Anja Christophersen: OD

af Anja Christophersen Mandag, 05 Oktober 2009 11:35

Til alle dem, der ikke kan flygte fra afhængigheden. Til dem, der ikke kan flygte fra kærligheden. Og til dem, der ikke vil.

Til Clive.

Du sidder i lathyrus-hækken med hænderne i skødet. Du er omkranset af små pastelfarvede blomster, og først troede jeg, at du så på mig. Det gør du ikke. Dine smukke grønne øjne er fjerne, og du ser ingen steder hen. Jeg prøver at tage din hånd, men du reagerer ikke på min berøring. Jeg kalder på dig. Jeg kalder på dig flere gange - siger, at du skal vågne, at du skal komme tilbage!

Blomsterne visner ganske stille. Alle pastellerne bøjer hovederne i sorg over din langsomme død. Kun de hvide blomstrer stadig og stærkere end før. Jeg kalder på dig igen. Jeg minder dig om, at du har en søn; at der ikke er nogen til at passe på ham, hvis du dør. Når du dør. For det gør du. Du dør for øjnene af mig, og du kommer ikke tilbage, uanset hvad jeg trygler dig om. Jeg græder uden lyd og rører ved dit ansigt. Du reagerer ikke. Ordene kommer med en helt ny desperation.

- Se på mig nu! Du kan ikke bare dø fra mig nu, jeg kan ikke leve uden dig. Jeg vil ikke leve uden dig. Jeg elsker dig.

Dit blik er fjernere nu end nogensinde, og jeg ved, at du ikke længere ser denne verden. Jeg plukker en lille buket af de hvide ærteblomster, piller forsigtigt en visnet lyserød og en lys violet blomst ud af buketten, som for alt i verden skal leve.

Jeg rejser mig, ser på dig en sidste gang og ved, at jeg aldrig har set nok på dig. Jeg knuger den lille buket hvide blomster i min hånd, da jeg forlader dig for sidste gang. Jeg finder din søn, som går alene rundt i gaderne, jeg giver ham blomsterne, tager hans lille hånd, forsøger at smile til hans store blå øjne. Jeg kan ikke. I dag er ikke smilets dag.

Jeg sejler væk med din søn på et skib med hvide sejl. Vi er begge alene uden dig.

< Forrige		Næste >