Ture Lykkegaard: Homevideo
af Ture Lykkegaard Søndag, 12 Juli 2009 09:47
Når jeg er inde i digog dine skedevægge omkranser mig
fylder jeg et hul i din sjæl
der før var ubeboet
eller var beboet af hullerne
i vores samtale
hvis jeg kunne, ville jeg søge
dybere ind og op i dig
til jeg nåede livmoderen
for, som Nikodemus, forvirret
at ville kravle ud igen,
indtil du griber mig
lader mig tage bolig
og ikke slipper mig
før du får mig ind
og op i kroppens
organiske indre, fra hvor
nattens drømme fostres
i et land med bække
med kilder og med strømme
af vand, der vælder frem
i dale og bjerge. Sandelig,
jeg lever ikke af brød
men alene af hvedekornet fra
min organiske underjords
vandringsfærd bag dine
rosenrødlige læbers port.
Når jeg ser din mund
og alle de kys elskende har efterladt her
alle de gange de som jeg
har aflæst hver deres ordlyd
af dine simrende læber,
tænker jeg, at ordlyden
er den samme på
ethvert kendt sprog
samme ordlyd som
hullerne i vores samtale
og alle de samtaler du og jeg
måtte have haft med
alle de elskende
der har krydset den
midlertidige afstand
mellem vores læber
indtil dette øjeblik,
taknemmelig for at
alle sprog dog tales
med to tunger, lige som
de to der mødes i dette kys,
såvel som i alle de
foregående, der blandt
millioner har ført
netop vores
læber sammen.
Når jeg er inde i dig
er jeg på opdagelsesrejse i
en organisme der er
fremmed fra min
jeg opdager en ny verden
der ikke længere er ubeboet
men har været beboet
fra det øjeblik
i tidernes morgen
hvor jeg var her
som pilgrim i
det forjættede land
hvor synd er dyd
og kropsvæsker
mælk og honning
hvor jeg er alene
og du omslutter mig
og min ensomhed,
alene på sporet
af dig.
Når jeg mærker dine bryster
med grådige hænders famlen
føler jeg mellem mine fingre
en fin og sart hud
umærket af ungdom og ælde
som satte jeg med min
hånd den første
fod på månen,
betrampede den
og sekundet før jeg afgik
slettede ethvert spor
af menneskelig begærlighed,
alle tiders tavshed
og tungers ord
før jeg letter igen
efterlader jeg dit bryst
så fint og sart
som skinnet fra månen
blegt, dog klart
da et menneske første gang
fra en mørk klode
fik den tanke
der at plante sin fod.
Når jeg er inde i dig
er du overalt;
dog, havde jeg end
tvunget mig vej
og overvundet dig,
er det blot dig der har
vundet i mig,
som var vi ene og alene os
og ikke du og jeg.
*) Trods den æggende titel, eller måske netop herfor, er det på sin vis et ganske uskyldigt digt. Blot har jeg som et privat kameraøje vendt elskov, med alle dens flimrende sanseindtryk, indad mod et kognitivt mylder af typologiske brudstykkers fysiognomi. Eller måske er det snarere et slags forsøg på en anatomisk dissektion, der i teksten møder læserens øje, uden dog at afsløre andet end som så. For der er i øvrigt, udover typologien, ganske god og sædelig orden og sammenhæng fra linie til linie. Ja, netop af samme grund tør jeg, under bogstavernes overflade, vende videokameraet helt ind under huden og ind i den elskedes anatomi. Således er det en ode til den kødelige kærlighed, så at sige i bogstaveligste forstand, men ligeledes til sjæl og ånd, som i vores tids tænkning uløseligt er forbundet med kroppen. Derfor har troen på det evige liv og den udødelige sjæl svære betingelser, for når kroppen er død, regner vi også sjælen for død, i og med at al bevidsthed blot bliver regnet for kropslige biokemiske processer. Også digteren har her svært ved i tanken at adskille sjæl og legeme, og søger derfor kærlighedens forjættelse, ikke blot i kvindens underliv, men i hele hendes organiske indre, der således bliver sjælens og åndens hjemsted. Dette går videre end det blotte seksuelle samkvem, eller rettere, elskovs stræben bliver, lige såvel som blot kropslighed, en stræben efter det tabte paradis, der således bliver legemliggjort, bogstavelig talt, af den elskedes fysiologi og forestillingen om hendes anatomi. Hendes ”indre”, altså følelsesmæssige egenskaber, smelter sammen med hendes bogstavelige indre kropsorganer. Det kan da kaldes at overvinde dualismens splittelse. Og ikke kun mellem sjæl og legeme, men også mellem mand og kvinde; på min rejse inden i hende bliver vi bogstavelig talt ét kød. Som én om dette digt skrev til mig: ”Måske er det derfor, vi så tit brænder op i hinandens indvolde”. Og jeg svarede hende tilbage: Tænk dig, jeg ønsker intet andet end dette, at gå til grunde i en kvindekrop. For jeg finder ikke her indvolde, eller rettere, i så fald er disse indvolde besjælede, så de tager sig ud som et ”land med bække/ med kilder og med strømme/ af vand, der vælder frem/ i dale og bjerge”. Det mandlige begær kan være så, ja, fortærende, at man i en mere eller mindre overført forstand ligefrem kan brænde efter at konsumere den elskedes krop, eller at konsumeres i den. I øvrigt er sådanne forestillinger universelle i religiøse kontekster, om end her præget af en vis infantil seksualitet, ikke uden lighed med den dyrkelse af de kanaanæiske moder- og frugtbarhedsgudinder som Asjera og Astarte, som Jahve bruger en anseelig del af stoffet i Gl.Test. på at bekæmpe, til trods for at selv samme stof, eksempelvis i Højsangen, i betydelig grad er præget af kanaanæisk religion. Digtet er også præget af religiøs synkretisme, samme synkretisme som var lige så udpræget for nytestamentlig tid (og bekæmpelsen af den for Ny Test. selv), som den er for vores egen. I digtets optik er seksualiteten, som for den kanaanæiske sakrale prostitution, en helligdom, og kvindekønnet, med en god stænk moderne religionsblanding, porten til Israels forjættelse. Således er ”naturbeskrivelsen” af den kvindelige anatomi stærkt inspireret af 5Mos.8,7, som netop er forjættelsen om det Kanaans land, som israelitterne med magt skulle tage i besiddelse, inklusiv dets moder- og frugtbarhedsgudinder. Ligeledes, for forvirrede romantiske sjæle, for hvem den elskedes krop er som Guds egen, er heller ikke nævnte tanke om at konsumere den eller at konsumeres deri fremmed for Ny Test., men tværtimod (om end under indflydelse af en vis dosis sværmerisk tekstindlægning, snarere end udlægning) et særkende herfor. Tænk blot på nadveren, på Jesus, der i øvrigt, for hvem der vil modtage det, vil give vand, som i denne skal blive en ”kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh.4,14), samme Jesus, der om sig selv et par kapitler senere siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik” (Joh.6,53-55).
| < Forrige | Næste > |
|---|