Tekst
Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 24, 26. oktober 2009
Jeg tænker tilbage til den tid, da den kendte verden knap nok eksisterede for os fire. Dagene blev simpelthen til mellemrum mellem drømmene, mellemrum mellem de skiftende planer for tid, handling, for at gennemleve det aktuelle… En flodbølge af meningsløse affærer, der skød sig frem langs tingenes døde plan, uden at trænge ind i noget klima, uden at føre os nogen steder hen, uden at kræve andet af os end det umulige – at vi skulle være til. Justine plejede at sige, at vi var blevet fanget i magtområdet for en vilje, der var for stærk og for beregnende til at være menneskelig – det tyngdefelt som Alexandria dannede omkring de mennesker, den havde udvalgt som sine særlige eksemplarer…
Lawrence Durrell: Justine, s. 13, overs. af Elsa Gress Wright, Gyldendal 1991, udkom første gang i 1957.
Et kort øjeblik ser han sin mor for sig, og han skammer sig over at sammenligne Magret med hende. Ane Ås, Eriks mor, kunne være ond. Det er Magret ikke, men hun kan ikke styre sit temperament. Når Innhaug stoltheden og det fremmede blod i hendes årer trækker i samme retning, sådan som nu, er hun ikke for almindelige mennesker at hamle op med. Han ved godt, at det ikke er venlige tanker, men sådan er det altså. Og Gud tilgive ham, for samtidig er der noget netop ved det, der gør, at han føler sig tiltrukket af hende. Det er det, der gør hende til Magret og til alt det, hun betyder for ham.
Anne Karin Elstad: Et nyt rodfæste, s. 48-49, overs. af Jan Hansen, Hovedland 2009, udkom første gang i 1979.
Alexandria og Magrets temperament fremstilles i de to tekstuddrag som to forskellige kræfter der påvirker det personerne vil og gør. Hvilke andre steder i litteraturen er det muligt at gøre rede for dette mærkelige fænomen, at en by og et temperament kan være med til at kendetegne en person? Vi ville næppe i virkelighedens verden sige at en by er med til at gøre os til den vi er.
Handler stor litteratur om stor persontegning? Det mener jeg ikke. Men hvad betyder stor persontegning? Realistisk persontegning? Nej, det tror jeg bestemt ikke er særlig væsentligt i litteraturen.
Hvad er en persons kerne i litteraturen og hvad er den i den virkelige verden?
Terkel Winther: om "livets mening" - intet mindre!
Jeg tror på noget
Andreas Secher Boye: Sundhedsforsygelsen
Det minder om den sorte middelalder
unægteligt...
nej til fællesskab, omsorg og fest
ekstase, løs snak og sex
altid kigger stasi‐agenterne ondt med
og moraliserer...
fra deres luksuslejlighed.
Jesper B. Korndal: Londinium
Kun det
kulørte
vasketøj
på
terrasserne
giver
London
farven
tilbage
i kinderne.
Anja Christophersen: OD
Til alle dem, der ikke kan flygte fra afhængigheden. Til dem, der ikke kan flygte fra kærligheden. Og til dem, der ikke vil.
Til Clive.
Du sidder i lathyrus-hækken med hænderne i skødet. Du er omkranset af små pastelfarvede blomster, og først troede jeg, at du så på mig. Det gør du ikke. Dine smukke grønne øjne er fjerne, og du ser ingen steder hen. Jeg prøver at tage din hånd, men du reagerer ikke på min berøring. Jeg kalder på dig. Jeg kalder på dig flere gange - siger, at du skal vågne, at du skal komme tilbage!
Blomsterne visner ganske stille. Alle pastellerne bøjer hovederne i sorg over din langsomme død. Kun de hvide blomstrer stadig og stærkere end før. Jeg kalder på dig igen. Jeg minder dig om, at du har en søn; at der ikke er nogen til at passe på ham, hvis du dør. Når du dør. For det gør du. Du dør for øjnene af mig, og du kommer ikke tilbage, uanset hvad jeg trygler dig om. Jeg græder uden lyd og rører ved dit ansigt. Du reagerer ikke. Ordene kommer med en helt ny desperation.
- Se på mig nu! Du kan ikke bare dø fra mig nu, jeg kan ikke leve uden dig. Jeg vil ikke leve uden dig. Jeg elsker dig.
Dit blik er fjernere nu end nogensinde, og jeg ved, at du ikke længere ser denne verden. Jeg plukker en lille buket af de hvide ærteblomster, piller forsigtigt en visnet lyserød og en lys violet blomst ud af buketten, som for alt i verden skal leve.
Jeg rejser mig, ser på dig en sidste gang og ved, at jeg aldrig har set nok på dig. Jeg knuger den lille buket hvide blomster i min hånd, da jeg forlader dig for sidste gang. Jeg finder din søn, som går alene rundt i gaderne, jeg giver ham blomsterne, tager hans lille hånd, forsøger at smile til hans store blå øjne. Jeg kan ikke. I dag er ikke smilets dag.
Jeg sejler væk med din søn på et skib med hvide sejl. Vi er begge alene uden dig.
Andreas Secher Boye: Under skyggerne et sted
Hvor mange forskellige skostørrelser?
Lyden af sirenen fra mit hoved
Tanker forsvinder og glemmer
De få gange vi lever
Fire par solbriller.
Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 21, 28. september 2009
Men frem for alt lærte han, mens sommeren gik på hæld, at elske lediggangen, uvirksomheden – ikke længere som spand af frihed, stjålet her og der fra det ufrivillige arbejde, ikke som den slags utilladte glæder han havde listet sig til, siddende på hug foran et blomsterbed med plantegaflen dinglende mellem fingrene, men som en overgivelse af sig selv til tiden, en tid der flød langsomt som olie fra horisont til horisont hen over verdens ansigt, skyllede hen over hans krop, løb rundt i hans armhuler og skridt og bevægede hans øjenlåg. Han var hverken glad eller utilfreds når der var arbejde at gøre; det var lige meget. Han kunne ligge hele eftermiddagen med åbne øjne og stirre op på bølgerne i bliktaget og de rustne spor på dem: hans tanker begyndte ikke at strejfe, han så ikke andet end bølgeblikket, og linjerne forvandlede sig ikke til mønstre eller fantasifigurer: han var sig selv, han lå i sit eget hus, rusten var bare rust, det eneste der rørte sig var tiden der bar ham fremad på sin strøm. En gang eller to gjorde den anden tid sig bemærket, den tid hvor krigen var til, ved at jetjagere hvinede højt over hovedet på ham. Men ellers levede han uden for kalenderens og urets rækkevidde i en krog der var velsignet med forglemmelse, halvt vågen, halvt sovende. Som en snylter der døser i indvoldene, tænkte han; som et firben under en sten.
J.M. Coetzee: Historien om Michael K, s. 138, overs. af Niels Brunse, Hekla 1984
I dag skal det handle om romanstruktur, livsdrømme og Woody Allen. Mange mennesker der skriver må drømme om at arbejde struktureret og opnå hvad Woody Allen har opnået inden for filmmediet.
Perspektivet med at arbejde med en roman på en anden måde end den der umiddelbart byder sig til, den spontane, umetodiske, dybt forvirrede, og simpelthen lave en metode virker interessant på mig. Forfattere har så travlt. Det passer til mig at skrive den og den bog. Hvorfor ikke sige: Den og den metode passer godt til mig. Men hvordan foregår sådan noget? Hvad lavede Coetzee da han skrev Vanære? ”Hvordan går det Coetzee?” ”Jeg skriver Vanære.” ”Hvad gør du?” ”Jeg skriver Vanære.” ”Det forstår jeg. Men hvordan gør du?” ”Jeg gør ligesom Morten siger jeg gør, jeg starter med at skrive at David har en affære med en studerende. David bliver fyret. David flytter ud til hans datter i veld’en.” ”Det har du styr på, kan jeg høre. Men hvordan får du teksten til at blive så udramatisk.” ”Udramatisk?” ”Ja, udramatisk.” ”Det ved jeg ikke. Jeg er ret slem til at dramatisere alting. Derfor synes jeg det er herligt, når teksten ligesom bliver det modsatte af mig selv.” ”Du laver altså en tekst som har et helt andet temperament end dig selv. Men du virker som en meget sky, tilbageholdende og afdæmpet mand.” ”Gør jeg virkelig?” ”Ja. Du skriver altså som en anden når du skriver?” ”Ikke som en anden. Selvom jeg dramatiserer meget i mit indre liv, jeg er meget følsom omkring de ting der sker, så forsøger jeg at gøre det modsatte, når jeg skriver.” ”Men kan du bruge dig selv, når du ikke adlyder det temperament du egentlig har fra begyndelsen af?” ”Ja, det kan jeg sagtens, oplever jeg. Ellers ville jeg vist nærmest være overspændt og sentimental. Det kan hverken jeg eller læseren være tjent med.” ”Men er det ikke lovlig uambitiøst at skrive så enkelt. Verden er jo ikke enkel.” ”Verden er ikke enkel, nej. Men det der betyder noget er ikke om verden er enkel, men hvordan mennesker er.” ”Hvordan er mennesker?” ”Det ved jeg ikke rigtig om jeg kan svare på. Jeg mener jeg tager stilling til det i Vanære, men jeg ved egentlig ikke hvordan.” ”Jamen ved du ikke alt om Vanære?” ”Sådan ville jeg ikke sige det, nej. Men her skal vi passe på med ikke at romantisere. Jeg ved nok mere om Vanære end de fleste.”
Men hvordan med det med at søge inspiration? Hvordan gør man det? Hvor leder man? Tager man bare båden til Tunis over Middelhavet ligesom Johannes V. Jensen gjorde, da han skrev Sømandsvise? (En sømand har sin enegang, / som fange på en ø. / Lyt til en simpel ene sang / mellem vind og sø…)
Igen må jeg opsummere de emner jeg er kommet i nærheden af og som ikke var gode nok: 1) Venskab. Kasseret. 2) Det gode parforhold. Kasseret. Hvad er der ellers at skrive om? Der er mange ting. Skal min bogidé flyve lige ned i hatten på mig, eller er det tilladt at skrive, tænke, føle, mærke sig frem til en romanidé som jeg synes er bæredygtig, brugbar, anvendelig? Coetzee fylder på en eller anden måde godt ud i mit hoved. Hvad kan jeg udlede om hans metode efter at have læst hans bøger? Ikke meget eller temmelig meget?
Er det at lede efter en romanidé det samme som at lede efter en metode? Lad os sige det. Lad os sige at det at finde en god romanidé er det samme som at finde en metode. Laver man bare en liste over ting man vil overholde og så sammenfører den med en struktur som bliver til en brødtekst hen ad vejen. Jeg kan ikke få det til at stemme. Metode og bogidé må være forskellige størrelser.
Al denne anspændthed over ikke at eje et helt og fuldt talent. Jeg må indrømme at jeg er nået til et punkt hvor jeg har lyst til at skrive næsten hvad som helst. En mand med fire ben. Måske. En mand med en lås i stedet for hat. Ej. Måske ender jeg med at lave en rigtig syret bog. Jeg håber det ikke. Syrede bøger er helt vildt anstrengende, synes jeg.
En helt masse ting oppe i mit hoved er strukturerede efter at skrive på en måde som jeg ikke er indstillet på at vælge. Jeg er opdraget af Paul Auster til at finde det spændende at en mand vågner i sin seng og ikke ved hvad han skal lave.
En bogstruktur, en plan for kapitlerne og afsnittene, virker bare så kold og kedelig på mig. Når Coetzees skrift forlader mit hoved har jeg ikke noget at sætte ind med. Skørt. Men nok ret almindeligt.
Det er en god idé, tror jeg, at skelne mellem store og små livsdrømme. De små er de vigtigste. Det er vigtigt at lægge mærke til dem, så det hele ikke kommer til at handle om at blive vinduespudser i Alaska, en stor drøm for mange. De store drømme er udtryk for livsbegærlighed, men livsbegærlighed er det noget skidt? Ja, for det får os til at blive nogle alt for hurtige blærerøve.
Det at indsamle livserfaring må gøres under stadig bevågenhed omkring de små livsdrømme. Det ofte at samle en grankogle op. Det ofte at mærke skovens fred. Regnen der kommer i små dryp. En puslen i krattet der får os til at drømme og erindre. Det ofte at gå en tur ad en kendt sti.
At møde dig kære læser og udveksle synspunkter med dig er en stor livsdrøm, som jeg desværre må nægte mig selv fordi jeg er mere interesseret i de små livsdrømme.
Jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om Woody Allens film. De har faktisk lært mig meget om kærlighedslivets gåder. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive om dem. Jo, Woody Allen synes at være splittet mellem den intellektuelle a la Susan Sontag og gadedrengen. Alligevel er Woody Allen en meget original kunstner der ofte udforsker umulige sprog, han lader personerne taler på en måde, som man aldrig ville gøre i virkeligheden. Det er svært at finde en fællesnævner i Woody Allens film, ud over det neurotiske, men også det med at han forsøger at udtrykke mere i en dialog eller monolog end man egentlig kan under normale forhold. Jeg synes Woody Allens film er et skatkammer. I Crimes and misdemeanors kritiseres Alan Aldas karakter for at undergrave demokratiets sensibilitet med de tv-soaps han producerer. Den vending er jo utrolig præcis. Jeg ved ikke hvor Woody Allen har stjålet den fra eller om han selv har fundet på den, men den slags er guld.
Kirsten Nørgaard: i mine mareridt
i mine mareridt er jeg altid
faret vild
på store krydstogtskibe
tager jeg den forkerte elevator
og leder forgæves efter min kahyt
stiger ud på en forkert etage
og er pludselig i en lufthavn
eller på vej til Mariager i bil
for så at stå i Ålborg med en cykel
og alle viser mig vej til stationen
men jeg når aldrig det jeg skal
og jeg vågner fordi jorden skurrer
om sin rustrøde akse
som jeg drejer om den hårde fold
i lagenet, min krop
er en rute, et sted over lænden
starter smerten sin rejse.
Kirsten Nørgaard: Stof
jeg møder hende i et anfald
af arme, en dejagtig blødhed
hun har bånd om håndleddene
når jeg trækker i dem
rynker hun sammen
som en lille pose potpourri
Morten Hjerl Hansen: Klumme #25
Hvad var det? ”Og er dette den rigtige måde?” husker jeg, jeg spurgte, da jeg så Nessims høje skikkelse vakle og falde på aftenhimlen. ”Jeg ved det ikke,” sagde hun med en vild, stædig, desperat ydmyghed i sit ansigtsudtryk. ”Jeg ved det ikke.” Og hun trykkede sig ind mod mig, som man presser på et sår. Det var, som hun ville udslette selve tanken om mig og dog fandt en slags smertelig tilfredsstillelse i hvert kys’ spinkle, skælvende berøring … som koldt vand på et forstuvet led. Hvor tydeligt jeg nu så hende som barn af byen, den by, der kræver, at dens kvinder skal være vellystige ikke af lyst, men af smerte, dømt til at jage efter, hvad de mindst af alt tør finde!
Lawrence Durrell: Justine, s. 41, overs. af Elsa Gress Wright, Gyldendal 1991, udkom første gang 1957.
Magret og Erik kan ikke tro deres egne øjne. Pludselig og på én gang går alting så godt for dem, at det ikke er til at tro på. Erik bliver lige så glad som en lille dreng. De er omsider fremme ved målet. Nu har de ikke bare penge nok til at betale Tore, de har også nok til at betale det, de skylder Jørn og Bård, og vil alligevel have nok bagefter til at betale for udfærdigelsen af skødet. De føler sig ubegribeligt rige.
Anne Karin Elstad: Et nyt rodfæste, s. 140, overs. af Jan Hansen, Hovedland 2009, udkom første gang 1979.
Når en skabende kunstner godtager en idé til et værk bliver den til en kunstnerisk beslutning.
Kunstneriske beslutninger kan undertiden virke barokke. Et kunstnerisk fundament eller udgangspunkt kan også virke barokt. Men den slags godtager vi, hvis kunstneren gør tingene på en helt ny måde, eller på sin helt egen måde og det holder.
At være uenig i en kunstnerisk beslutning er i familie med at skabe, men det er alligevel ikke helt det samme. At skabe er opslidende og vanskeligt.
Det er meget mærkeligt fænomen det med at folk, ifølge den romerske digter Juvenal, ønsker panem et circenses, brød og skuespil. Hvad mener Juvenal med skuespil, hvis vi skal overføre det til nutidige forhold? Han mener vel at folk har behov for stort anlagt underholdning, frem for småhistorier, storytelling og deslige.
Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det at fortælle en historie ikke er mere udbredt indenfor nære sociale netværk som familier og vennekredsen. Jeg forestiller mig at det var anderledes engang, men når jeg læser Martin A. Hansens Orm og Tyr bliver jeg i tvivl. I stammesamfundets mytologiske naturopfattelse er der næsten kun plads til riter, der er ingen Karen Blixen i lejren. En Karen Blixen i lejren ville vel nærmest blive betragtet som en dissident.
Jens Bjerres fascinerende film om stenaldersamfund blandt australske aboriginals og tilsvarende stammer fra Ny Guinea svarer faktisk meget godt til Orm og Tyr. Det er vanskeligt at forestille sig en af disse larvegnaskende børn vokse op og blive historiefortæller af nye historier. Alt den hoppen rundt med masker, alle de ritualer der bliver gentaget og gentaget tyder på at nye historier ikke har haft nogen funktion.
Når kunstneren bliver autoritetstro er det ensbetydende med en slags sund modenhed. Er det noget ævl? Det lyder som noget ævl, men ikke helt.
Jeg tror man kan kommunikere med hinanden ved at fortælle eventyr. Jeg tror man kan give hinanden noget vigtigt ved at gøre netop det. Jeg synes ikke det er så frygtelig svært at fortælle en lille historie. En historie starter jo ikke fra scratch, med at der ingenting er og at der ikke er mening med noget som helst. Nej, en historie er noget andet. Den er indføjet i virkeligheden og har sin egen lille hoved og hale. At der bor mus inden i græskar kan fx være en meget ok lille historie. Eller at Robin findes, men at Batman ikke findes, kan også være en meget ok lille historie. Eller at søløver er meget kloge. Det er den slags fuldstændig almindelige historier jeg mener.
Man skal være lidt naiv når man fortæller en historie. Men man skal være det på en cool måde a la Villy Sørensen i Sære historier og Ufarlige historier. Ellers køber folk den ikke.
Anja Christophersen: Om ventemusik
Til de fire telefondamer fra udlændingeservice og til Christina. Undskyld.
Til Clive.
Ventemusikken på udlændingeservices telefon minder mig usandsynligt meget om musikken i det tyske pornoklip, jeg fandt på nettet i går og så sammen med Christina i ren frustration over, at min DF-tilhængende elsker tidligere på dagen nægtede at give nogen af os orgasme.
Frustrationen over at have været så tæt på forløsning så mange gange dukker spontant op igen, mens jeg halvlytter til ventemusikken. Jeg tror, at jeg lyder mere frustreret, end jeg egentlig er, da jeg efter et kvarter kommer igennem til en medarbejder, der insisterer på at stille mig om til en anden telefonkø.
Det bliver en fucking lang dag!
Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 23, 12. oktober 2009
I dag vil jeg skrive lidt om den danske sjæl og det danske vejr.
Det er fantastisk at ytre sig på skrift i offentligheden. Men hvor væsentligt er det? Mange mennesker der ytrer sig kritiseres for at være selvsmagende og selvprofilerende.
At skrive kan føles berusende. Hvad med dem der ikke ytrer sig på skrift, men mundtligt? Slipper det altid ud mellem sidebenene hvad et menneske står for?
Findes der kun én eneste måde at tilkendegive hvad man står for på? Findes der tavse mennesker, som finder en eller anden grund til at gå rundt og bære på det de står for som en hemmelighed som ingen nogen sinde får del i?
Det handler ikke om at markere sig, men om at bidrage med noget der styrker demokratiets sensibilitet i almindelighed og opmærksomheden omkring menneskets værdighed i særdeleshed.
Hvad vil det i grunden sige at køre sig selv af på nogen? Det er svært at definere. Det er meget irriterende for andre når vi gør det og meget irriterende for os selv når andre gør det. Det er noget med at sige en helt masse ævl på meget kort tid. Inden for kunstens og underholdningens verden støder vi på det samme.
Det modsatte ekstrem er at være tavs som graven og mellemvejen er at være fattet, naturlig, sød, hyggelig, afslappet, rar, flink, lyttende, humoristisk, behersket, almindelig, ligetil, afmålt, glad og måske ligefrem spændende. Er det ikke spændende at have en livshistorie som kan tolkes på mange måder af mange forskellige mennesker? Er det ikke spændende at der bag et ansigt, et smil kan gemme sig en masse?
Jeg har længe drømt om at der var flere ukendte historiefortællere som kom frem i lyset og fortalte os beretninger, fremdrog spejlene i deres sjæle, disse monadekugler og lod dem skinne for alle der havde lyst til at se på. Men nu kan jeg se at det er utopi, naivitet af værste skuffe at forvente at der skulle træde en historiefortæller frem fra hvert enkelt telt i lejren. Folk som de er flest vil have brød og skuespil, men orker ikke at samle folk om fiktive beretninger, om det levende, frie ord. Man kan synes det er mærkeligt og at det er en uønsket situation, men jeg tror det er sådan det nu engang er.
Er der noget mere inspirerende end folk der tænker og kan selv? Men det er til en vis grænse. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for hinandens inputs og omsorg. De fleste mennesker har faktisk brug for ikke at gå og være single hele tiden.
Mikkel Thøgersen, hovedpersonen i Johannes V. Jensens Kongens Fald er meget dansk og meget single. Han gifter sig med et projekt. Det er ikke ualmindeligt at vi danskere gør det, gifter os med et projekt. Årstiderne i Danmark synes at rumme deres eget projekt. Den måde efteråret tager over med sådan en myndighed. Den måde den store sommer kommer – ja – med sådan en myndighed, synes det som om. Vi efterligner disse å så myndige årstider i Danmark, uden nogensinde at forstår dem. Vinterens hygge der gror som blomster op ad jorden. Vi finder os i det og vi efterligner årstiderne. Myndig som regn, myndig som sol, over land og by. Sne, vind, havstrømme, arnens gløder. Et pust af frihed der går igennem det hele.
Narren i Helligtrekongersaften siger ”Og regnen den regner hver evige dag. Hej hopsa i regn og i blæst.” Her i Danmark siger vi bare ”Det regner.” (Johannes V. Jensen: På Memphis Station.)
Modsætningerne i den danske sjæl er altså bestemt af det som Villy Sørensen kaldte vejrdage, af vejret. Du må opgive sommeren med de små blomster, du må opgive vinteren med varmen fra ovnen, din dovne kat!
Årstiderne i Danmark synes at rumme deres eget projekt. Det er en lille smule skørt at vi ikke flytter sydpå om vinteren, når nu vi er så kloge. Men kun en ganske lille smule, for hør her: årstiderne i Danmark lærte vi at kende mens vi var ganske små. Den måde vores forældre, ja, alle de voksne omkring os blev en anelse overrumplede af efterårets alvor med kulde, tåge, mørke og mere af den dur.
Jesper B. Korndal: Zippowitch
Prøver
at putte minderne
i kasser
slæbe dem ned
i kælderen
brænde billederne
med en
helt
blank zippo.
Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 22, 5. oktober 2009
Kære Michaels,
svaret er: fordi jeg gerne vil kende din historie. Jeg vil vide hvordan det er gået til, at netop du af alle mennesker blev inddraget i en krig, en krig du ikke hører hjemme i. Du er ikke soldat, Michaels, du er en pudsighed, en klovn, en træmand. Hvad har du at bestille i her i denne lejr? Vi kan ikke gøre noget for at resocialisere dig fra den hævnende moder med flammende hår, der kommer til dig i drømme. (Forstår jeg den del af historien rigtigt? Det er i hvert fald sådan jeg forstår den.) Og hvad har vi at resocialisere dig til? Kurvefletning! Plæneklipning! Du er ligesom en vandrende pind, Michaels, ligesom insektet hvis eneste værn mod et helt univers af rovdyr er dets besynderlige skikkelse. Du er ligesom en vandrende pind, Michaels, der er landet, guderne må vide hvordan, midt på en kæmpestor flad nøgen betonslette. Du løfter dine langsomme, skrøbelige pindeben et ad gangen, du kryber rundt og leder efter noget at smelte sammen med, og der er ikke noget. Hvorfor er du i det hele taget kommet ud af buskene, Michaels? Det var der du hørte til. Du burde være blevet hele dit liv i en tilfældig busk i et fredeligt hjørne af en ligegyldig have i en stille forstad, beskæftiget med at gøre hvad vandrende pinde nu gør for at opretholde livet – nippe til et blad her og der, spise en bladlus i ny og næ, drikke af duggen. Og – hvis jeg må have lov at blive personlig – du burde i en ung alder have fjernet dig fra den mor du havde, hun lyder som et rigtigt uhyre. Du skalle have fundet dig en anden busk så langt væk som muligt fra hende og begivet dig ud i et selvstændigt liv. Du gjorde en stor fejl, Michaels, da du bandt hende fast på din ryg og flygtede ud af den brændende by for at søge sikkerhed på landet. For når jeg tænker på hvordan du bar hende, gispende under hendes vægt, halvkvalt af røgen, dukkende dig for kuglerne, midt i alle de andre sønligt hengivne bedrifter du uden tvivl udførte, så tænker jeg samtidig på hvordan hun sad på dine skuldre, tærede på din hjerne og gloede sig triumferende omkring som selve sindbilledet på den store Moder Død. Og nu da hun er borte, lægger du planer om at følge efter hende. Jeg har spekuleret på hvad det er du ser, Michaels, når du spærrer øjnene sådan op – for du ser bestemt ikke mig, du ser bestemt ikke de hvide vægge og de tomme senge i infirmeriet, du ser ikke Felicity i den snehvide turban. Hvad ser du så? Er det din mor, som i sin cirkel af flammende hår griner og lokker dig med en bøjet finger til at gå ind gennem lydtæppet og slutte dig til hende i det hinsides? Er det forklaringen på din ligegyldighed overfor livet?
Noget andet jeg gerne vil vide er, hvilken mad du spiste ude i ødemarken, den der har fået al anden mad til at miste smagen for dig. Det eneste spiselige du nogensinde har nævnt er græskar. Du har endda græskarfrø med dig. Er græskar den eneste mad man kender ude i Karoo? Skal jeg virkelig tro på at du levede af græskar et helt år? Det er menneskekroppen ikke i stand til, Michaels. Hvad mere spiste du? Gik du på jagt? Lavede du dig bue og pile, som du jagede med? Spiste du rødder og bær? Spiste du græshopper? Dine papirer fortæller at du var en opgaarder, en lagermand, men de fortæller ikke hvad det var du havde på lager. Var det manna? Faldt der manna ned fra himlen til dig, og lagrede du den i underjordiske tønder, så dine venner kunne komme og spise om natten? Er det derfor du ikke vil spise lejrmad – fordi du er blevet forvænt for evigt af smagen af manna?
Du burde have gemt dig, Michaels. Du var for uforsigtig med dig selv. Du burde være krøbet ind i den mørkeste lomme af det dybeste hul og have væbnet dig med tålmod, indtil alle vanskelighederne var ovre. Troede du at du var en usynlig ånd, en gæst på vores planet, en skabning der stod uden for nationernes love? Godt, nu har nationernes love dig i saksen: de har spærret dig inde i en seng under tribunen på den gamle Kenilworth-galopbane, og de vil træde dig i støvet om nødvendigt. Lovene er gjort af jern, Michaels, det håber jeg du er ved at lære nu. Ligegyldigt hvor tynd du gør dig, så slipper de ikke grebet. Der findes ikke noget hjem for universelle sjæle, måske undtagen i Antarktis eller på verdenshavene.
Hvis du ikke går på kompromis, så dør du, Michaels. Og tro ikke at du bare vil svinde hen, blive mere og mere ulegemlig, indtil du er blevet lutter sjæl og kan flyve op i æteren. Den død du har valgt er fuld af smerte og elendighed og skam og fortrydelse, og der bliver mange dage at udholde endnu, før udfrielsen kommer. Du vil dø, og din historie vil dø også, for tid og evighed, med mindre du kommer til fornuft og hører på mig. Hør på mig, Michaels. Jeg er den eneste der kan redde dig. Jeg er den eneste der kan se den oprindelige sjæl, du er. Jeg er den eneste der bryder sig om dig. Kun jeg betragter dig hverken som et blødt tilfælde for en blød lejr eller et hårdt tilfælde for en hård lejr, men som en menneskesjæl over og under al klassifikation, en sjæl der er velsignet uberørt af doktriner, uberørt af historien, en sjæl der bevæger sine vinger uberørt af historien, en sjæl der bevæger sine vinger inden i den stive sarkofag, mumler bag ved klovnemasken. Du er noget dyrebart, Michaels, på din egen måde; du er den sidste af din slags, en skabning der er blevet tilbage fra en tidligere tidsalder, ligesom den blå fisk eller det sidste menneske der taler yaqui. Vi er alle faldet ind over kanten og ned i historiens heksekedel; kun du har fulgt dit eget enfoldige lys og set tiden an på et børnehjem (hvem ville have fundet på at bruge det som skjulested?), mens du undgik krig og fred, gemte dig på den åbne slette hvor ingen drømte om at lede, og det er lykkedes dig at leve på den gamle måde, men uden at prøve mere på at ændre historiens gang end et sandskorn gør. Vi burde værdsætte dig og fejre dig, vi burde hænge dit tøj på en voksfigur på et museum, dit tøj og din pakke med græskarfrø, forsynet med et skilt; der burde sættes en plade op på muren til galopbanen til minde om dit ophold her. Men sådan kommer det ikke til at gå. Sandheden er, at du vil gå til grunde i ubemærkethed og blive begravet og glemt i et hjørne af væddeløbsbanen, siden borttransport til Woltemades begravelsespladser er udelukket nuomstunder , og ingen kommer til at huske dig, undtagen jeg, medmindre du giver efter og langt om længe får munden på gled. Jeg appellerer til dig, Michaels: giv efter!
J.M. Coetzee: Historien om Michael K, s. 178-181, overs. af Niels Brunse, Hekla 1984
Litteraturens positive magt: I litteraturen kan vi drømme drømme som er upraktiske, ja ligefrem uhensigtsmæssige i det virkelige liv. Og det kan være godt for den mentale sundhed. Det kan være godt for den mentale sundhed at udleve nogle af vores drømme fiktivt. Det kan få os til at se nogle ting vi ikke var opmærksomme på før. Vi skal være klar, beredte til at lade os trøste og styrke, fatte mod og nære håb. Vi skal skabe plads til litteraturen i vores liv.
Hvad er forskellen på disse to udsagn: Hvor er jeg dog et mysterium for mig selv og Hvor er der meget jeg ikke ved? γνῶθι σαυτόν (gnåthi sautón, kend dig selv). Kan man kende sig selv ret godt og samtidig være et mysterium for sig selv?
Drømme og mysterier på den ene side. Drifter og realiteter på den anden. I midten et net hvor Caroline Wozniacki sidder og klipper tånegle. Mesteren, geniet der kan få det hele til at gå op i en overraskende forhånd. Udspille modspilleren, overbevise læseren.
Jesper B. Korndal: Chuva
De
gule kraner
i industrikvarteret
bøjer nakken
og
taler forsigtigt
med hinanden
i regnen.
Katinka My Jones: 1961
02.03.61 - 16.05.96Goddag, jeg hedder Martin.
Jeg skal fortælle et eller andet om mit liv.
Jeg er en gammel troldmand
som er flygtet hertil. Jeg kom hertil med
en hale af små onde væsener efter mig. Til dem der ikke kan se det
der er en mur af lys som står uden om det her sted.
Her blev jeg ... Som gammel okkultist
der har jeg gået og ventet på at den her glæde og fred
skulle komme susende som et brag nedover mig ...
men den kommer i stedet for snigende her ind under paraplyen.
Men en tak til alle jer,
der er med til at bede for stedet her
og skabe den mur.
Tak.
Katinka My Jones: Opal
En opal stemplet
i en kat som noget virkeligt
holdt oppe
svævende i en boble
holdt oppe af en hånd
svævende
over tagene
så døden ligner en
meteor i flugt mod jorden
du svæver deroppe
under loftet gennem taget
i min hånd
er et smykke
og min hånd er en kat.
Anja Christophersen: Turbosøndag
Til alle dem, der enten ikke lægger mærke til de brune plamager på fortovene eller som ikke ved, hvad det er. Til alle dem, der aldrig tænker over det.
Og til alle dem, der ved, at det størknede blod bliver brunt på fortovene og betonmurene. Til dem der ser blodet i byen og lever med det hver eneste dag.
Til Clive.
Klokken er lidt i otte søndag aften, da jeg går ned på gaden. Der er aldrig rigtig tomt på Amagerbrogade, men i forhold til de fleste andre steder i København er her stille. Jeg skal ikke noget. Jeg beslutter mig for at gå ned til Øresundsvej og tilbage igen. Bare for at få luft. Og måske en dåsecola.
Jeg går forbi Gorms Kro uden at kigge ind ad vinduerne. Jeg gider ikke snakke med min morbror i aften, og jeg ved, at han er der. Han er der altid. Et stykke længere henne på fortovet sidder der tre fyre. Ved siden af står to kvinder. Jeg kan ikke se, hvor gamle de er eller hvad de laver der, men jeg lader mig med det samme irritere af, at jeg for at komme forbi dem skal ud på cykelstien - som om det er besværligt, som om det forsinker mig; som om jeg overhovedet skal nå noget, som om der kommer cyklister imod mig, som det kan irritere, at jeg går på deres del af vejen! Beslutter mig for ikke at være irriteret over det og i stedet bare smile til dem, når jeg går forbi. Føler mig som en emsig gammel kælling fra Jylland. Jeg er 24 år og født på Vesterbro. Et sted må noget være gået galt…
Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at noget er gået galt lige her. Den ene af de tre fyre ligger i fosterstilling på fortovet, han bløder ud af munden, måske også fra et hul i baghovedet, og en af de andre fyre holder ham på panden. Ingen af dem ser samme sted hen. Jeg går forbi. Og så stopper jeg op, vender mig om og siger:
- Det er altså ikke fordi, jeg bare vil gå forbi, men der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre, vel? Jeg kender svaret, allerede før ham med hånden på den blødende mand siger, at de har styr på det. Styr på det ligefrem?! Det har jeg umiddelbart svært ved at tro. Jeg går langsomt videre, mens jeg undrer mig over, hvad der kan være sket med ham. Ville han ikke bevæge sig, hvis han levede? Ville han ikke sige noget, bare nogle lyde? Ville de andre ikke tale til ham, hvis han levede? Man ser altid på film, at man skal tale med folk for at berolige dem og holde dem ved bevidsthed. En lægeambulance kommer kørende imod mig i et overraskende lavt tempo og uden hverken blink eller sirener. Sært.
Jeg køber en cola i 7Eleven og går tilbage ad samme fortov. Dåsecola smager langt bedre end cola på glasflaske, plastflaske og i bæger. Måske er det måden, man drikker den på, noget med bruset, måske er det metallet. Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at dåsecola kurerer alt! Måske lige bortset fra det, der fik manden på fortovet til at bløde ud af munden.
På en husmur er der med lilla spraymaling skrevet TURBO og lidt nedenunder med grøn ALPHA. Turboalpha… Jeg synes, man skulle lave nogle flere lovlige steder til graffiti i byen. “Man” - hvem er det? Graffiti er, hvis det er lavet ordentligt, noget mere inspirerende end snavs, forurening og tavs beton. Og så kunne det være, at folk ville gøre sig mere umage, hvis de ikke blev nødt til at flygte midt i arbejdet. TURBO og ALPHA er ikke i nærheden af at være kunstnerisk udformet, det er bare skrevet. Grimt. Jeg overvejer, om malerne (det kan ikke kun være én maler, for skriften er ikke den samme) i virkeligheden er blevet afbrudt og det ikke er færdige værker, jeg ser på. Måske skulle ordene have startet citater om livet i stil med de citater, der står på Gajol-æsker. Måske skulle der have stået TURBOWEEKEND og ALPHABEAT. Måske er det en hyldest til Per Højholt. Måske er det tilfældigt.
Jeg kommer forbi det sted, hvor manden lå før. Jeg har ikke mødt ambulancen igen, men der er tomt på fortovet nu. Der ligger en seriøs blodpøl, og jeg stopper op og kigger på den. Synes selv det virker underligt at stå og glo og går videre. Har jeg lige set en mand dø? Og er der ikke markant flere, der dør på Amager end andre steder? Sært.
J. S. H. Bjerg: Intetsted
Landkending?
Kystliniens lynlåse åbnes rusten flyver
hornhinden bestøves af nat rød nat
og fuglene dør.
Derefter lammets skibbrud som slow-mo
gentaget stopmotion gentaget sorthvid
sortsort og bundløst.
Jeg kender ikke længere min hånd.