• Kontakt redaktionen
• Alfabetisk indeks

|leksikon|
|A|B|C|D|E|F|G|
|H|I|J|K|L|M|N|
|O|P|Q|R|S|T|U|
|V|W|X|Y|Z|Æ|Ø|Å|

|leksikon|
|A|B|C|D|E|F|G|
|H|I|J|K|L|M|N|
|O|P|Q|R|S|T|U|
|V|W|X|Y|Z|Æ|Ø|Å|

oplysningskontoret.dk er opdateret 2. september 2010 og indeholder 1485 artikler.

Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 22, 5. oktober 2009

af Morten Hjerl Hansen Mandag, 05 Oktober 2009 12:52

Kære Michaels, 
     svaret er: fordi jeg gerne vil kende din historie. Jeg vil vide hvordan det er gået til, at netop du af alle mennesker blev inddraget i en krig, en krig du ikke hører hjemme i. Du er ikke soldat, Michaels, du er en pudsighed, en klovn, en træmand. Hvad har du at bestille i her i denne lejr? Vi kan ikke gøre noget for at resocialisere dig fra den hævnende moder med flammende hår, der kommer til dig i drømme. (Forstår jeg den del af historien rigtigt? Det er i hvert fald sådan jeg forstår den.) Og hvad har vi at resocialisere dig til? Kurvefletning! Plæneklipning! Du er ligesom en vandrende pind, Michaels, ligesom insektet hvis eneste værn mod et helt univers af rovdyr er dets besynderlige skikkelse. Du er ligesom en vandrende pind, Michaels, der er landet, guderne må vide hvordan, midt på en kæmpestor flad nøgen betonslette. Du løfter dine langsomme, skrøbelige pindeben et ad gangen, du kryber rundt og leder efter noget at smelte sammen med, og der er ikke noget. Hvorfor er du i det hele taget kommet ud af buskene, Michaels? Det var der du hørte til. Du burde være blevet hele dit liv i en tilfældig busk i et fredeligt hjørne af en ligegyldig have i en stille forstad, beskæftiget med at gøre hvad vandrende pinde nu gør for at opretholde livet – nippe til et blad her og der, spise en bladlus i ny og næ, drikke af duggen. Og – hvis jeg må have lov at blive personlig – du burde i en ung alder have fjernet dig fra den mor du havde, hun lyder som et rigtigt uhyre. Du skalle have fundet dig en anden busk så langt væk som muligt fra hende og begivet dig ud i et selvstændigt liv. Du gjorde en stor fejl, Michaels, da du bandt hende fast på din ryg og flygtede ud af den brændende by for at søge sikkerhed på landet. For når jeg tænker på hvordan du bar hende, gispende under hendes vægt, halvkvalt af røgen, dukkende dig for kuglerne, midt i alle de andre sønligt hengivne bedrifter du uden tvivl udførte, så tænker jeg samtidig på hvordan hun sad på dine skuldre, tærede på din hjerne og gloede sig triumferende omkring som selve sindbilledet på den store Moder Død. Og nu da hun er borte, lægger du planer om at følge efter hende. Jeg har spekuleret på hvad det er du ser, Michaels, når du spærrer øjnene sådan op – for du ser bestemt ikke mig, du ser bestemt ikke de hvide vægge og de tomme senge i infirmeriet, du ser ikke Felicity i den snehvide turban. Hvad ser du så? Er det din mor, som i sin cirkel af flammende hår griner og lokker dig med en bøjet finger til at gå ind gennem lydtæppet og slutte dig til hende i det hinsides? Er det forklaringen på din ligegyldighed overfor livet? 
    Noget andet jeg gerne vil vide er, hvilken mad du spiste ude i ødemarken, den der har fået al anden mad til at miste smagen for dig. Det eneste spiselige du nogensinde har nævnt er græskar. Du har endda græskarfrø med dig. Er græskar den eneste mad man kender ude i Karoo? Skal jeg virkelig tro på at du levede af græskar et helt år? Det er menneskekroppen ikke i stand til, Michaels. Hvad mere spiste du? Gik du på jagt? Lavede du dig bue og pile, som du jagede med? Spiste du rødder og bær? Spiste du græshopper? Dine papirer fortæller at du var en opgaarder, en lagermand, men de fortæller ikke hvad det var du havde på lager. Var det manna? Faldt der manna ned fra himlen til dig, og lagrede du den i underjordiske tønder, så dine venner kunne komme og spise om natten? Er det derfor du ikke vil spise lejrmad – fordi du er blevet forvænt for evigt af smagen af manna? 
     Du burde have gemt dig, Michaels. Du var for uforsigtig med dig selv. Du burde være krøbet ind i den mørkeste lomme af det dybeste hul og have væbnet dig med tålmod, indtil alle vanskelighederne var ovre. Troede du at du var en usynlig ånd, en gæst på vores planet, en skabning der stod uden for nationernes love? Godt, nu har nationernes love dig i saksen: de har spærret dig inde i en seng under tribunen på den gamle Kenilworth-galopbane, og de vil træde dig i støvet om nødvendigt. Lovene er gjort af jern, Michaels, det håber jeg du er ved at lære nu. Ligegyldigt hvor tynd du gør dig, så slipper de ikke grebet. Der findes ikke noget hjem for universelle sjæle, måske undtagen i Antarktis eller på verdenshavene. 
     Hvis du ikke går på kompromis, så dør du, Michaels. Og tro ikke at du bare vil svinde hen, blive mere og mere ulegemlig, indtil du er blevet lutter sjæl og kan flyve op i æteren. Den død du har valgt er fuld af smerte og elendighed og skam og fortrydelse, og der bliver mange dage at udholde endnu, før udfrielsen kommer. Du vil dø, og din historie vil dø også, for tid og evighed, med mindre du kommer til fornuft og hører på mig. Hør på mig, Michaels. Jeg er den eneste der kan redde dig. Jeg er den eneste der kan se den oprindelige sjæl, du er. Jeg er den eneste der bryder sig om dig. Kun jeg betragter dig hverken som et blødt tilfælde for en blød lejr eller et hårdt tilfælde for en hård lejr, men som en menneskesjæl over og under al klassifikation, en sjæl der er velsignet uberørt af doktriner, uberørt af historien, en sjæl der bevæger sine vinger uberørt af historien, en sjæl der bevæger sine vinger inden i den stive sarkofag, mumler bag ved klovnemasken. Du er noget dyrebart, Michaels, på din egen måde; du er den sidste af din slags, en skabning der er blevet tilbage fra en tidligere tidsalder, ligesom den blå fisk eller det sidste menneske der taler yaqui. Vi er alle faldet ind over kanten og ned i historiens heksekedel; kun du har fulgt dit eget enfoldige lys og set tiden an på et børnehjem (hvem ville have fundet på at bruge det som skjulested?), mens du undgik krig og fred, gemte dig på den åbne slette hvor ingen drømte om at lede, og det er lykkedes dig at leve på den gamle måde, men uden at prøve mere på at ændre historiens gang end et sandskorn gør. Vi burde værdsætte dig og fejre dig, vi burde hænge dit tøj på en voksfigur på et museum, dit tøj og din pakke med græskarfrø, forsynet med et skilt; der burde sættes en plade op på muren til galopbanen til minde om dit ophold her. Men sådan kommer det ikke til at gå. Sandheden er, at du vil gå til grunde i ubemærkethed og blive begravet og glemt i et hjørne af væddeløbsbanen, siden borttransport til Woltemades begravelsespladser er udelukket nuomstunder , og ingen kommer til at huske dig, undtagen jeg, medmindre du giver efter og langt om længe får munden på gled. Jeg appellerer til dig, Michaels: giv efter!

J.M. Coetzee: Historien om Michael K, s. 178-181, overs. af Niels Brunse, Hekla 1984

Litteraturens positive magt: I litteraturen kan vi drømme drømme som er upraktiske, ja ligefrem uhensigtsmæssige i det virkelige liv. Og det kan være godt for den mentale sundhed. Det kan være godt for den mentale sundhed at udleve nogle af vores drømme fiktivt. Det kan få os til at se nogle ting vi ikke var opmærksomme på før. Vi skal være klar, beredte til at lade os trøste og styrke, fatte mod og nære håb. Vi skal skabe plads til litteraturen i vores liv. 
     Hvad er forskellen på disse to udsagn: Hvor er jeg dog et mysterium for mig selv og Hvor er der meget jeg ikke ved? γνῶθι σαυτόν (gnåthi sautón, kend dig selv). Kan man kende sig selv ret godt og samtidig være et mysterium for sig selv? 
     Drømme og mysterier på den ene side. Drifter og realiteter på den anden. I midten et net hvor Caroline Wozniacki sidder og klipper tånegle. Mesteren, geniet der kan få det hele til at gå op i en overraskende forhånd. Udspille modspilleren, overbevise læseren.