Jeg tænker tilbage til den tid, da den kendte verden knap nok eksisterede for os fire. Dagene blev simpelthen til mellemrum mellem drømmene, mellemrum mellem de skiftende planer for tid, handling, for at gennemleve det aktuelle…  En flodbølge af meningsløse affærer, der skød sig frem langs tingenes døde plan, uden at trænge ind i noget klima, uden at føre os nogen steder hen, uden at kræve andet af os end det umulige – at vi skulle være til. Justine plejede at sige, at vi var blevet fanget i magtområdet for en vilje, der var for stærk og for beregnende til at være menneskelig – det tyngdefelt som Alexandria dannede omkring de mennesker, den havde udvalgt som sine særlige eksemplarer…

Lawrence Durrell: Justine, s. 13, overs. af Elsa Gress Wright, Gyldendal 1991, udkom første gang i 1957. 

Et kort øjeblik ser han sin mor for sig, og han skammer sig over at sammenligne Magret med hende. Ane Ås, Eriks mor, kunne være ond. Det er Magret ikke, men hun kan ikke styre sit temperament. Når  Innhaug stoltheden og det fremmede blod i hendes årer trækker i samme retning, sådan som nu, er hun ikke for almindelige mennesker at hamle op med. Han ved godt, at det ikke er venlige tanker, men sådan er det altså. Og Gud tilgive ham, for samtidig er der noget netop ved det, der gør, at han føler sig tiltrukket af hende. Det er det, der gør hende til Magret og til alt det, hun betyder for ham.

Anne Karin Elstad: Et nyt rodfæste, s. 48-49, overs. af Jan Hansen, Hovedland 2009, udkom første gang i 1979. 

Alexandria og Magrets temperament fremstilles i de to tekstuddrag som to forskellige kræfter der påvirker det personerne vil og gør. Hvilke andre steder i litteraturen er det muligt at gøre rede for dette mærkelige fænomen, at en by og et temperament kan være med til at kendetegne en person? Vi ville næppe i virkelighedens verden sige at en by er med til at gøre os til den vi er.

Handler stor litteratur om stor persontegning? Det mener jeg ikke. Men hvad betyder stor persontegning? Realistisk persontegning? Nej, det tror jeg bestemt ikke er særlig væsentligt i litteraturen.

Hvad er en persons kerne i litteraturen og hvad er den i den virkelige verden?