Men frem for alt lærte han, mens sommeren gik på hæld, at elske lediggangen, uvirksomheden – ikke længere som spand af frihed, stjålet her og der fra det ufrivillige arbejde, ikke som den slags utilladte glæder han havde listet sig til, siddende på hug foran et blomsterbed med plantegaflen dinglende mellem fingrene, men som en overgivelse af sig selv til tiden, en tid der flød langsomt som olie fra horisont til horisont hen over verdens ansigt, skyllede hen over hans krop, løb rundt i hans armhuler og skridt og bevægede hans øjenlåg. Han var hverken glad eller utilfreds når der var arbejde at gøre; det var lige meget. Han kunne ligge hele eftermiddagen med åbne øjne og stirre op på  bølgerne i bliktaget og de rustne spor på  dem: hans tanker begyndte ikke at strejfe, han så  ikke andet end bølgeblikket, og linjerne forvandlede sig ikke til mønstre eller fantasifigurer: han var sig selv, han lå  i sit eget hus, rusten var bare rust, det eneste der rørte sig var tiden der bar ham fremad på sin strøm. En gang eller to gjorde den anden tid sig bemærket, den tid hvor krigen var til, ved at jetjagere hvinede højt over hovedet på  ham. Men ellers levede han uden for kalenderens og urets rækkevidde i en krog der var velsignet med forglemmelse, halvt vågen, halvt sovende. Som en snylter der døser i indvoldene, tænkte han; som et firben under en sten.

J.M. Coetzee: Historien om Michael K, s. 138, overs. af Niels Brunse, Hekla 1984

     I dag skal det handle om romanstruktur, livsdrømme og Woody Allen. Mange mennesker der skriver må drømme om at arbejde struktureret og opnå hvad Woody Allen har opnået inden for filmmediet. 
     Perspektivet med at arbejde med en roman på en anden måde end den der umiddelbart byder sig til, den spontane, umetodiske, dybt forvirrede, og simpelthen lave en metode virker interessant på mig. Forfattere har så travlt. Det passer til mig at skrive den og den bog. Hvorfor ikke sige: Den og den metode passer godt til mig. Men hvordan foregår sådan noget? Hvad lavede Coetzee da han skrev Vanære? ”Hvordan går det Coetzee?” ”Jeg skriver Vanære.” ”Hvad gør du?” ”Jeg skriver Vanære.” ”Det forstår jeg. Men hvordan gør du?” ”Jeg gør ligesom Morten siger jeg gør, jeg starter med at skrive at David har en affære med en studerende. David bliver fyret. David flytter ud til hans datter i veld’en.” ”Det har du styr på, kan jeg høre. Men hvordan får du teksten til at blive så udramatisk.” ”Udramatisk?” ”Ja, udramatisk.” ”Det ved jeg ikke. Jeg er ret slem til at dramatisere alting. Derfor synes jeg det er herligt, når teksten ligesom bliver det modsatte af mig selv.” ”Du laver altså en tekst som har et helt andet temperament end dig selv. Men du virker som en meget sky, tilbageholdende og afdæmpet mand.” ”Gør jeg virkelig?” ”Ja. Du skriver altså som en anden når du skriver?” ”Ikke som en anden. Selvom jeg dramatiserer meget i mit indre liv, jeg er meget følsom omkring de ting der sker, så forsøger jeg at gøre det modsatte, når jeg skriver.” ”Men kan du bruge dig selv, når du ikke adlyder det temperament du egentlig har fra begyndelsen af?” ”Ja, det kan jeg sagtens, oplever jeg. Ellers ville jeg vist nærmest være overspændt og sentimental. Det kan hverken jeg eller læseren være tjent med.” ”Men er det ikke lovlig uambitiøst at skrive så enkelt. Verden er jo ikke enkel.” ”Verden er ikke enkel, nej. Men det der betyder noget er ikke om verden er enkel, men hvordan mennesker er.” ”Hvordan er mennesker?” ”Det ved jeg ikke rigtig om jeg kan svare på. Jeg mener jeg tager stilling til det i Vanære, men jeg ved egentlig ikke hvordan.” ”Jamen ved du ikke alt om Vanære?” ”Sådan ville jeg ikke sige det, nej. Men her skal vi passe på med ikke at romantisere. Jeg ved nok mere om Vanære end de fleste.” 
     Men hvordan med det med at søge inspiration? Hvordan gør man det? Hvor leder man? Tager man bare båden til Tunis over Middelhavet ligesom Johannes V. Jensen gjorde, da han skrev Sømandsvise? (En sømand har sin enegang, / som fange på en ø. / Lyt til en simpel ene sang /  mellem vind og sø…)  
     Igen må jeg opsummere de emner jeg er kommet i nærheden af og som ikke var gode nok: 1) Venskab. Kasseret. 2) Det gode parforhold. Kasseret. Hvad er der ellers at skrive om? Der er mange ting. Skal min bogidé flyve lige ned i hatten på mig, eller er det tilladt at skrive, tænke, føle, mærke sig frem til en romanidé som jeg synes er bæredygtig, brugbar, anvendelig? Coetzee fylder på en eller anden måde godt ud i mit hoved. Hvad kan jeg udlede om hans metode efter at have læst hans bøger? Ikke meget eller temmelig meget? 
     Er det at lede efter en romanidé det samme som at lede efter en metode? Lad os sige det. Lad os sige at det at finde en god romanidé er det samme som at finde en metode. Laver man bare en liste over ting man vil overholde og så sammenfører den med en struktur som bliver til en brødtekst hen ad vejen. Jeg kan ikke få det til at stemme. Metode og bogidé må være forskellige størrelser. 
     Al denne anspændthed over ikke at eje et helt og fuldt talent. Jeg må indrømme at jeg er nået til et punkt hvor jeg har lyst til at skrive næsten hvad som helst. En mand med fire ben. Måske. En mand med en lås i stedet for hat. Ej. Måske ender jeg med at lave en rigtig syret bog. Jeg håber det ikke. Syrede bøger er helt vildt anstrengende, synes jeg. 
     En helt masse ting oppe i mit hoved er strukturerede efter at skrive på en måde som jeg ikke er indstillet på at vælge. Jeg er opdraget af Paul Auster til at finde det spændende at en mand vågner i sin seng og ikke ved hvad han skal lave. 
     En bogstruktur, en plan for kapitlerne og afsnittene, virker bare så kold og kedelig på mig. Når Coetzees skrift forlader mit hoved har jeg ikke noget at sætte ind med. Skørt. Men nok ret almindeligt. 
     Det er en god idé, tror jeg, at skelne mellem store og små livsdrømme. De små er de vigtigste. Det er vigtigt at lægge mærke til dem, så det hele ikke kommer til at handle om at blive vinduespudser i Alaska, en stor drøm for mange. De store drømme er udtryk for livsbegærlighed, men livsbegærlighed er det noget skidt? Ja, for det får os til at blive nogle alt for hurtige blærerøve. 
     Det at indsamle livserfaring må gøres under stadig bevågenhed omkring de små livsdrømme. Det ofte at samle en grankogle op. Det ofte at mærke skovens fred. Regnen der kommer i små dryp. En puslen i krattet der får os til at drømme og erindre. Det ofte at gå en tur ad en kendt sti. 
     At møde dig kære læser og udveksle synspunkter med dig er en stor livsdrøm, som jeg desværre må nægte mig selv fordi jeg er mere interesseret i de små livsdrømme. 
      Jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om Woody Allens film. De har faktisk lært mig meget om kærlighedslivets gåder. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive om dem.  Jo, Woody Allen synes at være splittet mellem den intellektuelle a la Susan Sontag og gadedrengen. Alligevel er Woody Allen en meget original kunstner der ofte udforsker umulige sprog, han lader personerne taler på en måde, som man aldrig ville gøre i virkeligheden. Det er svært at finde en fællesnævner i Woody Allens film, ud over det neurotiske, men også det med at han forsøger at udtrykke mere i en dialog eller monolog end man egentlig kan under normale forhold. Jeg synes Woody Allens film er et skatkammer. I Crimes and misdemeanors kritiseres Alan Aldas karakter for at undergrave demokratiets sensibilitet med de tv-soaps han producerer. Den vending er jo utrolig præcis. Jeg ved ikke hvor Woody Allen har stjålet den fra eller om han selv har fundet på den, men den slags er guld.