Jeg har set en fader dø  i et tagkammer, ludfattig og ladt i stikken af to døtre som han havde givet fyrretyve tusind francs i renteindtægt! Jeg har set testamenter blive brændt, jeg har set mødre plyndre deres børn, ægtemænd bestjæle deres hustruer, kvinder som har dræbt deres mænd efter først at have misbrugt den kærlighed de har vakt hos dem til at drive dem til vanvid eller idioti – og hvorfor? For at kunne leve i fred med en elsker. Jeg har set tilfælde hvor en moder har givet sit barn af første ægteskab smag for noget som måtte lægge det i graven, for at kunne berige det barn der var frugten af hendes kærlighed. Jeg kan umuligt sige Dem alt hvad jeg har set. Thi jeg har set forbrydelser som lov og ret står magtesløse over for. Kort sagt, alle de rædsler som romanforfattere tror at have opfundet, er intet mod virkeligheden.

Honoré  de Balzac: Oberst Chabert, s. 85-86, overs. af H. C. Huus, Hans Reitzels Forlag 1995, udkom første gang 1832.

Den eneste helt ubevægelige genstand i rummet var en kæmpestor sofa hvorpå  to unge kvinder blev båret oppe som på  en forankret ballon. De var begge i hvidt, og deres kjoler bølgede og flagrede som om de lige var blæst ind igen efter en kort flyvetur rundt om huset.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby, s. 14, overs. af Jørgen Nielsen, Gyldendal 2004, udkom første gang 1925.

[ Indhold: 1. Om Kurt Vonnegut / 2. Om behov ]

En af de ting der undrer mig mest ved mennesker er hvor få fortrolige vi tror vi har brug for. Kurt Vonnegut skrev om at vores hjerner er alt for store. Hjernen som et anker i kraniet: Et ligevægtsmodul.

Rigtig poesi beskyldes for at være svært tilgængelig. Omvendt beskyldes rigtig poesi også for at være mere virkning end substans. Ordene kan være så kraftfulde at hov!, der røg mit behov for en god samtale, for digtet mættede mig og mødte mig og hov! der røg mit behov for selv at udtrykke hvad jeg har på hjerte. Behov beskyldes for at hænge sammen med drifterne, men der findes altså også andre behov, bl.a. de to nævnte. Pietisme er ikke blot at forklejne de primære behov, men også at nægte de sekundære behov en særskilt status. Religiøse mennesker beskyldes for denne pietisme, men den kan lige såvel deles af en ateist. Det er ikke så smart, når vi snyder os selv for dybe glæder.

A Marzipan Factory Grzegorz Wróblewski
(Translated from the Polish by Adam Zdrodowski)
112 pages Otoliths, 2010
ISBN: 978-0-9807651-1-3 $15.95 + p&hURL:
http://www.lulu.com/product/paperback/a-marzipan-factory/11184884

A Marzipan Factory is the most original and enticing book of poems I have read in years. It is Kafkaesque and yet tender, cynical and yet warm, elliptical and yet wholly immediate. Grzegorz Wróblewski can take the most ordinary of phenomena and then give them the twist of a knife: to "spare" the life of a living organism—a "dry" tangerine for instance—is, from another angle, to forget it. The pleasures and terrors of sex, of age, of the fear of death, of the deceptions of our social life, have rarely been so brutally—yet wittily and charmingly—documented as they are in these short, often gnomic poems, surprisingly well rendered in Adam Zdrodowski’s translation. Grzegorz Wróblewski restores one’s faith in the power of lyric poetry to renew itself.
— Marjorie Perloff

Grzegorz Wróblewski's poems are ironic and serious, quick and probing, nailed to place and character but soaring in imagination. If you haven't read his poems, it's not too late to start and this new volume is the perfect place to do that.
— John Z. Guzlowski

A Marzipan Factory is also available through Amazon.

En fuldt påklædt kvinde gik op af vandet. Knapt havde hun nået den tørre flodbred før hun satte sig ned og lænede sig op ad et morbærtræ. Hele dagen og hele natten sad hun der med hovedet hvilende mod stammen i en stilling der var så  afslappet at hun knækkede skyggen på sin stråhat. Alt gjorde ondt, men mest hendes lunger. Drivende våd sad hun i alle de timer og snappede efter vejret mens hun kæmpede med de unge øjenlåg. Dagbrisen blæste hendes kjole tør; nattevinden krøllede den. Ingen så  hende dukke op eller kom tilfældigvis forbi. I så fald havde de sandsynligvis tøvet med at nærme sig hende. Ikke fordi hun var våd, eller sad og døsede, eller havde noget der lød som astma, men fordi hun midt i det hele sad og smilede. Det tog hende hele næste morgen at komme op at stå og bane sig vej gennem skoven forbi et kæmpestort buksbomtempel hen til marken og videre til haven om det skifergrå hus. Udmattet satte hun sig det første det bedste sted – en træstub ikke langt fra trappen op til nr. 124.

Toni Morrison: Elskede, s. 58, overs. af Inge Rifbjerg, Lindhardt og Ringhof 1994, udkom første gang 1987.

[Indhold: 1. Om der findes tvingende grunde til at blive kunstner ]

Nogle mennesker drømmer om eller vælger at skrive en bog for at få deres mors eller fars anerkendelse. Kan denne form for succes blive det arkimediske punkt der skal løfte forældre-barn kærligheden op på det stade hvor den angiveligt hører hjemme? Hvad indebærer en sådan kærlighedsnormalisering? Kan kærlighed overhovedet normaliseres? Kan mennesker?

Samme spørgsmål stilles, om end indirekte, i den bog som citeres ovenfor. Personen der går op af vandet elsker den kvindelige hovedperson uforbeholdent, ubegrænset og som hendes livs eneste formål. Jeg har kæmpet med bogen for ikke at blive hægtet af. Stilen er svær, forståelsen af handlingen hviler omtrent kun på antydninger.

At some time or other, I said that Persona saved my life — that is no exaggeration. If I had not found the strength to make that film, I would probably have been all washed up.

Kunstnere er følsomme. Der er en snert af romantik i Ingmar Bergmans udsagn om Persona, men jeg synes alligevel det er stærkt sagt. Der er et eller andet om snakken.