Thomas Boston: Ensomheden stirrer over liv, død og over broccoli

af Thomas Boston Søndag, 12 Juli 2009 16:41

Man siger ikke så meget om Ensomheden som man siger om Tiden. Tiden kommer i mange slags. Men Ensomheden, den er kun sig selv. Sproget har berøvet Ensomheden for slægtninge. Der findes ikke Ensomhedstyper, medmindre man tænker på alle de mennesker der sender Ensomheden tanker eller de Ensomheder der er andre steder af verden, hvor de solitudende rider mod solnedgange. Nej, der er ikke så mange slags Ensomhed. Det er som om at der ikke rigtigt er nogle ord der vil knyttes til den og derfor er Ensomheden så ensom, så ensom. Så grufuldt ensom.

Ensomheden er en slags regent i sit eget rige. Men den er ikke rigtigt royal. Ordet "majestæt” står indimellem ved siden af Ensomheden, men det er ikke en del af ordet og når Ensomheden vinker til folk, vinker de sjældent igen.

Ensomheden ser TV. Den holder meget af at se programmer om verdens ørkener og om Antarktis, hvor der næsten er ligeså øde som i Ensomhedens hjerte. Egne, hvor beboerne accepterer Ensomheden langt mere, end i byerne hvor Ensomheden er frygtelig. Ensomheden tuder over pornofilm, langt oppe i en forstadsskyskraber med kun et vindue, en bygning der, set langt fra, ligner et tårn med en blinkende blå lampe. Menneskene der rører hinanden udenpå og indeni tegner med deres kropsdele et studie af Ensomhedens ynkelighed. Ensomheden ved da ellers godt at det bare er skuespil, en verden den aldrig får del i. Så Ensomheden går på nettet, hvor den glemmer sig selv, laver et andet selv. Ensomheden har mange venner på nettet men fantasien i ledningerne og serverne (der måske står et ensomt, øde sted i Arizona) står i kontrast til stuens stilhed.

Ensomheden har det bedst i fred og ro og værst mellem mennesker. Den er unik og speciel og det kan den blive helt høj på, men den falder ligeså langt, og efterlader uden et lyd et kæmpe krater, hvor den føler sig hjemløs, fordrukken og ude afstand til at kravle op. Til tider føler den sig helt og aldeles urimelig. Sådan lidt stresset over sig selv.

Når Ensomheden har det sådan, kan den absolut ikke tyre de madlignende smaskelyde og de befrugtede disede blikke nyforelskede par udsender. Denne hjernedøde dunst af kærlighed, den iltberøvende tæthed og de konstant strygende hænder der syder og giver grimme pletter på Ensomhedens blanklakerede accept af sin tilstand.... Forelskelse.... Ordet klinger som en sindssygdom. Forelskede elsker for meget, bliver momentant uklare og tåbelige og de glemmer fuldstændigt at Ensomheden sidder lige i nærheden og bare vil have at de stopper med deres naive larm og deres fysiske tåbeligheder. Men Ensomheden ender med at gå fra irriteret til sørgmodig. Den ved jo godt at det er forkert at have det sådan...

Ensomheden synes det er mærkeligt, at der er så mange der kender den, taler om den, men at ingen vil være sammen med den. Ensomheden ønsker også selskab men ved at den er frygtet. Lidt ligesom Rambo, fantaserer den, men den ved godt at den er frygtet på sin helt egen måde. Så Ensomheden ryger cigaretter og synes at det kan være ligemeget det hele.

Det sker alligevel at Ensomheden får besøg – f.eks. af kunstnere, der håber på at blive så kede af det at, de kan lade tårerne dryppe ned over blækket og se bogstaverne tage nye former. Ensomheden knuger kunstnerne alt imens de tror de græder for alle andre i verden. De vil indimellem gerne vise hvor meget de kender Ensomheden og så vil de alligevel ikke rigtigt være sammen med den. Ensomheden synes det er underligt, men kan alligevel godt lide et besøg i ny og næ.

Ensomheden vil så gerne hygge om sine gæster. Den er god til det der med musik og sætter knitrende blå lakplader på, der lyder som regn i al slags døgn. Den serverer omhyggeligt forberedt sushi, men jo flottere tallerkenen er jo værre smager det. Og det varer ikke længe inden at folk får nok og så forlader de Ensomheden for ikke at få blå mærker indeni. Ensomheden kan ellers godt lide kunst. Den skriver blandt andet langmodige digte, men de lyder ofte ens.
Her er et af dem:

/ en som mig /
/ en som hed dig /
/ en som hed en enhed som os /

Ensomheden har for eksempel skrevet dette lille digt tre gange. Engang da den drømte om venskab, engang den troede det var der, og endelig, engang da den begræd, at venskabet ikke var mere. Ensomheden er ikke så kunstnerisk, men den er da alligevel lidt stolt over at være inspiration for så mange. Så føler Ensomheden sig næsten som en rigtig kunster selv.

Ensomheden kan indimellem godt se det smukke i sig selv og bruger meget tid på at spejle sig. Men Ensomheden symmetrisk og er ikke engang spejlvendt, den findes kun i en udgave. Ensomheden er sit eget kontante og konstante minde om sig selv. Indimellem vender Ensomheden sig ud mod verden, men fortabes ofte i termorudens dobbeltlag hvor skygger og linier forstærkes som i en flad krystalkugle hvor den uafværgelige rynketid skues i sigøjnertågerne. Også den tid der bag lukkede øjne skal opleves, helt alene, af os alle. Undtagen af Ensomheden, den er sig selv og vedbliver sig selv.
Selv, selv selv.

Det sker også at Ensomheden besøger os. Den har aftaler og må indimellem arbejde i altings funktion. Den står ved grøntsagerne i supermarkedet og holder måske øje med en lille pige der for første gang er blevet, sådan rigtigt væk, fra sin mor. Hun begynder at græde, da hun ser Ensomheden ved broccolien - som hun heller ikke kan lide. Ensomheden starter med at skæve diskret og ender med at stirre intenst.

Ensomheden stirrer på Nørreport station, hvor den ser exfamiliefaderens tiggen i toget og at kupéens blikke vendes bort med en diskretion, der får Ensomhedens blik til at stå lidt mere tydeligt. Den er på tårevædede senge, hos mennesker der netop har hørt ekkoet af Kærlighedens smæk med døren og nu tror at døren er låst udefra. Ensomheden er i hospitalsstuen hvor en årelang kærligheds fysiske manifestation ophører. Der står den tavs og pinlig i hjørnet med en uønsket trippen og ved ikke rigtigt hvad den skal sige. "Tjaah..." "Så deeet...", eller "Ja, det var det", siger den måske...

Nogle gange er Ensomheden i lejligheder, hvor man kun kan høre tikkende, tunge åndedræt og hvor luften er tyk af gammel lugt og blikke mod gråt. Ensomheden lukker tilsidst døren med en sørgelig hvisken og går ud i larmen, børnene, parrene, bollevennerne, familierne, vennerne, elskerne og elskerinderne, naboerne, swingerne, kammaraterne, kollegerne... Ud for at holde øje med enlige skikkelser og gardiner der kortvarigt trækkes til side og falder ned igen. Ud for at lede efter kontrasten. Ud for at finde sig selv.

Vi bryder os jo nok ikke så meget om Ensomheden og den ved det godt. Ensomheden vil faktisk heller ikke være i stue med os. Det skal vi huske på, og så åbne døren så vi kan følge Ensomheden pænt ud, trykke den i hånden og tage afsked - for en stund.

Vi ser Ensomheden i øjnene, siger tak for at minde os om livet, om døden og for i det mindste at være en man kan heldagsregne med.

< Forrige		Næste >