg kommer af. Så bliver jeg lad og langsom og fed og grøn og muggen og mimrende. Så gror jeg ind i mig selv.  Og ud af mig selv.  Så får jeg øje på en fugl og græder.

Men altså. Jeg gror jo mindre end de andre. Jeg gror jo kun serielt. Fordi jeg er kunstigt skabt.  Af strømper og pædagoger og ivrige børn. Jeg gror jo ikke vildt vel.  Jeg har en fætter der gror helt vildt. Han underlagde sig Rom og karthago. Iacta est græshoved. Han gik over bjergene med sine frø og overraskede alle fjender med sin vanvittige grønhed.  Det er et godt forbillede at ha. Jeg gror mest i siden.  Vokser kun delvist op.  Eksploderer kun lidt i panden. Ingen bier lander på mig. Ingen græsslå maskiner. Ingen hunde med deres sten. Ingen  familiers kurvestole. Kun en tallerken under mig. Sådan er det. Kæft hvor det kløer lige under øjet.  Keep on græstrå.

Morten Reimar: Blue in the Face

Nu er jeg nitten med en blå Peugout
Hipstersmøg på bukserne
Og en flirt over sms’en
Jeg
Jeg elsker dig så højt som kun en teenager kan
Også selvom jeg ikke kan huske dit navn fra i fredags
Men kun dine negle i nakken
Og farven på dine læber

Wagga wagga
Har ikke været i kirke siden min storebrors konfirmation
Havde fået en hvid skjorte på
Som jeg kunne vokse i
Og mor havde lånt borde og stole i banken
Som hun arbejdede i på det tidspunkt
Nu har jeg tern på skjorten
Og ryster terninger på Andy’s
Når pigerne ryster med røven
Ryster jeg ikke på hovedet
Nikker med hovedet til det falder af i skolen
Nikker til fremtiden er sikret
Mor siger at fremtiden står skrevet i et eksamensbevis
Hun kommer træt hjem hver dag
Sad længe oppe og læste til polit
Mor er stadig træt
Uden et eksamensbevis bliver man kun veludhvilet
Jeg skyder fredagen og fornuften i sænk
Med jordbærshots
Jeg tænker på hvad der blev af Anders fra børnehaven
Jeg er dybt uoriginal
Og har en svag karakter
Giver mig selv 12 og tager fri og et tog
Derindaf
Forstaden er min mor
København er en ven jeg ikke ser til dagligt
Og på Sommersko er der studierabat på kaffe og pomfritter
Jeg er
En baggårdskat fra et kvarter med forhaver
Fik konstateret Turèlls syndrom som trettenårig
Selvom jeg er fra den rigtige side af Lyngbyvejen
Hvor bageren er konditor
Og fruerne kan gøre en minkpels til deres egen
Når de tager den på
Skriver mit oki-doki
Taster løs når jeg har løse taster
Har været i Shanghai Sidney og San Francisco

Men fandt Kerouac på Stationsvej
I Vedbæk
Med kiosken der laver latte med økologisk minimælk
Jeg leder efter det stille liv
På hylderne i Magasin Paladset
Selv når jeg cykler kører jeg på 1. klasse
Har lige tanket absint og pagne op
Lever et sted midt imellem
Æder kebab og hører bop
Kalder det kebabbop
Tænker non-stop
På et bedre i morgen
Selvom jeg er bange for fremtiden
Fordi kineserne kommer og tager mig
Og ældrebyrden kommer og tager mig
Og den globale opvarmning kommer og tager mig
Og min Ipad har en app
Så mine billeder ligner nogle der er taget i 60’erne
Jeg er så undergrund at jeg nogle gange overser mig selv
Selv i en by på overgrunden

Der er så meget
Og alle farvepigerne synger

Nu er jeg nitten med en blå Peugout
Hipstersmøg på bukserne
Og en flirt over sms’en

Morten Hjerl Hansen: Klumme 42

Når jeg senere i livet har haft lejlighed til at møde nogle virkelig hellige inkarnationer af aktiv
barmhjertighed, for eksempel i et kloster, har de i reglen haft samme muntre, sikre, uberørte og
studse udtryk som en travl kirurg, et ansigt hvori der ingen medfølelse er at læse, ingen berørthed
af menneskelig lidelse, ingen frygt for at såre den, den virkelige godheds ublide, usympatiske og
sublime ansigt. (bd. 1, s. 117)

Troen på at et menneske har del i et ukendt liv, som dets kærlighed kan give os adgang til, er, af
alt hvad der skal til for at kærligheden kan opstå, det der betyder mest for den, og som får den til
at lade hånt om resten. Selv kvinder der hævder at de kun dømmer en mand efter hans ydre, ser
i dette udseende en udstråling af et særligt liv. Det er derfor de elsker soldater og brandmænd.
Uniformen gør dem mindre kræsne hvad ansigtet angår, de tror at de bag brystpanseret omfavner et
ganske anderledes, eventyrlystent og kærligt hjerte, og for at gøre de mest smigrende erobringer i de
fremmede lande han besøger, har en ung fyrste eller arveprins ikke brug for den regelmæssige profil
som måske ville være nødvendig for en vekselerer. (bd. 1, s. 141)

Et lille slag mod ruden, som om noget var stødt imod den, efterfulgt af et let, men omfattende skred,
som om der var blevet hældt sand ud fra et vindue ovenpå, så bredte det sig, blev regelmæssigt, gled
ind i en rytme, blev flydende, klangfuldt, melodisk, talløst og universelt: Det var regnen. (bd. 1, s.
143)

Hendes død vakte ikke dyb sorg hos andre end ét menneske, men der var den til gengæld grusom.
I de fjorten dage min tantes sidste sygdom varede, forlod Françoise hende ikke et øjeblik, tog
ikke tøjet af, tillod ingen andre at tage sig af hende og forlod ikke hendes afsjælede legeme før
det var begravet. Da forstod vi at den bestandige frygt som Françoise havde næret for min tantes
onde bemærkninger, mistanker og raserianfald, havde udviklet en følelse hos hende som vi havde
antaget for had, og som i virkeligheden var ærbødighed og kærlighed. Hendes virkelige frue, med
de uforudsigelige beslutninger, de uigennemskuelige kneb, det gode hjerte der så let lod sig bevæge,
hendes herskerinde, hendes gådefulde og almægtige monark var ikke mere. (bd. 1, s. 214)

Hele dagen kunne jeg på vore ture drømme om hvor skønt det ville være at blive ven med
hertuginden af Guermantes, fiske ørreder, ro en tur på Vivonne, og i min tørst efter lykke forlangte
jeg i disse øjeblikke ikke andet af livet end at det altid måtte forme sig som en lang række dejlige
eftermiddage. Men da jeg på hjemvejen havde fået øje på en gård som lå på venstre hånd, et stykke
fra to andre der selv lå meget tæt op ad hinanden, begyndte mit hjerte pludselig at banke, for derfra
var der ikke langt til Combray, vi skulle bare op ad en allé af egetræer, hvor der på den ene side
lå nogle enge med hver sin lille indhegning og beplantet med regelmæssige rækker af æbletræer,
som i lyset fra den synkende sol kastede deres skygger som et japansk mønster, jeg vidste at før
der var gået en halv time, ville vi være hjemme, og at jeg som sædvanlig de dage vi havde været
på tur ad Guermantes til, og hvor middagen blev serveret senere, ville blive sendt i seng så snart
jeg havde spist min suppe, så at min mor, der måtte blive siddende bed bordet akkurat som hvis vi
havde haft gæster til middag, ikke ville komme op og sige godnat til mig når jeg var kommet i seng.
Det kvalfulde område jeg nu trådte ind i, var lige så skarpt adskilt fra det område jeg så frydefuldt
var stormet ind i for blot et øjeblik siden, som en rosa strimmel himmel nogle gange kan være

adskilt fra en grøn eller sort strimmel, som var der trukket en skarp linje imellem dem. Man ser en
fugl flyve i det rosa felt, den har snart nået grænsen, den rører næsten det sorte, og så er den fløjet
ind i det. De længsler om at komme til Guermantes, rejse, blive lykkelig som for et øjenblik siden
omsluttede mig, var mig nu så fremmede at opfyldelsen af dem ikke ville have beredt mig nogen
glæde. (bd. 1, s. 255)

Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, 1913-1922. Oversat af Else Henneberg Pedersen,
Multivers 2009

Handler Marcel Prousts bog På sporet af den tabte tid om en bedre verden som kan realiseres? Det
tror jeg den gør. Men det er en verden hvori man ligger i sin seng. Beklager! Det er en verden hvor
hovedstolen, selve den eksistentielle barndomserfarings marv, blotlægges ligeså forsigtigt, roligt
fremadskridende, med et realistisk sideblik til galleriet af svundne tiders kærlige og medlevende
personer.

”Jeg synes ikke at nogen som helst kan tillade sig at sætte sig ned og gøre noget ordentligt, hvis
man ikke lever efter kærlighedens lov.” Og: ”Med mindre man er bremset af sygdom.” Ligesom
Proust var. Proust satte sig ned og gjorde noget ordentligt og han gjorde det mere end fremragende.

Det, at han gjorde det ordentligt vil sige at han gjorde det med en aldrig svigtende glød. Og han
havde en god hukommelse.

”Hvis du er en nisse er det garanteret ufortjent.” Denne sætning er tåbelig, men på en måde det
Proust skriver igen og igen. Den eneste grund til at jeg pjatter, er, foruden min sorte humor, at
selvironi er det eneste mesterstykke som Proust ikke formåede at drive det til. Men det bliver
underligt nok til en kvalitet ved bogen at læseren selv må ordne det med livet. På sporet af den
tabte tid er Marcels tekst og Marcels liv. Ironi er fraværende i bogen fordi det er så alvorligt, det er
jo et svendestykke at læse bogen. Det er det der er så fantastisk.

Hvem kan læse På sporet af den tabte tid? Man skal være virkelig, virkelig moden for at læse den.
Jeg nyder den, så jeg må være virkelig, virkelig moden.

Hvis jeg må forsøge at sætte ord på de allermest sarte følelser i forbindelse med læsningen må jeg
sige at jeg forventer der kommer en perle med posten når jeg er færdig.

At finde et menneske som er helt bremset ned og har alle åndsevnerne i behold.

Men det er jo de umodne der er interessante, dem der synes at På sporet af den tabte tid er noget af
det mest kedelige. Alene titlen! Vi skal have flere folk til at blive læsere. Så de ikke forlader deres
hus. Så de ligger i deres senge. Så de synger inden i deres lejligheder med hinanden, i bogstavelig
forstand. Jo, det er en mærkelig opgave litteraturen og litteraturformidlingen har.

Peter Kristiansen: Audio

Når han i dag skal beskrive begivenhedens lydside vil han nok sammenligne den med papir, der krølles sammen, tørre kviste der brænder eller måske lyden af en bordkværn, der knuser groft salt, efterfulgt af et knæk som en kæp, der brister over en svineryg. Så en lyd, som når man ifører sig sin latexhue eller fører en svaber over en tør vinduesrude, for endelig at slutte med en distinkt pluppende lyd, som vel, når alt kommer til alt, var et decideret ”plup”. Og det udvikler sig. Han forfiner til stadighed nuancerne i fremstillingen af den dag. Med færgen og havnen og benet derimellem.

Martin Budtz: Dette er Danmark

Dette er Danmark
en fladning ned til en fjord eller et hav.
Men fladheden giver os himmel
og hvis vi forstår at himlen ikke står
på vores hoveder som sække med kartofler
til tonerne af skræmmepolitik
der skal styrke vores egoistiske sans
kan vi tillade os store ideer.
Vi skal passe på de fint malede detaljer
den lille antydning der gør det hele så stort.
Landskabet skal have lov til at bølge
under solbelyste skyer
så hvad gør det at vi hundrede år senere
opstiller vindmøller i respekt for vores efterkommere
hvor de så end kommer fra.
Luften var renere.
Et socialdemokratisk oprør var igang.
En ægte trang til at fordele det hele bedre.
Venstrebønderne var endnu ikke
tonedøve teknokratiske narrøve.
Venstrebønderne havde køer på græs
og himlen var stor og skyerne hurtige.

Jens Blendstrup: Om natten i toget hjem

Jonas Reppel: Rustrøde minder bag øjnene

Nogle gange genopstår gamle skygger
og vandrer på væggene i soveværelset
nogle gange ligner natten
ikke sig selv
men noget den kun var engang
engang imellem
kan man dufte
lampen udenfor vinduet
og tænke som man troede
man ikke længere kunne tænke
ofte mangler man drankerbrøl
at sove helt ind i intet til
og monsteret under sengen
er ikke væk
det holder bare længere
pauser
imellem sine angreb

Jesper B. Korndal: Op ad dage

Jeg tackler
dét her
på min
måne

Thomas Ahrensbøll Hansen: ME LOVE YOU BIG

Berøringsvenlig
go-go darling boblebad
Kina-Grillen frost

Pil Perlepige
på Hotel Silverdollar
debutant styrtregn

Birgitte Krogsbøll: BETELGEUSE BRÆNDER JERN udkommer 17. august 2012 på BØK

Fredag d. 17. august udkommer Birgitte Krogsbølls Betelgeuse brænder jern på Biblioteket Øverste Kirurgiske. Kr. 125, 48 s.

Tidligere udgivelser af Birgitte Krogsbøll:

Wöldums pulsar syndrom, B.Ø.K. 2002
Stumfilm, Arena 2010

Derudover har hun siden 2000 været hyppig bidragsyder til tidsskriftet Øverste Kirurgiske.

Det går formodentlig over lød undertitlen til Wöldums pulsar syndrom. Intet er vigtigt / og alting går /over lyder tre linjer i Betelgeuse. De står indlejret midt i udbrud af det som ser ud til at være vigtigt, vel vidende at det hele går over, og hvad er det hele der så for? Men det lykkes ikke desto mindre Birgitte Krogsbøll at fremmane hvad der er virkelig vigtigt.

Salg: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Morten Hjerl Hansen: Klumme 43

I en langsom rytme førte den ham først her, så der, så et andet sted hen, mod en ophøjet, uforståelig
og konkret lykke. Og så pludselig, da den var nået til et bestemt sted hvorfra han gjorde sig klar til
at følge den, ændrede den, efter en kort pause, brat retning og rev ham i et nyt og hurtigere tempo,
nu spinkelt, melankolsk, indtrængende og blidt, med mod ukendte perspektiver. Derpå forsvandt
den. Han ønskede brændende at gense den en tredje gang. Og den dukkede da også op igen, men
uden at tale tydeligere til ham, og den lystfølelse den skænkede ham, var heller ikke lige så dyb.
Men da han var kommet hjem, savnede han den voldsomt, han var som en mand hvis liv en kvinde,
som han tilfældigvis har set et glimt af på gaden, har tilført billedet af en ny skønhed der giver hans
egen følsomhed en større betydning, uden at han ved om han overhovedet nogensinde vil møde den
kvinde igen som han allerede elsker, og hvis navn han ikke engang kender.
Denne forelskelse i en musikalsk frase syntes tilmed et kort øjeblik at sætte en mulig
foryngelsesproces i gang hos Swann. Det var allerede så længe siden at han havde opgivet at bruge
sit liv på et højere formål og i stedet havde begrænset det til små daglige glæder at han, uden
nogensinde udtrykkeligt at sige det til sig selv, var endt med at tro at det ville fortsætte på samme
måde indtil hans død, ja, han var oven i købet, fordi han ikke længere selv rummede nogen form for
ophøjede begreber i sit indre, holdt op med at tro på deres eksistens, uden dog på den anden side
helt at fornægte den. Derfor havde han gjort sig det til vane at søge tilflugt i ligegyldige tanker der
gjorde det muligt for ham at se bort fra det grundlæggende i tingene. Ligesom han ikke spekulerede
over om det mon ikke var bedre at lade være med at deltage i selskabslivet, men til gengæld ikke
var i tvivl om at havde han sagt ja tak til en invitation, så måtte han også møde op, og at han, hvis
han ikke aflagde et besøg bagefter, i hvert fald måtte lægge sine visitkort, således bestræbte han sig
også på i sine samtaler med folk aldrig med overbevisning at sige sin ærlige mening om noget, men
sørgede i stedet for at komme med konkrete detaljer der havde en vis gyldighed i sig selv og gjorde
det muligt for ham at lade være med at vise hvem han var. Han var yderst præcis med hensyn til
madopskrifter, årstallet for en malers fødsel eller død og fortegnelsen over hans værker. Af og til
faldt han dog alligevel for fristelsen til at sige sin mening om et kunstværk eller en livsopfattelse,
men i så fald gav han sine ord et ironisk tonefald, som om han ikke helt kunne tiltræde hvad han
selv sagde. Men på samme måde som ankomsten til et nyt sted, en helt anden diæt, og nogle gange
også en spontan og gådefuld organisk udvikling, pludselig kan få svagelige mennesker til at føle sig
så meget raskere at de begynder at tro på den uventede mulighed af langt om længe at begynde et
helt nyt liv, opdagede Swann nu også i sit indre, ved erindringen om den frase han havde hørt, eller
ved at lytte til nogle sonater som han havde bedt om at få spillet i håb om at finde den i en af dem,
tilstedeværelsen af en af de usynlige sandheder som han var holdt op med at tro på, og som han på
ny, som om musikken havde haft en vis selektiv indflydelse på det åndelige armod han var ramt af,
følte trang og næsten kræfter til at vie sit liv. Men da det ikke var lykkedes ham at finde ud af hvem
der havde komponeret det værk han havde hørt, havde han ikke været i stand til at anskaffe det og
var endt med at glemme det. Han havde ganske vist i ugens løb mødt nogle mennesker der også
havde været til stede ved det samme aftenselskab og spurgt dem, men flere af dem var kommet efter
at musikken var forbi eller var taget af sted forinden; nogle havde dog været der mens stykket blev
spillet, men havde siddet og snakket i en anden salon, og atter andre, der var blevet for at lytte,
havde ikke fået mere ud af det end de første. Hvad værtsfolkene angik, så vidste de kun at det var et
helt nyt værk som de musikere de havde engageret, selv havde bedt om at spille, og da musikerne

var draget på turné, kunne Swann ikke få mere at vide. Han havde selvfølgelig musikalske venner,
men selv om han godt kunne huske den særlige og ubeskrivelige nydelse som frasen havde skænket
ham, og i ånden kunne se den kontur den tegnede, var han alligevel ude af stand til at synge den for
dem. Så han holdt op med at tænke på den.
Men så, kun nogle få minutter efter at den unge pianist var begyndt at spille for madame
Verdurin den aften, så han den pludselig, efter en høj tone der blev holdt gennem to takter, dukke
frem under den langtudtrukne smukke tone der var spændt ud som et lydtæppe for at skjule
mysteriet om dens tilblivelse, så den nærme sig, hemmelighedsfuldt, brusende, løsrevent, og han
genkendte den duftende, flygtige lille frase som han elskede så højt. Og den var så original, den
besad en så personlig og uforlignelig skønhed at Swann følte det som om han ved et selskab hos en
ven havde truffet en kvinde som han havde beundret på gaden, og som han havde opgivet håbet om
nogensinde at møde igen. Endelig forsvandt den igen, omhyggeligt visende vej gennem sin dufts
forgreninger, og efterlod genskæret af sit smil på Swanns ansigt. Men nu kunne han spørge om
navnet på den skønne ubekendte (han fik at vide at den var fra andanten i Vinteuils Sonate for
klaver og violin), nu havde han den, nu kunne han have den hjemme hos sig selv så tit han ville og
forsøge at lære dens sprog og hemmelighed at kende. (Bd. 2, s. 38-42)

Maleren havde hørt at Vinteuil var på randen af sindssyge. Og han påstod at man kunne høre det
i nogle passager i hans sonate. Swann fandt ikke bemærkningen urimelig, men den gjorde indtryk
på ham, for et rent musikstykke indeholder jo ingen af de logiske forbindelser som, når de brister,
afslører sindssygen hos den talende, og en sindssyge der kunne konstateres i en sonate, forekom
ham at være noget ligeså gådefuldt som sindssyge hos en hund, eller hos en hest, noget som trods
alt kan konstateres. (Bd. 2, s. 45)

Der var således formentlig ikke en eneste af Verdurins disciple der holdt så meget af den, eller som
troede at de holdt så meget af den som Swann. Da monsieur Verdurin sagde at han ikke brød sig om
Swann, gav han imidlertid ikke blot udtryk for sin egen mening, han havde også gættet sin kones.
Swanns kærlighed til Odette var sikkert alt for speciel, hvortil kom at han havde forsømt at gøre
madame Verdurin til sin fortrolige og aflægge daglige beretninger til hende, det havde sikkert også
gjort sit at han var så tilbageholdende med at tage imod Verdurins gæstfrihed, en omstændighed at
han blev væk fra deres middage af grunde som de ikke havde nogen anelse om, og som de udlagde
som et ønske om ikke at gå glip af en middagsinvitation fra ”træmændene”, og endelig var de
stadig flere opdagelser de gjorde med hensyn til hans fornemme sociale position, til trods for alle
de forholdsregler han havde taget for at skjule den for dem, sikkert en stærkt medvirkende årsag
til at de var så irriterede på ham. Men den virkelige grund var en anden. De havde nemlig meget
hurtigt fornemmet at der var et lukket, uigennemtrængeligt rum i ham, et sted hvor han fortsat i
stilhed hævdede at prinsessen af Sagan ikke var grotesk, og at Cottards vittigheder ikke var sjove,
de havde, kort sagt, og til trods for at han altid var venligheden selv og ikke satte sig op imod deres
dogmer, indset det umulige i at påtvinge ham disse dogmer, at omvende ham, og det i en grad som
de aldrig havde været ude for med nogen anden. De ville have tilgivet ham at han havde sin gang
hos træmændene (som han i øvrigt i sit stille sind satte langt mindre pris på end Verdurins og hele
den lille faste stok), hvis han for det gode eksempels skyld var gået med til at fornægte dem over for
disciplene. Men det var en afsværgelse som de forstod at de ikke kunne fravriste ham. (Bd. 2, s. 96-

97)

”Den herre har en lethed ved at udtrykke sig, og en hukommelse,” havde han sagt til madame
Verdurin da maleren havde talt færdig, ”som jeg sjældent har set magen til. For pokker, hvor
ville jeg ønske jeg kunne sige det samme om mig selv. Han kunne være blevet en fremragende
prædikant! Man må sige at De i ham og monsieur Bréchot har to jævnbyrdige numre, ja, jeg ved
såmænd ikke engang om maleren ikke hvad snakketøj angår, sætter professoren skakmat. Det
kommer mere naturligt, det er ikke så søgt. Om end han undervejs kommer med nogle meget djærve
udtryk, men det er jo tidens smag, jeg har sjældent været ude for nogen der var så dygtig til at bruge
kaje, som vi sagde i hæren, hvor jeg ellers havde en kammerat som den herre netop mindede mig
om. Han kunne jo snakke løs om alt muligt, ja, jeg ved ikke hvad, jo, for eksempel om det glas
der står dér, nej, ikke om glasset selvfølgelig, men om slaget ved Waterloo, om alt muligt mellem
himmel og jord, og undervejs slyngede han ting ud som aldrig ville være faldet os ind. For øvrigt lå
Swann ved det samme regiment, han må have kendt ham. (Bd. 2, s. 108)

Swann havde ganske vist ofte tænkt at Odette ikke på noget punkt var en bemærkelsesværdig
kvinde, og den dominans han havde over et menneske der var ham så underlegent, burde
overhovedet ikke få ham til at føle sig så smigret over at høre den proklameret over
for ”disciplene”, men siden det var gået op for ham at der var mange mænd der fandt Odette
henrivende og attråværdig, havde den tiltrækning hendes krop udøvede på dem, vakt et smertefuldt
behov for at gøre sig til herre over selv de mindste kroge af hendes hjerte. (Bd. 2, s. 127-128)

”-Kommer monsieur Swann ikke i aften? Han er jo hvad man kalder en personlig ven af …
-Det håber jeg sandelig ikke! udbrød madame Verdurin. Gud fri og bevare os fra ham, han er
dødkedelig, dum og uopdragen.”
Ved disse ord lod Cottard både sin forbavselse og underdanighed komme til udtryk, som om
han blev stillet over for en sandhed der stred imod alt hvad han hidtil havde troet på, men som var
indlysende uimodsigelig; og med en bevæget og ængstelig mine stak han næsen ned i sin tallerken
og nøjedes med at svare: ”Jaså! – Jaså! – Jaså! – Jaså! – Jaså!” mens han baglæns og i god orden
trak sig helt ind i sig selv igen, langs en faldende skala hvor han gennemgik hele sin stemmes
register. Herefter blev der ikke talt mere om Swann hos Verdurins. (Bd. 2, s. 153)

Men i den sygelige tilstand han befandt sig i, var han sandt at sige lige så bange for at blive rask
som for at dø, for en sådan helbredelse ville jo også betyde døden for alt hvad han var i dette
øjeblik. (Bd. 2, s. 169)

Så på stormfulde og milde februaraftener forenede vinden – der blæste planer om en rejse til
Balbec ind i mit hjerte, som den fik til at skælve lige så voldsomt som kaminen i mit soveværelse –
længslen efter gotisk arkitektur med længslen efter en storm over havet. (Bd. 2, s. 289)

Med hensyn til at tilbagelægge dagene råder sådan lidt nervøse naturer som min over
forskellige ”omdrejningshastigheder”, ligesom en bil. Der er vanskeligt fremkommelige, bakkede
dage som det tager en evighed at klatre op ad, og dage som man kan løbe syngende ned ad i fuld
fart. (Bd. 2, s. 296)

Så lige ved frokosttid veg mit ængstelige blik ikke fra den upålidelige, overtrukne himmel. Den
blev ved med at være mørk. Altanen foran vinduet var grå. Pludselig kunne jeg, på dens triste sten,
se en farve der ikke var mindre grå, men jeg følte ligesom en stræben hen imod en mindre grå
farve, et pulsslag fra en tøvende stråle der forsøgte at befri sit lys. Et øjeblik senere var den bleg
og spejlblank som en dam en tidlig morgenstund, med tusindvis af genskær fra smedejernsgitteret
der havde lagt sig på det. Et vindpust spredte dem, stenen var atter blevet mørk, men de vendte
tilbage som om de var blevet tamme; den begyndte umærkeligt igen at blegne, og som i et af de
ubrudte crescendoer i musikken der, ved slutningen af en ouverture, bringer én eneste tone til
den allerhøjeste fortissimo ved hurtigt at lade den gennemløbe alle de mellemliggende stadier,
kunne jeg se den nå solskinsdagenes faste, uforanderlige guld, mod hvilket smedejernsgelænderets
gennembrudte skygge stod aftegnet i sort som en lunefuld plantevækst, med en finhed i omridsets
mindste detaljer som syntes at røbe en bevidst opmærksomhed, en kunstnerisk tilfredsstillelse, og
med et sådant relief, en sådan fløjlsblødhed i sine lykkelige, mørke massers ro at det brede, bladrige
genskær der hvilede på denne solbeskinnede sø, i virkeligheden syntes at vide at et var et pant på
sindsro og lykke. (Bd. 2, s. 304)

Men det var madame Swann jeg ville se, og jeg ventede på at hun skulle komme forbi, lige så
bevæget som havde det været Gilberte, for ligesom alt hvad der omgav hende, var hendes forældre
gennemsyrede af hendes charme, og de vakte min kærlighed i lige så høj grad som hun selv gjorde,
ja, tilmed en endnu mere pinefuld uro (fordi deres berøringsflade med hende var den indre del af
hendes liv som jeg var udelukket fra), og endelig (for jeg fandt snart, som man vil få at se, ud af at
de ikke brød sig om at jeg legede med hende) den følelse af ærbødighed som man altid føler for folk
der uhæmmet benytter sig af deres magt til at gøre en ondt. (Bd. 2, s. 334)

Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, 1913-1922. Oversat af Else Henneberg Pedersen,
Multivers 2011

Denne grundfølelse at være på vej til noget godt er et fuldstændig ukendt fænomen ikke bare hos
den moderne filosof Heidegger men også for det moderne menneske. Men vi der føler at vi er på
vej til noget godt, vi kan jo være både hæmmede og knotne. Det er der mange der spørger mig om
hvorfor, men journalister har aldrig spurgt mig om det. Det ville de kun gøre hvis mit navn var
større og derfor vil jeg fortælle det her, sådan at det står her for alle tilfældes skyld. Vi kan være
hæmmede og knotne fordi vi hele tiden finder en stor tilfredsstillelse i at henholde os til og leve
efter en pligt som vi ikke selv har opfundet, men som vi inderligt tror på. Det gør os hæmmede og
knotne så enhver ærlig Facebooker må tro at vi er både arrogante og selvhøjtidelige, men det er vi
altså ikke. Derfor er Proustlæsere helt eksede med at forklare at der er en handling i På sporet af den
tabte tid og ikke blot en handling men masser af humor. Der er ingen af delene. Der er kun denne
tøffende følelse af fremdrift som betyder at Proust er på vej til noget godt. Punktum.

Ole Mortensen: Bald Shadows

Læs mere

Rassum og Rasmussen: 06

Læs mere

Ole Mortensen: Uden titel

Læs mere

Rassum og Rasmussen: 05

Læs mere

Thomas Krogsbøl: Fratale

Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder og skriver det her til dig. Jeg begyndte bare på noget. Det forekom mig at være bedre end ikke at begynde på noget.