Tekst
Thomas Krogsbøl: Fratale
Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder og skriver det her til dig. Jeg begyndte bare på noget. Det forekom mig at være bedre end ikke at begynde på noget.
Morten Hjerl Hansen: Klumme 41
En psykopatisk handling kan godt have noget godt ved sig. Tilsvarende kan en psykopat godt gøre noget godt i kraft af sin psykopati. Ellers ville vi jo blive nødt til at sige at psykopaten ikke gik rundt og var psykopat langt det meste af tiden. Det må vi jo sige en psykopat faktisk gør. Envidere: En psykopat kan også forbedre sig. Så der er mange gode ting at sige om dette emne.
For det første er der den første sætning. ”En psykopatisk handling kan godt have noget godt ved sig.” Jeg leder efter eksempler på psykopatiske handlinger der har noget godt ved sig: 1. Man kan tage afstand fra den og selv gøre noget andet og måske bedre. 2. Man kan iagttage at handlingen forårsager lidelse, forvirring, fortvivlelse og bekymringer og gøre noget andet en anden gang, måske noget bedre. :-) 3. Man kan være så privilegeret at nogen opdager at handlingens ophavsmand er psykopat og at denne nogen tager sine forholdsregler i fremtiden ved at tage sig lidt i agt og behandle psykopaten på den lidt særlige måde som situationen kræver. 4. Man kan påpege at handlingen nok ikke var helt rigtig overfor ophavsmanden selv eller overfor en anden.
For det andet er der den anden sætning. ”En psykopat kan godt gøre noget godt i kraft af sin psykopati.” Hvad kan det være? 1. Psykopaten har, ligesom alle andre mennesker, også noget godt i sig. Psykopaten kan så medtænke sin psykopati i sine handlemuligheder og stille sig det spørgsmål om der skulle have sneget sig lidt psykopati ind i handlemulighederne. Hvis dette er tilfældet kan psykopaten strege de pågældende handlemuligheder over med en rød tusch og så er den ikke længere. 2. Når psykopaten siger noget vil der ofte være visse ord som er psykopatisk valgte. De kommer sådan lidt af sig selv, ligesom det kan hænde at drivkraften der ligger bag det at ordene må siges, nogle gange er psykopatisk. Så vil man opleve at psykopaten kæmper en sej kamp med sin psykopati, mens vedkommende vælger ordene. Det virker jo menneskeligt. For det er menneskeligt. Vi rummer alle sammen både godt og ondt. Det kan virke gammeldags at sige det, men det var ikke meningen. :-) Psykopater vækker en stor medfølelse hos især følsomme mennesker som kan være meget knægtende og uigennemtrængelig. Det er jo kedeligt at det er sådan. Men det giver os ingen anledning til at mystificere psykopaten ligesom det gang på gang bliver gjort af de svenske krimimestre og andre krimimestre. At mystificere psykopaten er en stor, stor fejl som det er meget almindeligt at begå. I enhver ukonstruktiv magtrelation mellem to mennesker, hvad enten de holder af hinanden eller ej, er mystifikationen af psykopatien på spil. Derfor kan det sikkert være det rigtige for nogle mennesker at læse krimier. For her ved man da at der er tale om en mystifikation. Det er der da noget sundt ved. På den anden side handler krimilitteratur ikke om det som anden skønlitteratur handler om, nemlig at komme til værdighed. Der er for meget action til at der rigtig er plads til noget ikke-hæsblæsende som værdighed jo er. 3. Psykopaters ukuelighed er jo næsten legendarisk. De kæmper og kæmper for at være vågne og tilstede. Nogle gange lykkes det.
Jeg tror ikke der fra samfundets side ligger noget egentlig fordømmende i at sætte en psykopat i fængsel eller fyre vedkommende hvis personen er gået over stregen. Jeg tror der er mange psykopater som ærgrer sig over det de har gjort når den slags sker. Men de bliver ikke så ulykkelige som andre mennesker, så derfor er det ikke sådan helt vildt synd for dem. At have medlidenhed med psykopater er meget anstrengende for os andre. Men de klarer sig som regel. :-) De suser frem i medierne uanset om det går dem godt eller skidt. Deres karrierer går som regel godt og de bliver rædselsfulde og magtsyge ledere. De pakker sig godt ind i en masse tillidsposter, så deres lidelse ikke er synlig.
Der er derfor grunde til at appellere til min kære læser om ikke at have alt for stor medlidenhed med psykopater, idet jeg forsikrer at de har det langt sjovere end gennemsnittet af befolkningen.
Om mystifikationen af psykopaten har jeg også dette at sige: Det er forkert at antage at menneskelig ondskab og psykopati er det samme. Den fordom ser jeg atter og atter. Det tror jeg heller ikke krimigenren som sådan antager, men den bliver uretmæssigt beskyldt for det og det mener jeg er urimeligt.
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 5
Læg mærke til at jeg nu har produceret ikke mindre 8 indlæg om Lautréamont, og ikke én gang har jeg nævnt det bekendte citat om mødet mellem et paraplystativ og en symaskine på et dissektionsbord, og om sammenstødet på sætningsplan mellem ellers uforenelige og adskilte elementer, som netop er så afgørende for den surrealistiske æstetik, der ganske vist ikke opfattede sig selv som en æstetik, men anså sig selv for at være noget langt mere alvorligt og verdensomspændende. Men hvorfor så alle de mænd med fuglehoved? ... Faktisk kunne der godt have været lidt flere sammenstød af ellers uforenelige elementer i 1. sang af Maldoror. Det er i høj grad det der savnes. Til gengæld får vi mulighed for at iagttage Lautréamont’s afsæt i det morads af godtkøbsfiktion hvorfra han stiger op. Han letter simpelthen for øjnene af os, selve bevægelsen er indkapslet i teksten, som en sprællende mammut i en ravklump ... Det kan bestemt ikke udelukkes at teksten er begyndt i en slags parodisk hensigt, så skoledrenget pueril (og på en måde rørende) som den er. Men den bevæger sig meget hurtigt ud over parodiens begrænsning og får sit eget liv (parodiens begrænsning er netop at dens eksistens er tæt bundet til dét som den parodierer). Skolekomediens tempo bliver så voldsomt opskruet at der må ske noget i hver eneste sætning. Skolekomedien ophøjes til DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN, og kondensationen, selve det greb, synes at være nøglen til et vedvarende, ekstatisk orgie i totalskadende sammenstødspoesi. I hvert fald indtil evt. tømmermænd en dag indfinder sig, eller tuberkulosen får bugt med én ...
(forts.)
Fra Thomas Krogsbøls blog
Morten Hjerl Hansen: Klumme 39
Jeg tror de fleste bøger handler om at komme til værdighed. Det er bøgernes, skønlitteraturens, grundlæggende funktion og årsagen til at vi læser. Hvis en bog beskriver værdigheden eller vejen til den forkert er der noget galt. Hvis en bog omvendt beskriver værdigheden eller vejen til den rigtigt, er det godt. Vejen til værdighed er vel både enkel og sammensat, hverken let eller svær. Den er en mængde små skridt som vi selv må tage mens vi lægger mærke til personerne og handlingen.
Vores forestilling om hvad værdighed er, er forankret i os selv hver især og hele tiden i udvikling. Jeg tror at mennesker der har levet godt og længe har en viden om værdighed, men tilsvarende har unge også en viden om værdighed som kan være vigtig.
Følelsen af at være værdig veksler for alle.
Jeg har endnu til gode at høre et begavet menneske bruge ordet selvværd, men måske er det værdighed der sigtes til. Hvis selvværd har nogen mening overhovedet må ordets betydning læne sig lidt op ad betydningen af værdighed. Værdighed har meget med udveksling af kærlige handlinger, ord og samtaler at gøre. Men værdigheden er mere sart end vi selv er. Så den skal have særbehandling, bl.a. en god bog. Det kan godt være at vi selv ikke bliver let sårede, men værdigheden i os bliver let såret.
De fleste virkelig mystiske og underfulde kærligheder udspringer af det faktum. Og hvad er kærligheden hvis den ikke er mystisk og underfuld?
Benovelsen er vigtig i den sammenhæng. Pearl S. Buck skrev om værdighed og benovelse i bogen ”Østenvind, Vestenvind” (Jespersen og Pios Forlag, originalen udkom 1930). Det kan jeg sagtens komme og sige. For Buck bliver ikke læst så flittigt som tidligere.
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 3a
Med det næste citat bevæger vi os fra det decideret skrøbelige til det mere spilfuldt yderlige. Her må forfatteren have siddet med et ornitologisk opslagsværk i hånden da han har skullet fremmane en skikkelse, velkendt såvel fra surrealismen som fra egyptologien, en mand med fuglehoved. DETTE ER MÅSKE SURREALISMENS ALLER-ALLERFØRSTE MAND MED FUGLEHOVED!!!:
”Men hvad var det dog for en legemlig substans, jeg bevægede mig hen imod? Jeg vidste at pelikanfamilien omfatter fire forskellige slægter: sulen, pelikanen, skarven, fregatfuglen. Den grålige form der viste sig for mit blik var ikke en sule. Den plastiske blok jeg fik øje på var ikke en fregatfugl. Den krystalliserede krop jeg iagttog var ikke en skarv. Nu så jeg ham der var berøvet et kugleformet hoved! I min erindrings folder havde jeg en uklar fornemmelse af at have mødt ham i en eller anden glohed eller iskold egn; jeg havde før bemærket dette aflange næb, bredt, konvekst, buet, med et markeret fremspring, der var negleformet, opsvulmet og meget kroget i spidsen; disse takkede, lige kanter; denne underkæbe hvis grene var adskilt helt ud til spidsen; dette mellemrum der var udfyldt af en hindeagtig hud; denne store kæbepose, gul og sækkeformet, der fyldte hele brystet og som kunne udvides i betragtelig grad; og disse meget smalle, langstrakte næsebor, næsten usynlige, der sad i en basal fure! Hvis dette levende væsen, med et ukompliceret lungeåndedræt, med kroppen dækket af hår, havde været en hel figur lige til fodsålerne, og ikke blot til skuldrene, da ville det ikke have været svært for mig at genkende ham: en yderst enkel sag, som I snart skal få at se. Men lige nu vil jeg undlade det; for at føre et klart bevis, måtte jeg have fat i en af disse fugle på mit arbejdsbord, selv om den skulle være udstoppet. Men jeg er ikke rig nok til at skaffe mig en. Ved skridt for skridt at følge min tidligere hypotese, ville jeg straks have bestemt hans sande natur og fundet en plads inden for naturhistoriens rammer til ham, hvis ædelhed jeg beundrede i hans unormale kropsstilling.” (5. sang, 2. afsnit, stadig i Lars Bonnevies oversættelse)
Man mærker tydeligt fortællerens omhu for sin skabning. Det ligner næsten kærlighed. Som andre folk kan have det med deres hunde eller undulater. Bemærk også de afsluttende, nørdede forsiringer, hvor der koketteres med rollen som omhyggelig videnskabsmand.
(forts.)
Fra Thomas Krogsbøls blog
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 3
Nu må tiden vist være inde til at bringe et par tilfældigt plukkede citater for at give dem der ikke har læst Lautréamont, en chance for at følge med i hvad jeg snakker om. Og for at eksemplificere forskellen på 1. sang og resten af Maldorors sange:
”Jeg har hele mit liv set menneskene, med smalle skuldre, uden at undtage en eneste, udføre tåbelige og talrige handlinger, afstumpe deres artsfæller og fordærve sjælene med alle midler. Motiverne til deres handlinger kalder de: ære. Da jeg så disse skuespil, ville jeg le som de andre; men denne besynderlige imitation var umulig. Jeg tog en lommekniv hvis blad havde en skarp æg, og skar igennem mit kød der hvor læberne mødes. Et øjeblik troede jeg at have nået mit mål. I et spejl kiggede jeg på denne mund der var sønderskåret i kraft af min egen vilje! Det var en fejltagelse! Blodet der flød i strømme fra de to sår hindrede mig i øvrigt i at se om det virkelig var de andres smil. Men, efter nogle øjeblikkes sammenligning så jeg nok at mit smil ikke lignede menneskenes, altså at jeg ikke lo.”
Fra 5. afsnit af 1. sang. Citatet indrammer på udmærket vis tre af de ting jeg har nævnt:
1) Det er et eksempel på den tungere, ’gotiske’ stil i 1. sang.
2) Det demonstrerer tekstens påtrængende kropslighed.
3) Det er en mistænkeligt skinger latter der lader sig høre. Faktisk er der ikke meget at le af.
(forts.)
Fra Thomas Krogsbøls blog
Martin Budtz: Kære far
Kære far
du som døde i huset overfor
hvor er du henne nu?
Hvad var meningen
da du druknede i
dit eget snot?
Er du nu slet intet
som du insisterede på
eller er du kommet videre
og er du vokset op
og er du nu født igen
som en lille irriterende
rødhåret kristen fyr
med missionerende forældre
et sted langt ude på landet?
Har du en vanvittig trang
til at flygte til Amerika
eller Australien?
eller ej?
(Selv om du måske kun er 3-4 år gammel
kunne du godt lige svare mig.)
Fra Jens Blendstrups og Martin Budtz' blog: http://farerindringer.blogspot.com
Jesper B. Korndal: Ajax 2
Den Hvide Enke
er igen begyndt
at male
i hjørnerne
af de
victorianske stuer
på femte.
Morten Hjerl Hansen: Klumme 37
Kafka er kanoniseret i en helt anden og meget større skala end nogen regering kan gøre. Det der er stærkt brug for er en afkanonisering af forfattere som Kafka, Nietzsche og Hamsun. Ungdommen er sulten efter vildbasser. Det betyder ikke at de skal have disse vildbasser serveret på alle hylder. Nogle må gå imod strømmen. Det er selvfølgelig ikke nogen let opgave.
Der er en snert af ydrestyring på spil og det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide, når et menneske henter størstedelen af sin identitet i den gruppe man er medlem af.
Den internationale intellektuelle såkaldte elite snobber enormt meget for Kafka. Det er ikke bare det at han døde ung, ydmygt påbød sin ven at brænde sine efterladte manuskripter og tilmed lignede en forfatter, det er også det at Kafka må man bare læse. Vel må man ej!
Der er ingen eksistentielle muligheder hos Kafka. Han skrev sig ned i et sort hul, indså det ligefrem selv. Der er så mange svinkeærinder hos Kafka, så mange rutiner. Han vedblev i det uendelige med at tegne verden op og kom altid ud med en slags væg. Kafka viser skam videre til noget, men fordi han var så negativ i sine bøger, så fej og sonderende og høflighedsskildrende, er det han viser videre til en virkelighed uden udsyn, frihed og egentlig fylde.
Der er også humor hos Kafka og det bliver ofte brugt som delbegrundelse for hans påståede genialitet. Men humoren hos Kafka er fuldkommen infantil. Mestrene fra det absurde teater er langt morsommere og bedre til sort humor.
Skuffelse og en vis bekymring over at Kafka stadig formår at sælge sig selv så godt.
Fordømmer jeg ham moralsk? Nej, jeg føler sådan når jeg læser ham, men på det tankemæssige plan siger jeg bare: Lad være med at læse ham. Jeg synes ikke at mit ”Lad være med at læse ham” henter sin myndighed fra hverken Kafka eller mig. Nej, de følelser jeg har fremlagt her, om Kafka, er en rekonstruktion. En rekonstruktion af en slags væmmelse og afsky.
Ikke at tale om følelser er en verden. Ikke at tale om hvordan man har det er en verden. Ikke at tage del i andres følelser er en verden. En verden der kan blive til et liv. Men vi må ikke lade det blive til et liv.
Kenneth Krabat: Tidens kælven 1, anmeldt af Mikael Josephsen
BLIK FOR DET MESTE
Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.
"Tidens kælven 1" er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.
I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.
Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:
Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får
de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader
hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér
forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil
vender parret tilbage, år efter år.
Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur - og dette er god litteratur, det garanterer jeg.
"Tidens kælven" ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på... Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.
Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:
Kalder nogen alt det her en verden? For pokker...
Minutternes tikken... vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig
følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring - alle disse destinationer... findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”... Er De med!?
Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes "hèroppe" mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.
Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise - og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at downloade den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, "Tidens kælven 1" er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.
Mikael Josephsen.
website (under konstruktion) http://tiden.menneske.dk
Martin Budtz: Dette er Danmark
Dette er Danmark
en fladning ned til en fjord eller et hav.
Men fladheden giver os himmel
og hvis vi forstår at himlen ikke står
på vores hoveder som sække med kartofler
til tonerne af skræmmepolitik
der skal styrke vores egoistiske sans
kan vi tillade os store ideer.
Vi skal passe på de fint malede detaljer
den lille antydning der gør det hele så stort.
Landskabet skal have lov til at bølge
under solbelyste skyer
så hvad gør det at vi hundrede år senere
opstiller vindmøller i respekt for vores efterkommere
hvor de så end kommer fra.
Luften var renere.
Et socialdemokratisk oprør var igang.
En ægte trang til at fordele det hele bedre.
Venstrebønderne var endnu ikke
tonedøve teknokratiske narrøve.
Venstrebønderne havde køer på græs
og himlen var stor og skyerne hurtige.
Jens Blendstrup: Om natten i toget hjem
Om natten i toget hjem
Er menneskene stille.
Jeg har engang prøvet at råbe derinde
Vække de mærkelige melede monstre
Bede dem deltage I en snak
Jeg hader den stilhed
Men menneskene hører mig ikke
De sidder bare med deres munde på vid gab som om de venter på
Mad fra de store fugle
Der var deres far og mor
Som fløj ud i stormen for aldrig at vende hjem
Helt opskruede sidder de der
Fornuftsvæsner gjort viljeløse
Kantede kranier fyldt ud med vat
Med ansigtet begravet i sjælevand
Mens toget standser på
Stationer som ikke findes
Over 100 munde på vej gennem natten
Hvornår kommer den mad
Den opgylpede sardin
Det røgfyldte tweedtøj
Den halve elefant
Den lange giraf
Fra sagasso i lyngby tårbæk centret
De sidder jo der med deres munde
Hvor fanden bliver det af!
Godaften må jeg have lov at se kort eller billetter ?
Nej du må sgu da ikke – væk ikke dem med de sovende munde!
Gå ud togmand
Togets gatagung gatagung
Lyset der går mellem Ringsted og slagelse
I mørket ser ingen deres kæmpehoveder bagvendt I grimme stole
Kun jeg ser dem
De dunede unger I IC 3
De frygtelige sovende livsformer på vej til provinsen
Thomas Krogsbøl: Allan er stjernerne
Jeg er brændende prikker
Morten Hjerl Hansen: Klumme 40
Sønderlemmende kritik af en bog og dens forfatter: Frihed af Jonathan Franzen (2010, fint oversat til dansk ved Mich Vraa, Gyldendal 2011)
De første 26 sider gav mig ikke lyst til at læse videre.
Argumenter for:
- Helt ny stil.
- Han skriver uovertruffent.
- Bogens personer gør store anstrengelser for at prøve. (Men er det noget godt? Er vi selv herre over alt hvad der sker? Har vi ikke vidst i generationer, (altid? det meste af tiden? hele tiden?) at det er vi netop ikke?)
Argumenter imod: (Alle alarmklokker gav lyd)
- Er han varm? Gør han ikke tingene lidt for vanskelige for sine personer?
- Endnu ingen gode samtaler.
- Han fremstår som en sælger (storsælger) af sin egen stil.
- Han fremstår som en personopfinder.
- Han fremstår som yderst følsom og indlevende, men han tematiserer ikke det han skriver om: Yuppie-isme. I stedet skriver han om sladder.
- Han lader ikke sine personer have et ligeså rigt sprog som han selv har.
- Han tematiserer sig selv med et på en gang selvpromoverende og selvnedvurderende motto på bogens første side. Mottoet virker næsten som en undskyldning for at have skrevet bogen. Jeg kan ikke se at det hører nogen steder hjemme at lege litterær superstjerne på den måde.
- Forfatterens egen position i forhold til virkelige begivenheder fremstår gnidret. Bogen lugter langt væk af at være et yuppiemartyrium.
- Håner han sine personer for deres manglende håb?
- Er der overhovedet nogen skævheder hos hans personer som beskrives kærligt?
- Hvorfor gør hans personer hele tiden forkerte ting?
- Hvorfor skal jeg som læser hele tiden høre forfatterens vurdering? Denne person X har nu igen gjort en forkert ting.
- Hvis den ikke var så følelsesmæssigt forkrampet ville jeg næsten sige at bogen var enten provokerende eller farlig.
- Sentimental og kold.
- Han har læst Nietzsche, men ville det ikke være mere ærligt også at lade hans personer læse Nietzsche og eventuelt lade dem forholde sig til Nietzsche?
- Kan det, at vise sand følelse for yuppie-ismens hulheder, hykleri og stressede omgangsformer betegnes som sand følelse?
- Obama tog bogen med på ferie og Oprah gav den fuld mediedækning. Men forfatteren vil næppe få nogen væsentlige priser for sine anstrengelser. Bogen er ikke en bog, men et dokument over en forkert måde at tænke, føle og anskue mennesket og verden i det hele taget.
- Jeg synes det er en hån mod os mennesker og jeg er ked af den bliver læst så flittigt over hele kloden.
- Jeg synes at hans forsøg på at omfavne min og mine forældres generation er kvælende, arrogant og misforstået. Jeg vil gerne afvise hans omfavnelse, som værende pylret og alfaderligt arrogant.
- Fortalere for denne bog kommer anstigende med deres bogen er en moralsk kraft.
- Forfatteren kan aldrig nogen sinde med et så eklatant misbrug af læsernes sjæle såvel som hans egen og vores alles ytringsfrihed, uanset hvor meget nøgternhed og indlevelse han lægger for dagen, overbevise mig om at bogen ikke skulle have været bremset af en ligeså indlevende og nøgtern person i hans eget liv.
Konklusion
Bogen der er et oratorium, snarere end det den giver sig ud for, nemlig et epos i tre generationer, har vel den store kvalitet at den formår at isolere kynismen hos læseren og næsten latterliggøre den. Men det opnår den kun ved at engagere sig, helt ude af takt med hvordan god litteratur bør være, og ved at tematisere, tilværelsens negative kræfter i et manende og meditativt sprog.
Hvor let og ubesværet det ind imellem er at være menneske. Det glemmer forfatteren helt og aldeles. Han har netop ikke læst Kierkegaard. Den enkelte er slet ikke i hans tanker. Hos Franzen berøves personerne hele tiden muligheden for at handle på egen hånd. De springer for tidligt ud i kærlighedslivet.
Hvorfor skulle det ikke måtte være et meget ubehageligt eller blot galt afmarcheret menneske der har skrevet den bog? Jeg vil som sagt ikke gå så langt som til at sige at bogen er farlig, men jeg vil alligevel råde mine læsere til at tage sig i agt for den.
Jeg kommer til at tænke på filmen The Royal Tannenbaums. Den er også så skide ondsindet den film. Den fokuserer på det negative og den er fuldstændig ude i skoven. Men antallet af kyniske kunstværker er lang. Og de er ikke kunstværker.
Nu over til en god bog.
Er det rimeligt at kalde Ulises Lima og Arturo Belano helte? De er lysende. Men gør det dem til helte? Vi får ikke et eneste teksteksempel på deres kunnen igennem de 624 sider. Hvad er De Vilde Detektiver (Roberto Bolano 1998, da. 2010 ved Iben Hasselbalch) på jagt efter? At cementere deres ry? Det store gennembrud? Nej. De er såmænd på jagt efter Cesárea Tinajero.
Modenhed i litteraturen. Skriv noget om det.
Foruroligende modenhed. Beroligende modenhed.
Var Bolano moden da han skrev bogen? Han er død, men var han moden? Umodne mennesker der fniser får mig næsten til at gyse ligeså meget som kolde mennesker. Alligevel kan jeg ikke se hverken kulde eller umodenhed som substantielle menneskelige træk, men som accidentielle. (Denne sondring vil være den filosofiske læser bekendt: En substantiel egenskab er en egenskab uden hvilken man ophører med at være den man er. En accidentiel egenskab kan man derimod godt miste.) Tilforladelige.
Bergmans sidebemærkning: ”Kolde mennesker bliver let sentimentale” (Laterna Magica, 1987). Den bemærkning, eller læresætning har altid givet mig myrekryb på den fede måde: vakt til eftertanke.
Mærkeligt nok ser jeg Ulises Limas og Arturo Belanos vilde jagt igennem Mexicos ørken som en længsel efter en partner de kan holde ud at være sammen med og som kan holde dem ud. De er umodne og derfor kører de rundt i ørkenen. Fordi det er så pinligt at være umoden og fnisende.
De jagter kærligheden og dermed er det eddermame en interessant jagt.
Men Ulises og Arturo begår jo den store fejl at de er sammen - i et venskab. Et venskab der er ligeså umodent som en pære på et pæretræ i juni måned.
De to unge mænd er jo det største mexicansk litteratur har set igennem 70 år. Siden dengang Cesárea Tinajero var på plakaten. Det er et fuldstændig mærkeligt barokt faktum. De er mændene. Om de to cirkler hele De Vilde Detektiver der består af optegnelser fra en mængde personer. Og hvad gør de? De fiser ud af Mexico By.
De svigter deres kald? Totalt og aldeles. De begår en kæmpe fejl med deres liv. Hvorfor? Fordi de ikke er modige. De går mod fortiden og dermed mod undergangen.
Bøger skal læses i sengen. Jeg synes det er en varm bog. Den skildrer forskellige, ret alvorlige vanskeligheder som noget der er til at leve med. Og hvad mere kan man ønske sig af en god bog?
Flere anmeldelser af De Vilde Detektiver berører emnet med Bolano og hans egne små børn. Det er mærkeligt for bogen handler ikke om små børn. Der optræder ikke et eneste lille barn i bogen. Det tror jeg er fordi Bolano har tænkt meget på sine børn mens han skrev bogen. Han har så flygtet, som vi mennesker jo så ofte gør, fra disse overvejelser, ind i skrivningen af De Vilde Detektiver.
Den person jeg bedst kan lide er Quim.
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 4
Men hvor kommer pelikanmanden fra? Han dukker bare lige pludselig op, og det samme gør alle de andre mærkværdige skabninger, der befolker siderne i denne bog. De falder ned fra himlen, træder ud af en klippehule eller pludselig frem fra et buskads, hvor de i mellemtiden har holdt sig skjult. Vi er på Nordpolen, i Sahara, ved Seinen, alt som det nu passer fortælleren. Vi behøver ingen forklaringer. For dette er EN KONDENSERET FØLJETONROMAN! Personerne og deres motiver er til en vis grad blevet trivialiserede, og deres overnaturlige evner, eller i hvert fald ret overdrevne egenskaber, og deres generelle ensidighed, opfattes som den selvfølgeligste ting i verden. Deus ex machina er ikke en afsluttende effekt som i det antikke drama (hvor en gud kunne hejses ned på scenen ved hjælp af en machina), det er tekstens norm. Dette er hvad jeg søger at indkredse med disse luftige småskriverier. Det er som om at det er kondenseringen i sig selv, der er det interessante. DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN er romanen som en slags digtsamling. Og det siger sig selv, at teksten gør en dyd ud af at være så komplet usandsynlig som muligt, skamløst spilfægteri er hvad det er. Alt imens fortælleren pendulerer frem og tilbage imellem storhedsvanvid med tilhørende almagtsfantasier og total selvudslettelse i udpræget fornedrelse. EN UNIVERSEL, POTENTIELT EVIGTVARENDE FØLJETON. Og altså på en måde også potentielt pinlig, eftersom teksten ikke frygter det banale og trivialiserede.
(forts.)
Se mere på thomaskrogsboel.blogspot.com
Morten Hjerl Hansen: Klumme 38
-Jeg tror De er gumanist, sagde hun bestemt.
-Og hvad mener De med det?
-En gumanist er et menneske, der føler uvilje ved uret, men ikke kæmper for det, der er ret.
Nordahl Grieg: Ung må verden endnu være, s. 59. På dansk ved Ellen Kirk, 1939. Originalen
udkom året før.
Hvordan er det Kira Dimitrovna taler til Ashley? Jeg synes ikke det er rimeligt. Man kan ikke svare
på en mundtligt beskyldning der rammer så dybt og er så uretfærdig i den samme samtale. Jeg er
spændt på hvordan Ashley reagerer. Synes han mon Kira er for lækker fordi hun tør sætte sig op
mod de idealer han forfægter med hele sin sjæl? Er Ashley humanist? Kan man være humanist?
Om aftenen var Ashley urolig. Han syntes afgjort Kira var for lækker. Ashley skrev en e-mail:
Kære Kira,
De beskyldte mig for at være uengageret i kraft af min humanisme. Det blev jeg ked af. Jeg har
behov for at blive opfattet som et menneske først og fremmest. Jeg vil foreslå at De i fremtiden vil
prøve at se mig som et menneske før de ser mig som humanist.
De bedste hilsner
Leonard Ashley
Er Ashley på vildspor? Han har lige skrevet en girafsprogsmail til et menneske han ikke kender
særlig godt. Er Kira ved at få ham i nettet? Det ville være sørgeligt, for hun har behandlet ham
uretfærdigt og bør vel ret beset sige undskyld?
Tese: Har Ashley ikke været i seng med nok? Hvis han ikke har været i seng med nok, kunne han
godt gå i seng med Kira.
Antitese: Kira har set kimen til et konstruktivt kærlighedsforhold i samtalen med Ashley. Hun kan
godt lide hans bagdel og så ville hun bare lige sætte et stempel af angst på hans sjæl. Et lille et der
kun kan gnides af mod et par bryster.
Syntese: Ashley og Kira klarer sig måske uden hinanden?
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstetik 2
Lautréamont: Jeg er åbenbart ved at tilslutte mig geledderne af halvlumre, småforelskede biografister. Hvorfor nu ham? Fordi jeg har lyst. Jeg læste første gang Maldorors sange da den udkom i 1986 i Lars Bonnevies oversættelse. Jeg var endnu temmelig modtagelig på det tidspunkt (for ikke at sige ømskindet), og bogen eksploderede ret rungende inde i mit hoved. De mange ulækre enkeltheder berørte mig dybt; vi har at gøre med en fortæller der end ikke viger tilbage fra at fantasere om at trykke enorme, næsten universelle bumser ud. Det var en form for kropslig primitivisme der var ny for mig - i litterær sammenhæng, vel at mærke. Jeg var fascineret, men også angst. At læse ham var som at have en hemmelig last ... Senere skulle jeg igen støde på denne blanding af lav, 'primitiv' kropslighed og intellektualisme (for ikke at sige skoledrenge-agtighed, eller logisk-nørdethed) i meget forskellige og overraskende former: Man kunne fx. nævne Lawrence Sterne’s Tristram Shandy, Joyce’s Ulysses og Højholts Auricula. I øvrigt alle tre bøger der også holdes flydende ved hjælp af humor, noget der heller ikke er fremmed for Lautréamont, omend hans latter lyder gnæggende og til tider en anelse skinger ... ”Gnægge: le stødvist på en skadefro og fordækt måde”, Nudansk ordbog ...
(forts.)
Thomas Krogsbøl: Den kondenserede føljetonromans æstestik 1
Comte de Lautréamont der med halvtreds års forsinkelse blev en surrealistisk darling i 1920’erne, virker umiddelbart som en mystisk komet faldet ned fra verdensrummet og landet i en komplet uforstående samtid. Men det er muligt at spore en slags afsæt for Maldorors Sange i 1800-tallets øvrige litteratur. Man ved at forfatteren, som man ellers ikke ved meget om, læste Baudelaire. Men det er ikke dét der er interessant i denne sammenhæng, føljetonromanens sammenhæng. Det interessante er for det første hans pseudonym, Comte de Lautréamont. Dette navn må Isidore Ducasse, som hans dåbsnavn lød, have fundet i gyserromanen Latréaumont af Eugène Sue, forfatteren til en lang række temmelig lange og ret kulørte føljetonromaner, hvoraf den mest kendte er Paris’ Mysterier. Disse romaner er fulde af gyselige hændelser, drabelige dueller, forræderisk konspiration, forbryderisk hensigt, natlige vandringer på kirkegårde og i labyrintiske kloakker, ulykkelig kærlighed, skamløse horer, men også pludseligt inspirerede heltegerninger, uskyldsrene unge hjerter etc. Masser af alt det gode som vi elsker. Eller elsker at hade. Sue’s figur, Latréaumont, er en anløben ridder og landevejsrøver på Ludvig d. 14.’s tid. Og Lautréamonts helt, Maldoror, er bestemt ikke mindre skummel. Dette er for så vidt alt sammen velkendt for enhver der har læst Maldorors Sange ... Nu må jeg hellere komme til ’for det andet’ ... Det er for det andet også interessant, at man fornemmer et skift i slutningen af den lange 1. sang. Fra og med starten på anden sang sættes tempoet i vejret, tekstens billeddannende og ophedede fantasi-automatisme kommer i omdrejninger. Der bliver trådt på speederen nu, hvilket skulle fremgå af nedenstående
’handlingsreferat’ af 2. sang. 1. sang virker simpelthen en smule konventionel og tung i forhold til de resterende 5 sange. Men interessant i forhold til føljetonromanen er den 1. sangs sortromantiske præg. Vores hovedperson befinder sig her på kirkegårde og bjergtoppe, ved oceanets bred (som sat i scene af Caspar David Friedrich – eller nok nærmere en væsentligt dårligere maler end Friedrich), på dødslejet (han overlever, bare rolig), om natten, i besyngelse af ondskaben. Grundlæggende fremstår 1. sang som en serie løsrevne tableauer fra gotiske gyserromaner, genrebilleder af skrækromantiske højdepunkter. Men netop kun højdepunkterne, befriet fra alle utroværdige handlingsforløb og irriterende, bedrevidende helte og heltinder. Det minder om den perverses vedholdende og tvangsmæssigt gentagne fantasiscenarier ... Comte de Lautréamont er en kulørt skikkelse fra føljetonromanernes verden, det er herfra han sætter af, og hans helt, Maldoror, er ærkeskurken, drevet af intens, metafysisk ondskab og had til menneskeheden. Helt igennem tegneserieagtigt. Alligevel er dette stor litteratur!
(forts.)
Fra Thomas Krogsbøls blog: http://thomaskrogsboel.blogspot.com
Henrik Hellesø Hansen: Når jeg ser din mine blir jeg glad
Når jeg ser din mine, bli’r jeg glad !
( Melodi: ”Det’ hammer, hammer fedt…”)
Du ved, jeg er et kvaj ;
men jeg elsker dig
Du syn’s, jeg er for syg
Den sang er ikke ny
Jeg er for alene
Du kan bli’ den ene
Men du syn’s, at jeg er alt for syg.
Jeg syns du er for sej
og jeg elsker dig.
Og du er bare sød
- men jeg er alt for blød.
Jeg ville gerne dele
mit liv med dig – det hele
Men du syn’s, at jeg er alt for blød.
Jeg har jo nu i sinde,
at du skal bli’ min kvinde
Men jeg er jo for lad,
og heller ikke glad.
Men du er af de fine
Jeg skal bare grine
Når jeg ser din mine
- bli’r jeg glad !
Min sang er alt for syg
Jeg laver snart en ny
Gi’ mig så det kram
Det er jo ingen skam.
Så, nu lad dog hjerte
Rime lidt på kærte !
Du og jeg er ikke gjort af bly !
Henrik Hellesøe
Morten Hjerl Hansen: Klumme 36
I disse tider med globalisering og heftige informationsmængder og passivitet foran internettet er mange mennesker interesserede i personer med en indstilling til tingene. En indstilling til tingene er noget dybere end holdninger og standpunkter der kan udskiftes. Er det fejlanbragt at bruge ordet visdom?
Men hvordan kan vi vide at disse mennesker med en indstilling til tingene ikke leder os på vildspor? Vi må være på vagt overfor fremfusende veltalenhed, bastante meninger og charme. I øjeblikket vil jeg anslå charme til at fylde 99,9 procent af de sociale fora på nettet og den vigtige menneskelige egenskab at være uimodtagelig overfor charme er på retur. Hvad enten man er sur eller tilbageholdende er vilkårene blevet vanskeligere.
V.S. Naipauls hovedpersoner er tvære umuliusser som jeg ikke kan lade være med at holde af. De er oprørske på en rodløs måde og de ødelægger ofte tingene for sig selv på grund af højsind.
V.S. Naipauls hovedpersoner kan ikke lide Indiens kastesystem, de har ikke høje tanker om tvangsægteskaber, velsignelser af butikker har ingen høj stjerne hos dem og i det hele taget er han kritisk overfor Indien.
V.S. Naipaul skriver i Magiske frø (2004), virkelig godt fordansket af Jesper Klint Kistorp (Gyldendal 2005):
Han benyttede British Councils bibliotek. Dér fandt han en dag – uden at han ledte efter den – mahatmaens selvbiografi, i den engelske oversættelse som mahatmaens sekretær havde stået for.
Den herlige, enkle fortællekunst rev ham med sig. Han havde lyst til at fortsætte i det uendelige, at sluge bogen råt, det ene korte afsnit efter det andet, men han blev meget hurtigt plaget af mange ting, som allerede var halvvejs glemt, allerede uden nogen indbyrdes rækkefølge, som han havde læst hurtigt, og han var ofte […] nødt til at gå tilbage, til at læse de lette ord langsommere, for at forstå de usædvanlige ting forfatteren havde sagt på sin meget rolige måde. En bog (især i begyndelsen) om skam, uvidenhed, inkompetence: En hel kæde erindringer som ville have formørket eller forkrøblet et andet menneskeliv: Erindringer som Willie selv […] ville have ønsket at tage med sig i graven, men som disse modige, enkle bekendelser, erhvervet på guderne må vide hvilken smertelig måde, gjorde harmløse, næsten til en del af den kollektive erindring som en hvilken som helst indisk mand havde mulighed for at se sig selv i.
Willie tænkte: ”Jeg ville ønske jeg var stødt på denne helbredende bog for femogtyve år siden. Måske var jeg blevet et andet menneske. Jeg ville have stilet efter et andet liv. Jeg ville ikke have levet det lurvede liv i Afrika blandt fremmede. Jeg ville have følt at jeg ikke var alene i verden, at en stor mand havde været her før mig. I stedet læste jeg Hemingway som var meget fjern for mig, som ikke havde noget at tilbyde mig, og skrev mine humbughistorier. Hvilket mørke, hvilket selvbedrag, hvilket spild. Men måske ville jeg ikke have vidst hvordan jeg skulle læse bogen på det tidspunkt. Måske ville den ikke have sagt mig noget. Måske havde jeg brug for at leve det liv, for at kunne se det mere klart nu.” (s. 23f)
Sarojini havde fortalt ham at de mennesker han så, udelukkende levede for at tilfredsstille deres egne lyster. De spiste og så fjernsyn og talte deres penge; de var blevet reduceret til en forfærdelig simpelhed; samtidig følte han begejstringen over de nye bevægelser i sit hjerte og sine tanker; og han følte sig hævet over alt omkring sig. (s. 26)
Tiden kom hvor han skulle tage sin bachelorgrad. Einstein [en person i romanen, mhh] opdagede at allerede den første opgave til den skriftlige eksamen sendte ham ud at svømme. Han var helt tom i hovedet. Han tænkte at han burde skrive et brev til faderen for at undskylde sin fiasko. Han begyndte at skrive, men mens han skrev, viste der sig en totalt ny måde at løse den første opgave på for ham. Resten af prøven havde han ingen problemer med, og hans nye løsning på den første opgave vakte opsigt på universitetet. Alle fik kendskab til brevet med undskyldningen som drømmeagtigt havde affødt løsningen; og man begyndte at tale om at han hørte til blandt de store indiske matematikgenier i det tyvende århundrede. Denne snak, som han selv hjalp godt på vej, begyndte til sidst at påvirke ham. Han offentliggjorde en matematisk artikel i et indisk tidsskrift. Den blev godt modtaget. Han begyndte at tænke over at det var faldet i hans lod at korrigere Einstein. Det blev snart en mani for ham. Han mistede sit universitetsjob og kunne ikke skaffe sig et nyt. Han fik kun offentliggjort den ene artikel. Han vendte tilbage til sin landsby, droppede al staffagen der hørte til uddannelsen (bukser, skjorte stoppet ned i bukserne, sko og strømper) og drømte om at tilintetgøre verden. Da bevægelsen dukkede op, sluttede han sig til den.
Willie tænkte: ”Denne mand kan ikke starte en revolution. Han hader os alle sammen. Jeg må og skal finde over til Kandapalli og den anden side.” (s. 79)
I det indiske heltedigt er Ramachandra den største af alle mænd. Han er meget mere end en religiøs mand. Man kan være sikker på at han vil opføre sig godt i en hvilken som helst situation, at han vil gøre det rigtige. (s. 121)
Han havde først følt at det sine steder barnlige brev var følelsesmæssigt falsk. (s. 153)
Derefter læste de lokalaviserne (stillet til rådighed af fængslet) og diskuterede nyhederne. Men formiddagens alvorlige intellektuelle arbejde bestod i at studere Mao og Lenins tekster. Dette arbejde, som var halvt fromt, halvt løgnagtigt, hvor folk sagde hvad de mente de var nødt til at sige om landbefolkningen og proletariatet og revolutionen, var en frugtesløs affære for Willie, virkede som et permanent spil af uddannelse og tanker, og det blev snart uudholdeligt, trods den særbehandling og endda respekt det sikrede dem i fængslet. Han følte at det der var tilbage af hans hjerne, ville rådne bort hvis han var nødt til at deltage i disse diskussioner i tre eller fire timer om dagen. (s. 156)
Men al den diskussion om avisnyhederne om morgenen, som slet ikke er nogen diskussion, og alle de studier af Mao og Lenin om aftenen er en for høj pris. Selv ikke i Afrika blandt de hvide bosættere var der noget der var helt så slemt. Hvis jeg var en stærkere mand, kunne jeg måske stå model til det uden at det påvirkede mig. Men jeg er ikke stærk på den måde. (s. 159)
Der er faktisk en masse at komme efter dér. Jeg har tænkt på London. Jeg har tænkt på Afrika. Jeg har tænkt på Berlin. På mange vigtige ting. Jeg har tænkt på mine år i guerillabevægelsen. Hvis jeg var et religiøst menneske, ville jeg sige at jeg har fået bragt orden i mit åndelige liv. Fået talt de senge jeg har sovet i. (s. 162)
Som den latinske digter siger, havde Roger skrevet på sin gammeldags, dannede måde, har bøger deres egen skæbne, og måske vil denne bog komme til at leve på måder du ikke er i stand til at forestille dig lige nu. (s. 166)
Gamle følelser rørte på sig i Willie, en gammel sorg begyndte at gøre sig bemærket. Men så tænkte han: ”Der har jeg været. Jeg har ofret en del af mit liv, og jeg har intet at vise frem fra den periode. Jeg kan ikke vende tilbage til den. Jeg bliver nødt til at lade den del af mig dø. Jeg må skille mig af med den forfængelighed. Jeg må forstå at store lande vokser eller skrumper ind som følge af nogle indre kræfter er ligger uden for det enkelte individs kontrol. Jeg må forsøge kun at være mig selv nu. Hvis det ellers er muligt.” (s. 168)
Alderdom kan ofte tage sig ud som moralsk svaghed, og når man i det virkelige liv ser én der pludselig er blevet gammel, så er det som at se en moralsk svaghed der pludselig er blevet åbenbar. (s. 169)
Willie sagde: ”Mit liv har bestået af en hel række overraskelser. I modsætning til dig har jeg ikke haft kontrol over tingene. Jeg troede jeg havde det. Min far og alle personerne omkring ham troede at de havde det. Men det der tog sig ud som beslutninger, var i virkeligheden ikke beslutninger. For mit vedkommende lod jeg mig drive med fordi jeg ikke kunne se hvad jeg ellers kunne gøre. Jeg troede at jeg gerne ville til Afrika. Jeg troede at der ville ske noget, og at jeg ville blive vist den sande vej, den vej der udelukkende var skabt til mig. […]” (s. 171)
Han tog bogen med op til sit lille værelse i det store hus. Fuld af nervøsitet gav han sig til at læse, bange for at møde sit gamle jeg. Men han blev hurtig revet med; hans nerver lagde sig. Han glemte rummet og byen han læste i; han glemte at han læste. Som ved en magisk tidsrejse følte han sig ført otteogtyve år tilbage i tiden til dengang han skrev. Han følte at han kunne genindtræde selv i forløbet af dagene, at han igen kunne se gaderne og vejret og aviserne og igen kunne blive den mand der ikke vidste hvordan fremtiden ville udvikle sig. Han trådte på ny ind i den tid fuld af uskyld eller uvidenhed, af ikke engang at have en klar opfattelse af verdenskortet. Det var fantastisk at komme til sig selv en gang imellem og derpå vende tilbage til bogen og på ny træde ind i det andet liv, igen at leve i ugerne og månederne før Ana og Afrika, altid med angsten lige under overfladen. (s. 179)
Og han fyldtes af medlidenhed med Perdita som altid var så indadvendt, altid så samarbejdsvillig, med hovedet lagt på skrå. Han tænkte: ”Der er mere af hendes sjæl i indretningen af dette værelse end noget andet sted, endda mere” – han betragtede hende fra sin siddende stilling – ”end i hendes udlevede krop.” (s. 182f)
”Men du må ikke være for romantisk med hensyn til arbejde. Det med at have et arbejde er faktisk temmelig skrækkeligt. Jeg foreslår at du tager bus nummer seksten til Victoria i morgen. Sæt dig på det øverste dæk og se på de kontorer du kommer forbi, især i nærheden af Marble Arch og Grosvenor Gardens, og forestil dig at du selv sidder derinde. De græske filosoffer var aldrig nødt til at beskæftige sig med arbejdets problem. De havde slaver. I dag er vi alle sammen vores egne slaver.”
Uden andet at tage sig til tog Willie den næste dag bus nummer seksten og gjorde som Roger havde foreslået. Han så lavloftede kontorer oplyst af neonrør i Maida Vale og Park Lane og Grosvenor Lane og Grosvenor Gardens. Det var en anden måde at se de smukke navne på vigtige gader i den store by, og hans hjerte snørede sig sammen.
Han tænkte: ”Der er forskellige former for arbejde. Arbejdet som et kald, som et menneskes stræben efter at realisere sig selv, kan være ædelt. Men det jeg ser her, er skrækkeligt.”
Da han så Roger, sagde han: ”Hvis I vil have mig boende et stykke tid endnu, vil jeg være taknemlig. Jeg bliver nødt til at tænke mig godt om. Du havde ret. Tak fordi du reddede mig fra mig selv.” (s. 190f)
Det var omkring denne tid at jeg lærte vores finansmand at kende. Jeg var begyndt at forstå hvilken umådelig magt en sygeligt selvoptaget person har over sine omgivelser. Faktisk var jeg begyndt at give efter for den magt uden selv at være klar over det. For en intelligent person som mig er den sygeligt selvoptagne på en vis måde en ynkelig person, et menneske der i modsætning til os andre ikke ser at vejene til storhed ikke fører til andet end graven. Og det er sådan det intelligente menneske havner i nettet. Han begynder med at være nedladende og ender som en tjenende ånd. (s. 196f)
Willie tænkte: ”Jeg må finde ud af hvorfor jeg har det ligesom maharajaen i Corner Club og ikke kan slappe af sammen med disse mennesker. Maharajaen følte sig ikke godt modtaget og gjorde regnskabet op femten år senere. Jeg føler mig ikke dårligt modtaget. Tværtimod føler jeg at enhver der kommer her, hellere end gerne vil møde finansmandens gæst. Det jeg føler, er at omgangen med dem ikke tjener noget formål. Jeg ønsker ikke at lære dem nærmere at kende, eller at de lærer mig nærmere at kende. Det er ikke fordi jeg tror de er materialistiske. Ingen i verden er mere utilsløret materialistiske end velhavende indere. Men jeg forandrede mig i skoven og i fængslet. Man kan ikke leve sådan et liv uden at forandre sig. Jeg har skilt mig af med mit materialistiske jeg. Det var jeg nødt til, for at overleve. Jeg føler at disse mennesker ikke kender den anden side af tingene.” Det var sådan ordene kom til ham, i en lind strøm. Han tænkte: ”Ordene må betyde noget. Jeg må finde ud af hvad der ligger bag ordene. Folk her forstår ikke hvad værdiløshed er. Den fysiske værdiløshed af det jeg så i skoven. Den åndelige værdiløshed som fulgte med, og som i høj grad lignede den min far levede med livet igennem. Jeg har følt denne værdiløshed indvendigt og kan når som helst vende tilbage til den. Medmindre vi forstår folks anden side, lige meget om de er indiske, japanske eller afrikanske, kan vi ikke fuldt ud forstå dem.” (s. 200)
Jeg tænker: ’Han er som et barn. Han ved ikke noget om den virkelige verden.’ En dag vil han blive fornærmet på det groveste af en der ikke har noget at miste, og så vil trolddommen være brudt. Men indtil da er manden omgivet af et elektrisk spændingsfelt for folk som mig. (s. 202)
Redaktøren var en kvinde på omkring de fyrre eller halvtreds med et hærget ansigt og store udstående øjne bag briller med et sort stel. På Willie virkede hun som en kvinde der var plaget af alle mulige familiemæssige bekymringer og seksuelle kvaler, og det var som om hun dagligt måtte kravle op af det hul fire eller fem eller seks gange før hun kunne tage sig af andre sager. Hun var elskværdig over for Willie […] og det gjorde det hårdere at være vidne til smerten i hendes ansigt. (s. 207)
Willie sagde: ”Men du plagede ham om at gifte sig med dig. I 1957 eller 1958. Det husker jeg udmærket.”
Hun sagde: ”Jeg følte mig tiltrukket af hans måde at føre sig frem på. Jeg var ung. Jeg vidste ikke ret meget om verden. Han var et fantasibillede. Hans bedste side er hans arbejde, hans jura.” (s. 211)
Jeg begynder allerede, selvom det foreløbig kun er i lille målestok, at føle den store trøst der ligger i at hade. (s. 270)