Arkadien er lykkelandet. Hvor solen skinner svalt og lune luftninger får kæmpestore, tætløvede trækroner til at fnise og hviske som småpiger om kap med de kvidrende fugle. Hvor engen og skovbunden stråler af blomster, dufter tungt af frugtbarhed og summer af bier, der aldrig stikker. Hvor kilderne springer med smaragdglimtende vand og søens rolige bølger spejler de grønne lunde og klukker, når de slår mod de myldrende, gule sivskove. 
     Arkadien er landet, der er så smukt, at det værker i hjertet og vakler i viddet blot at tænke på det. Landet hvor menneskene er så lykkeligt opslugt af at leve, at de alle sammen er smukke hele tiden. Så smukke, at det er til at græde over.

Ebbe Kløvedal Reich: Morgendagens mand, s. 86, Gyldendal 1993. 

De talte om ham. Han var i reklamebranchen, New York, født i Boston. Han så  godt ud, var intelligent, morsom, dannet. Han var også  tiltalende uformel: for fire år siden havde han besluttet at forlade det, han kun var al for rede til ironisk at kalde ”reklameverdenens mammon” – hvorved han gjorde dobbelt grin med sig selv, dels for at være en del af denne mammon, dels for at vende den ryggen, hvilket han havde gjort efter blot tre år – hvor han havde været en stor succes. Det var denne succes, det, at det havde været så let, der havde skræmt ham mere end alt andet. Derfor var han ”stået af”. Ikke for at hengive sig til armod, eller blive hippie, det var allerede gået lidt af mode, for han havde anset sig selv for at være for gammel til det. Og han havde velhavende forældre. Men han havde vendt ryggen til en karriere og en livsform. Derefter havde han tilbragt en hel del tid med at vandre og campere rundt om i Europa. Nu var han toogtredive år gammel. 
     Det var tydeligt for Kate, der lyttede til ham, som om han var en af hendes sønner, at han var fuld af uro og konflikter. Det med at stå af havde ikke været nogen definitiv beslutning. Hans beslutninger lå endnu forude.

Doris Lessing: Sommeren før mørket, s. 64, overs. af Merete Ries, Gyldendal 1974, udkom første gang 1973.

 
[Indhold: 1. Om tv-serien Matador / 2. Om Johannes Sløk / 3. Om Knut Hamsun og Johannes Sløk / 4. Om Nietzsche / 5. Om Maude Varnæs fra Matador / 6. Om Villy Sørensen] 

Hvad skal man gøre hvis man gerne vil underkaste en tv-serie som Matador en kritisk undersøgelse? Jeg ved det virkelig ikke. 
     Jeg synes at Johannes Sløk bliver læst alt for lidt. Han var et levende eksempel på at man må finde renæssancemennesket frem i sig selv, hvis man kan. 
     Knut Hamsun formåede ikke at fremstille lidenskaben ordentligt. Jeg tror virkelig ikke den mand nogensinde oplevede glæde rigtigt. Det var synd for ham selv, for hans familie og for nordmændene og andre som læser Hamsun med oprigtig interesse. 
     En fordom om renæssancemennesket, næret af tyske filosoffer, er at det er hemmeligt interesseret i magt. Det tror jeg er løgn. 
     Matador har som bekendt Maude i en af hovedrollerne. Hvis jeg skal kritisere Matador vil jeg sige at det er pinligt for Lise Nørgaard at der kun får lov til optræde et eneste renæssancemenneske i serien. Det er ikke Maude, men Morten Grunwalds kunstprofessor som optræder i afsnit otte, Komme Fremmede. Han er et renæssancemenneske, men han får kun lov til at optræde i et afsnit. Han er for mærkelig for Lise Nørgaard. Det er da morsomt. 
     Villy Sørensen, som da var et renæssancemenneske, beskriver sit møde med den fysiske kærlighed i en af hans dagbøger, sådan: Det var som at røre i havet med en pind. Sætningen kommer måske ikke på top-ti listen over de mest erotiske vidnesbyrd om kærlighedens glæder, men det er da sødt at han beskriver det så registrerende.