Mikael Rosenbaum: Det stille bål

af Mikael Rosenbaum Søndag, 12 Juli 2009 09:57


Står stille foran et brændende bål
mærker dets gløden i mine knogler,
en brændende varme, en isnende kulde
ikke til at skelne fra følelsesløshedens
hvide rus.

Mine tænder sidder sorte og løse, fikserede i lyserøde gummers stol, fråder i smerte, sammenbidte om et stykke papir, et barberblad, foran tungens tavshed ligger en verden, et lys skulle vælde fra tungens mønstrede sprog, veje skulle have været kortlagt, en virkelighed skulle erobres og vælges. Alt, jeg har og klamrer mig til, frustrations sorte tale, sorgens og vredens læskede grin, en mund, der løber i vand over sin egen smerte, cellernes fedt hvidnet i den galskab, som kommer af at ville være god, størknet og tørret bort, ud, fuglesangen fra i går morges i min hjernes indtørrede kirtel, en hvid månes krystaller af fedt og mærker af træthed på neglene.

På firmamentet blinker et billede af min hjerne, en smerte ved ordene, jeg sagde, løftede til tegn og fortryder, ønskerne, nu ikke andet end tabet af fremdrift, en fastlåst hoftes halverede gang på Jorden, den skæve tandrækkes mumlen vredet af led, det smukke og gode skulle ha været i stedet, hvis det nogen sinde fandtes, ulmede det i bålets glødende kerne. Vi er ikke verdens centrum, vi er vort eget rådvilde centrum i en udefinerlig verden.

Og verden består af lutter forskellige centrummer, løse tråde og forvildede veje, trafikuheld,  bunden er en knude, et såret barn. Et tabt slags rustning rasler, prøver de bulede blikspande som hat foran de ødelagte våbens spejl, foran en indgang til det tabte land, døren er blændet, ruderne slået ind og dækket af brædders kryds, et smadret kors over øjnenes idiosynkratiske skelen. Uden at være kommet ud, uden at ha været fri, er min krop  i rustningen rådnet væk, tilbage er en knude af fedt.

Idealets talg kogt ind til en hård, massiv klump, våben strinter ligegyldigt i alle retninger, stråler og knive snitter dovent i et ar, prøvende om vævet, den døde illusions løse hud, kan holde. Det er så kriminelt som at voldtage en stol af blankpoleret træ. Jeg havde fundet en vej indad, en uendeligheds bane, og vil stadig gå den vej sammen med dig, hvile i billedet af min åndes røg på verdens kant, tegne indadsøgende mønstre, udvikles og oplades i den drøm, hvis gåde jeg er kommet for skade at løse.

 

< Forrige   Næste >