Thomas Boston: Døden vasker op
af Thomas Boston Søndag, 12 Juli 2009 14:34
Det er er aften og Døden står ude i køkkenet og vasker op. Selvom mange forbinder Døden med mørke, har Døden tændt halogenlamperne. Det gør Døden for at kunne se. Døden har åbnet køkkenvinduet ud mod haven for at snuse lidt til Livet som Døden beundrer og ikke kan leve uden.
Det er tid for natsværmere og ind flakser et eksemplar. Sværmeren pisker rundt i hidsige buer og forgæves kamikaze-linier mod lampen. Støvet står i små skyer ud fra hvert dunk.
Døden prøver at vifte sværmeren ud, men opgaven er umulig. Den bliver ved at fare mod halogenlykken over vasken. Løsningen ville måske være at slukke lyset, lade vinduet stå åbent og vente på dagen. Men der er meget opvask der skal tages og alle mulige former for død der skal ordnes i morgen, hvor Døden har morgenvagten.
Inden rationalerne er tilendebragt lander sværmeren med et ”plisk” på ryggen nede i sæbevandet, hvor den laver en masse små ringe og spræller løs med sine seks ben. Døden tager en tør klud og lader sværmeren få fat. Den kravler nu op, underligt grå og befriet for mønstre. Den er helt forvirret og prøver lykken en gang til mod lampen ovenover. Det bliver et lille spjæt og fik den ikke netop fat i kludens fibre, var det opvaskevandet om igen.
Døden tager og holder natsværmeren mellem tommel og pegeknogle. Det er en stor krabat og gennem knoglerne kan Døden tydeligt mærke hvordan det lille hjerte og musklerne vibrerer.
Findes Gud? Er det Gud der brummer gennem denne lille skabning og helt ud i Døden? Tror natsværmeren mon stadig den flyver?
Døden er gået ind i stuen hvor lyset er dæmpet. Hvor er natsværmeren i grunden smuk og selv om den er stor af sin art er den stadig lillebitte. Døden kommer tæt på og ser på de brungyldne øjne der reflekterer selv den mindste smule lys og snabelen der i en smuk spiral springer ud mellem disse to guldkugler.
Nu er det som om natsværmeren er faldet lidt til ro. Den har måske affundet sig med at den ikke flyver længere og at den ikke kommer til det. At støvet er væk, at den kun kan kravle og at blomsterne nu er uopnåelige som de svæver på deres stængler. Men den er trods alt fri for flagermus og erkender at skæbnen er på Jorden.
Ja.
Så Døden klemmer til. Det knitrer kort og det er bedst sådan.
| < Forrige | Næste > |
|---|