Morten Hjerl Hansen: Mandagsklumme 23, 12. oktober 2009

af Morten Hjerl Hansen Mandag, 12 Oktober 2009 14:00

I dag vil jeg skrive lidt om den danske sjæl og det danske vejr.
     Det er fantastisk at ytre sig på skrift i offentligheden. Men hvor væsentligt er det? Mange mennesker der ytrer sig kritiseres for at være selvsmagende og selvprofilerende.
     At skrive kan føles berusende. Hvad med dem der ikke ytrer sig på skrift, men mundtligt? Slipper det altid ud mellem sidebenene hvad et menneske står for?
     Findes der kun én eneste måde at tilkendegive hvad man står for på? Findes der tavse mennesker, som finder en eller anden grund til at gå rundt og bære på det de står for som en hemmelighed som ingen nogen sinde får del i?
     Det handler ikke om at markere sig, men om at bidrage med noget der styrker demokratiets sensibilitet i almindelighed og opmærksomheden omkring menneskets værdighed i særdeleshed.
     Hvad vil det i grunden sige at køre sig selv af på nogen? Det er svært at definere. Det er meget irriterende for andre når vi gør det og meget irriterende for os selv når andre gør det. Det er noget med at sige en helt masse ævl på meget kort tid. Inden for kunstens og underholdningens verden støder vi på det samme.
     Det modsatte ekstrem er at være tavs som graven og mellemvejen er at være fattet, naturlig, sød, hyggelig, afslappet, rar, flink, lyttende, humoristisk, behersket, almindelig, ligetil, afmålt, glad og måske ligefrem spændende. Er det ikke spændende at have en livshistorie som kan tolkes på mange måder af mange forskellige mennesker? Er det ikke spændende at der bag et ansigt, et smil kan gemme sig en masse?
     Jeg har længe drømt om at der var flere ukendte historiefortællere som kom frem i lyset og fortalte os beretninger, fremdrog spejlene i deres sjæle, disse monadekugler og lod dem skinne for alle der havde lyst til at se på. Men nu kan jeg se at det er utopi, naivitet af værste skuffe at forvente at der skulle træde en historiefortæller frem fra hvert enkelt telt i lejren. Folk som de er flest vil have brød og skuespil, men orker ikke at samle folk om fiktive beretninger, om det levende, frie ord. Man kan synes det er mærkeligt og at det er en uønsket situation, men jeg tror det er sådan det nu engang er.
     Er der noget mere inspirerende end folk der tænker og kan selv? Men det er til en vis grænse. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for hinandens inputs og omsorg. De fleste mennesker har faktisk brug for ikke at gå og være single hele tiden.
     Mikkel Thøgersen, hovedpersonen i Johannes V. Jensens Kongens Fald er meget dansk og meget single. Han gifter sig med et projekt. Det er ikke ualmindeligt at vi danskere gør det, gifter os med et projekt. Årstiderne i Danmark synes at rumme deres eget projekt. Den måde efteråret tager over med sådan en myndighed. Den måde den store sommer kommer – ja – med sådan en myndighed, synes det som om. Vi efterligner disse å så myndige årstider i Danmark, uden nogensinde at forstår dem. Vinterens hygge der gror som blomster op ad jorden. Vi finder os i det og vi efterligner årstiderne. Myndig som regn, myndig som sol, over land og by. Sne, vind, havstrømme, arnens gløder. Et pust af frihed der går igennem det hele.
     Narren i Helligtrekongersaften siger ”Og regnen den regner hver evige dag. Hej hopsa i regn og i blæst.” Her i Danmark siger vi bare ”Det regner.” (Johannes V. Jensen: På Memphis Station.)
     Modsætningerne i den danske sjæl er altså bestemt af det som Villy Sørensen kaldte vejrdage, af vejret. Du må opgive sommeren med de små blomster, du må opgive vinteren med varmen fra ovnen, din dovne kat!
     Årstiderne i Danmark synes at rumme deres eget projekt. Det er en lille smule skørt at vi ikke flytter sydpå om vinteren, når nu vi er så kloge. Men kun en ganske lille smule, for hør her: årstiderne i Danmark lærte vi at kende mens vi var ganske små. Den måde vores forældre, ja, alle de voksne omkring os blev en anelse overrumplede af efterårets alvor med kulde, tåge, mørke og mere af den dur.

< Forrige		Næste >