Jeg kan ikke komme i tanke om nogen kunstner, levende eller død, jeg har elsket som Michael Jackson. Hvor er min ironi henne, når jeg skal skrive om ham?

Han var en enormt positiv person. Han havde 5 storebrødre, som givetvis elskede ham overalt i verden. At se dem på scenen må have været inspirerende og drømmen om selv at gå på scenen og hive den hjem lige som dem, må  have været hos ham altid, selv mens han blev mere og mere populær.

Jeg ser Michael Jackson som en kunstner hvor det drejede sig om musikken. Han lærte virkelig verden noget substantielt og ægte. Om hvordan man afleverer kunst og selv træder til side.

Han var ikke en intellektuel person. Han kunne næppe have skrevet noget særlig fornuftigt i sin selvbiografi. Hvorfor det ikke var muligt for et eneste fornuftigt menneske at trænge igennem til ham og få ham fra at afholde de 50 koncerter, er underligt og sørgeligt.

Ja, det er et tab for verden. Det er altid rart at have en blød person der er mærkelig i nærheden, når vi ikke rigtig ved hvad vi skal sige og trænger til trøst og glad musik.

Michael Jacksons musik. Ma Ma Se, Ma Ma Sa, Ma Ma Coo Sa. Virkelig uimodståeligt nyskabende.

Meget underligt at have en masse glade minder om en fyr man aldrig har mødt. Jeg kan forestille mig et møde med Michael Jackson. Han smiler. Jeg siger et eller andet forvrøvlet og han smiler igen og siger en kort vits. Mødet er slut. Jeg er tryllebundet og føler verden bugne af betydning.

Hvor var det ærgerligt at Michael Jackson ikke havde mere modstandskraft og handlede mere rationelt. Et nyt ansigt er en mærkelig ting. Der er stort set ingen der får et nyt ansigt. Hvad ville en kommunikationsrådgiver eller coach mon sige til at vedkommendes kunde ville have et nyt ansigt? Nej. Det er en dårlig idé. Din identitet bliver bloppet. Men i Michael Jacksons tilfælde blev det en form for vits.

Jeg kan huske de præcise omstændigheder vedrørende mit første auditive møde med helten. Det var på  båden til Samsø i begyndelsen af 80’erne. Min klassekammerat satte et brunt bånd på det der dengang hed en ghettoblaster. Ud strømmede Ma Ma Se, Ma Ma Sa, Ma Ma Coo Sa. Det var musik der rummede en stor pligt for denne ukendte mand. Det var forunderligt. Nyskabende og over al måde lovende. En slags ligning med vellyd på den ene side og et musikalsk idéindhold på den anden side der sagde spar to. Man var med. En hel verden oplevede det samme.

Fik Michael Jackson verden til at hænge sammen fordi han var vores allesammens hofnar? Ja, det gjorde han da. Og derfor er det trist han er væk. Men han gjorde også verden lidt mere skør end den er.

Hvad var hans problemer? Nu siger de, han var en martret sjæl.

Hvilke træk i tiden så Michael Jackson med sin musik og med sin offentlige personlighed? Hvilke behov dækkede han? Jeg har været inde på mindegruppen for ham på  Facebook og set hvordan et hav af mennesker har skrevet det samme og det samme igen og igen. Hans storhed var altså for mange mennesker stedfortrædende. Fatter folk ikke at de skal udtrykke sig selv, ligesom Michael Jackson gjorde? De skal ikke bare skrive RIP og I love you, Michael, men søge at udtrykke hvad de selv mener om sagen. Hvorfor skal det være så svært at søge indad og sige det med sine egne ord? Verden er ikke bygget for at vi skal være anonyme.