TÅREN 
 
Amalie kom ud fra buntmagerens gård. Hun gik gennem græsset. Hun holdt den lille æske i hånden. Hun lugtede til den. Windisch så kanten af Amalies nederdel. Den kastede en skygge i græsset. Hendes lægge var hvide. Windisch så hvordan Amalie vuggede i hofterne. 
     Æsken var bundet til med en sølvsnor. Amalie stillede sig foran spejlet. Hun så på sig selv. Hun ledte efter sølvsnoren i spejlet og pillede ved den. ”Æsken lå i buntmagerens hat,” sagde hun. 
     Hvidt silkepapir knitrede i æsken. På det hvide papir lå der en tåre af glas. Den havde et hul i spidsen. Indeni, i maven, havde tåren en rende. Under tåren lå der en seddel. Rudi havde skrevet: ”Tåren er tom. Fyld den med vand. Helst med regnvand.” 
     Amalie kunne ikke fylde tåren. Det var sommer, og landsbyen var udtørret. Og brøndvand var ikke regnvand. 
     Amalie holdt tåren hen i lyset ved vinduet. Den var stiv udenpå. Men indeni, langs renden, skælvede den. 
     Himlen brændte sig tom i syv dage. Den var vandret til landsbyens ende. Den så ned i floden i dalen. Himlen drak vand. Det regnede igen. 
     I gården strømmede vandet hen over brostenene. Amalie stod med tåren ved tagrenden. Hun så på hvordan vandet strømmede ind i tårens mave. 
     I regnvandet var der også vind. Den drev glasklokker gennem træerne. Klokkerne var uklare, der hvirvlede blade i dem. Regnen sang. Der var også sand i regnens stemme. Der var også træbark i den. 
     Tåren var fuld. Amalie bragte den ind i stuen med våde hænder og bare, sandede fødder. 
     Windischs kone tog tåren i hånden. Vandet lyste i den. Der var et lys i glasset. Tårens vand dryppede mellem fingrene på Windischs kone. 
     Windisch rakte hånden ud. Han tog tåren. Vandet krøb ned ad hans albue. Windischs kone slikkede med tungespidsen på sine våde fingre. Windisch så på hvordan hun slikkede på den finger hun slimet havde trukket ud af hårene på uvejrsnatten. Han så ud på regnen. Han mærkede slimen i munden. I halsen trykkede brækfornemmelsens knude. 
     Windisch lagde tåren i Amalies hånd. Tåren dryppede. Vandet fra den sank ikke. ”Vandet er salt. Det brænder på læberne,” sagde Windischs kone. 
     Amalie slikkede på sit håndled. ”Regnen er fersk,” sagde hun. ”Saltet er grædt af tåren.”

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden, s. 34f, overs. af Karsten Sand Iversen, Batzer & Co 2009, udkom første gang 1986.

[Indhold: 1. Om plathed og pietisme / 2. Om det at forfatte]

     Vor tids litteratur beskyldes for at være enten plat eller pietistisk. Det er tiden, der er sådan, hedder det endvidere, plathed og pietisme er efterspurgt af læserne, vi har brug for plathed og pietisme. Hvorfor kunne det være sådan? Jeg tror en del af svaret ligger i, at de danske læsere føler sig overoplyste. Humanistiske uddannelsesinstitutioner der føder de studerende med information, men hvor der ikke er en hyggelig kontakt mellem undervisere og studerende. Medier der føder borgerne med informationer, men hvor der bestemt ikke er en hyggelig kontakt mellem afsender og modtager. Hvorfor al den snak om hyggelig kontakt? Fordi den har noget at gøre med kærlighed. Fordi kærlighed er så elementært for hvordan vi forstår os selv og hinanden. 
     Platheden og pietismen beskyldes for at dyrke selvoptagetheden. De har, med andre ord, noget til fælles. Lad os vende det hele på hovedet og betragte Knut Hamsun igen. Måske kan det give et friskt syn på tingene. 
     Hamsun-agtigt: ”Hvis et menneske ikke kan gøres op, hvordan kan man så forholde sig til det? Hvis man skræller al hykleriet væk og ser på det der er tilbage?” 
     Kan man det? Det ved jeg ikke. Min livserfaring siger mig, at man ikke kan ”skrælle løgnene bort”. Jeg føler mig tillige ret overbevist om, at jeg ikke kan give denne livserfaring videre. Jeg føler mig også ret overbevist om, at jeg ikke vil fralægge mig den. Den kan ikke gøres til norm for ret meget, jeg tror man skal være forsigtig med at gøre sine livserfaringer til normer. Jeg tror ikke, at det er den måde tingene virker. 
      Kritikken fortsætter med at platheden og pietismen taber publikum i stor stil fordi pietismen snobber opad og platheden snobber nedad. Det er ikke nogen hemmelighed at dansk litteratur har et lille publikum. Platheden og pietismen er glædesberøvede, hedder det. Pietismen under sig jo sjældent smør på brødet og platheden virker så forceret, at det halve kunne være nok. Kritikken hævder, at den ikke tror læserne finder sig i at læse glædesberøvet litteratur. Skal man tro på al den kritik af pietismen og platheden? Hvordan tager man kritikken til efterretning og hvordan forholder det sig i virkeligheden? 

     Hvem har oplevet, at en forfatter gjorde sig til talsmand for sine egne bøger? Jeg har ikke. Hvem siger, at en forfatter er talsmand for sit eget værk? Hvem siger, at en forfatter er fortaler for sit eget værk? Jeg kan ikke se sammenhængen. Hvis en forfatter var fortaler for sit eget værk ville bogen han eller hun havde skrevet jo være en form for tale eller debatindlæg. En tale har taleren som afsender ligesom et læserbrev eller en kronik. Det er en ret udbredt forestilling at også forfattere debatterer ved at skrive. Det kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i. 
     Hvem siger, at en forfatter mener det vedkommende har skrevet i sin bog? Jeg kan ikke se sammenhængen. Hvem siger, at en forfatter gerne vil have at hans eller hendes bog bliver solgt? Hvem siger, at en forfatter gerne vil have at hans eller hendes bog bliver læst i stort tal? Det er da nok, at blive læst og værdsat én gang af ét fremmed menneske. Det er ikke en æstetik jeg taler om. Man kan ikke udlede en æstetik af det som jeg taler om, for det jeg taler om er et behov hos forfatteren om at blive læst og et behov hos læseren for at læse. 
     Hvem siger, at en forfatter gerne vil forstås? En forfatter vil læses, han eller hun vil ikke først og fremmest forstås. Det er forkert, mener jeg, at sige at en forfatter gerne vil forstås. En person der fører en samtale vil gerne forstås. Men en forfatter vil ikke forstås først og fremmest. 
     Hvem siger, at en forfatter kan bidrage til bogens modtagelse, forståelse og udbredelse ved at stå inde for den? Hvem siger, at en forfatter kan stå inde for sit værk? 
     Ingen. Ingen, ingen, ingen. Ingen mennesker overhovedet i hele den vide verden er interesseret i om en forfatter står inde for sit eget værk, taler for sit eget værk, mener det der står i det, om det bliver solgt, eller om forfatteren bliver forstået.