Lulu Marie Pedersen: Hund
af Lulu Marie Pedersen Lørdag, 04 Juli 2009 16:20
På et tidspunkt flyttede et ungt par ind i lejligheden under vores. De var vist studerende, og så havde de en svensk gårdhund, som var klassisk sort og hvid plettet, lille og korthåret. Den hed Andrea. Vi blev gode venner, for jeg kedede mig ofte efter skole, når jeg ikke lige sad i vindueskarmen eller læste hestebøger. Jeg begyndte at gå ture med Andrea, så hver dag var vi i Fælledparken. Vi legede tagfat med store grene, og hun kunne hoppe vildt højt. En dag hvor jeg var lidt sent på den, tissede hun på gulvet af glæde, da jeg kom og hentede hende. Det mærkelige er, at jeg kun kan huske bestemte billeder af vores leg. Og pludselig stopper min hukommelse. Den er kulsort. Hvor blev Andrea mon af? Flyttede de? Minder er noget mærkeligt noget. Jeg husker så mange dårlige ting, så det gør ondt i maven, men Andrea er dybfrosset som et enkelt snapshot af en sort og hvid overglad hund, der står i en sø af tis.
En gang tissede jeg i bukserne - ligesom Andrea. Det var en eftermiddag efter skole. Jeg var endelig blevet inviteret med til at lege. Og så hos Anne-Mette, hende der styrede klassen og alle pigerne, og hende der som regel ignorerede mig. Hun og Berit fra min klasse skulle lege i Anne-Mettes gård, som var stor og dejlig med mange børn og gynger og alt muligt. Ved mit hus var der ingen legeplads - kun en lille asfalteret firkant med plads til skraldebøtter.
Jeg gik først hjem med min taske. Jeg spiste ikke noget, sådan som jeg ellers plejede, men skyndte mig ud af døren igen og hen til Anne-Mettes lejlighed. Hun boede i den anden ende af gaden. Jeg ringede på. Der blev åbnet. Jeg gik op af trappen. I døren stod Anne-Mette og smilede.
”Hej, jeg er glad for, at du kunne komme.”
”Ja, men tak for det.”
”Ved du hvad, vi går lige ned og gør klar, bare vent her,” sagde hun og lukkede døren, mens jeg spagt svarede ok. Jeg havde sommerfugle i maven.
Gøre klar? Gad vide hvad hun mente. Det var nok, fordi hun glædede sig til, at jeg skulle være med. Så kedelig var jeg da heller ikke, og jeg gik da til ridning i Amager Ponyklub. Men jeg legede mest og bedst med biler og plastikheste. Jeg byggede fantasi-stalde af tændstikker uden svovl, og med papmaché og hønsenet lavede jeg ridebaner til alle mine heste som også fik hjemmelavede sadler af læder og filt. Der manglede ikke noget i min hesteverden. Jeg havde også engang skrevet efter en penneven i ”Min Hest”, men fik kun ét resultat. Det blev til ét svar frem og tilbage. Vi kunne ikke rigtig finde på noget at skrive om. Det var også meget nemmere at være alene om den verden.
Tiden gik. Hvorfor kom de ikke tilbage? Jeg vovede ikke at rejse mig fra trappetrinnet og ringe på, for de ville jo hente mig. Jeg skulle tisse, og min blære var ved at sprænges, men jeg var blevet inviteret, og jeg turde ikke andet end at vente. Der var linoleum på trappen, og det var blødt at sidde på. Pludselig kunne min blære ikke mere, og jeg mærkede varmt tis risle ned igennem buksebenet af mine forede fløjlsbukser. Langsomt sivede det ned langs benet og ud på de lysegrå trin. Jeg rejste mig op, mens det piblede nedad og nedad. Jeg gik en omvej hjem. Jeg var bange for at nogle fra klassen skulle se den våde plamage bag på mine bukser.
Næste dag i skolen ignorerede Anne-Mette mig hele dagen. Ja, faktisk resten af min skoletid. Jeg blev ikke inviteret igen, og det var sådan set også lige meget.
| < Forrige | Næste > |
|---|