Livets skole kan efterlade et menneske sært reduceret og alligevel rigere. Der findes virkelig ingen intellektuel metode til at nå dertil. Brushoveder, spradebasser kan bare trække et nummer. Og så ender man op med et rat ligesom det arbejdende folk. Kan sidde og skrive. Der står en ny rose på bordet hver dag. Rungstedlund. 

Kan man godt være en stakkel og modig på samme tid? Tilværelsen er fuld af den slags, så det kan man nok godt. Karen Blixen var berømt for sit mod, sit humør og sin glæde.  

Jeg er ikke overrasket over, at Ole Wivel kunne skrive den bedste biografi om Karen Blixen. Hun var meget talende og han var også meget dybsindig. Han bruger også et ord jeg ikke er stødt på før, nemlig følgagtighed. Han bruger det sådan: 

”Den sande lykke, velsignelsen og stoltheden kommer indefra, som svar på udfordringer – måske som oprør – og aldrig følgagtighed. Men det skal jeg vende tilbage til, så uundgåeligt som Karen Blixen vendte tilbage til og varierede sit syn på livet som et kunstværk og skæbnen som den magt, mennesket må elske: amor fati.” 

Bogen synes at forudsætte en gengældt kærlighed til Karen Blixen som Ole Wivel ikke kunne frigøre sig fra og som senere læsere af gode grunde har svært ved at leve sig ind i. Ole Wiwel kunne godt lide Karen Blixen. Og han kunne lide hendes bror, Thomas Dinesen. Det demonstrerer han i biografien om hende ”Karen Blixen, Et uafsluttet selvopgør”. Jeg kan ikke demonstrere det, det evner jeg ikke. Men jeg kan altså også godt lide Karen Blixen, vil jeg lige sige. 

Karen Blixen var genial, men som jeg før har påpeget, kan der sagtens findes elendige ting hos genier. Når hun famler efter et logisk filosofisk sprog er hun ofte en ren amatør. Alligevel er hun god til at opbygge pointer på en sjov famlende måde, der veksler mellem det indlysende og det dybsindige. Hun skriver til søsteren Ellen Dahl i 1928:  

”Som jeg vist før har udviklet: man kan efter min opfattelse ”leve for” menneskeheden, eller for fattige børn i Sengeløse, men man kan ikke ”leve for” hr. Petersen, da ikke uden at fordærve ham eller gøre ham ulykkelig, i reglen begge dele. Jeg tror ikke der er nogen mennesker, som vil tage imod eller kan udholde, at et andet menneske på den måde lever for dem…” 

Det sidste er alt for indlysende, men det med Hr. Petersen er klogt og indsigtsfuldt. Hvad med det første, det med at leve for menneskeheden? 

Karen Blixen skrev enormt meget til sine nærmeste. Hun skrev sig frem til en livsanskuelse gennem disse breve til de nærmeste. Det var faktisk hendes egen føromtalte bror der tvang hende til at skrive. Det lader til at have været en samtale med familien som var vekslende mellem at være herredømmefri og det modsatte.  

Hun skriver igen og igen, også i de hvasse, varme, præcise og følelsesfulde udmeldinger ”min elskede moder”, ”min egen Tommy”. Det virker meget fremmed for nutidens forældre-børn forhold at skrive sådan. Gad vide hvor mange emails der begynder ”min elskede moder” ”min egen Tommy”. Jeg ville måske gerne have et brev fra en jeg elskede der begyndte ”min egen Morten”, men ikke ”min elskede fader”. Og så igen. Jeg ville alligevel ikke have et brev der begyndte ”min egen Morten”.

Hun selv kunne bedre lide Vinter-Eventyr end Syv fantastiske Fortællinger. Der var ”for meget af forfatteren” i hendes debut og den anden var ”enklere, mere sober”. 

Ole Wivel skriver om Denys at han var både ”hæmmet af en tvivlsom seksuel identitet og af den forholdsløshed, Karen Blixen overtog som sin egen de følgende år.” Ole Wivel om Karneval: ”Det var ikke Moster Bess, men Denys Finch-Hatton, som var fortællingens oprindelige tilhører, og den er forsøgt skrevet i hans ånd: luftig, lutter leg.” Lidt længere fremme: ”Karneval røber ved sit postulerede letsind det fortrængte, udelukkede tungsind som er drivkraften f.eks. i mesterfortællingen Drømmerne.” Meget flot skrevet, selvom det ikke er helt klart hvad Ole Wivel kan have ment. Lidt senere, igen: ”Hendes liv hørte op dér, hvor forfatterskabet for alvor begyndte.” Små-uhyggeligt. Lidt senere, igen: ”Hun gav sig da hen i sine drømme, eller i sin digtning, som fra nu af blev hendes sande hjemsted.” Det lyder lidt vanvittigt. Karen Blixen sagde da også at hvis verden bare ville se hende som gal, ville hun være tilfreds.  

Lidt senere skriver Ole Wivel: ”Konflikterne i hendes personlige liv – med Bror og Denys – og mellem hvide og sorte folk i Kenya gav hende en belæring om de dybeste almene modsætninger, hun som europæer kunne opleve: mellem oprindelig natur og forfinet senkultur, mellem drift og ånd – og en ansporing til overvindelse af modsætningerne.” 

”Mennesker uden stolthed er sig ikke bevidst, at Gud har forbundet nogen tanke med at skabe dem, og de kan tit få andre til at tvivle på, at der virkelig var nogen tanke forbundet dermed.” Sådan skrev Karen Blixen i Den afrikanske Farm. 

Måske dykkede Ole Wivel lidt dybere ned i Karen Blixen i den bog end han selv kan holde til. Det virker som om han var betaget, men også bjergtaget og måske ligefrem anfægtet. Den slags klodserier kan det godt være lidt anstrengende at læse. Måske har Karen Blixen fået ham til at føle sig underlegen, fordi hun så denne mission, at leve for menneskeheden som vigtigere end at inspirere Ole Wivel til at gøre det samme. 

Provokerende i forbindelse med Karen Blixen kunne det være at sige at mod ikke findes. Hun ville ikke have brudt sig om det synspunkt. Men jeg bliver nødt til at spille ud med dette, når hun lægger så hårdt ud med sine synspunkter om mod, stolthed og skæbne, begreber som hun synes at have haft sin helt egen mening om. Jeg vil møde hende på midten ved hypotetisk at gå med til at storhed eksisterer. Det bliver lidt kringlet, men lad mig nu bare fastholde det. 

Ligesom kunst kan være kompenserende eller vejledende kan en kunstner være stedfortrædende eller resignerende. Stedfortrædende er kunstneren når hans egen storhed spiller hovedrollen. Så kan læseren drømme sig selv stor ved at se storheden i kunstnerens storhed. Resignerende er kunstneren hvis kunstneren på en eller anden måde har med i sit værdigrundlag at sørge for plads til læserens egen storhed.  De kan begge misbruges, stedfortrædende storhed kan kritiseres for at gøre læseren til intet, pøbel, resignerende storhed kan kritiseres for at gøre læseren til noget bemærkelsesværdigt, originalt uden grund. En finlitterær forfatter vil typisk frasige sig disse kritikpunkter ved at pege på, at vedkommende skriver om den egentlige storhed og ikke bare storhed. Det kan jeg ikke modsige, fordi det er en gang ævl. 

Selvfølgelig findes storhed. Storhed er de dybe erkendelser, storhed er selve indbegrebet af alt det vi ikke ved og samtidig er taknemmelige for. Der findes mennesker som ikke føler taknemmelighed fordi de ikke har denne dobbeltpakke i deres hoved fra begyndelsen af deres tid. Karen Blixen var ikke en af dem og der er i øvrigt ikke noget galt med dem. De er bare sådan. Om jeg synes Karen Blixen var stor? Fuldstændig vidunderligt. 

Hvis vi virkelig skal drille Karen Blixen, så kunne vi sige til hende, at hun ikke kunne tåle at blive modsagt efter hun blev forfatter. Der har jeg nok fat i noget. 

Ja, der er noget fortrøstningsfuldt over at høre om når en eller anden læser Blixen. Det er ikke så dansk middelmådigt, men det er dansk alligevel. Vidste De i øvrigt at Morten Messerschmidt er blevet sendt ud af Danmark til Europa? Så må vi håbe han ikke vender hjem med Nicolas Sarkozy der vil lette europæere for deres tørklæder.