Jeg har set en fader dø  i et tagkammer, ludfattig og ladt i stikken af to døtre som han havde givet fyrretyve tusind francs i renteindtægt! Jeg har set testamenter blive brændt, jeg har set mødre plyndre deres børn, ægtemænd bestjæle deres hustruer, kvinder som har dræbt deres mænd efter først at have misbrugt den kærlighed de har vakt hos dem til at drive dem til vanvid eller idioti – og hvorfor? For at kunne leve i fred med en elsker. Jeg har set tilfælde hvor en moder har givet sit barn af første ægteskab smag for noget som måtte lægge det i graven, for at kunne berige det barn der var frugten af hendes kærlighed. Jeg kan umuligt sige Dem alt hvad jeg har set. Thi jeg har set forbrydelser som lov og ret står magtesløse over for. Kort sagt, alle de rædsler som romanforfattere tror at have opfundet, er intet mod virkeligheden.

Honoré  de Balzac: Oberst Chabert, s. 85-86, overs. af H. C. Huus, Hans Reitzels Forlag 1995, udkom første gang 1832.

Den eneste helt ubevægelige genstand i rummet var en kæmpestor sofa hvorpå  to unge kvinder blev båret oppe som på  en forankret ballon. De var begge i hvidt, og deres kjoler bølgede og flagrede som om de lige var blæst ind igen efter en kort flyvetur rundt om huset.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby, s. 14, overs. af Jørgen Nielsen, Gyldendal 2004, udkom første gang 1925.

[ Indhold: 1. Om Kurt Vonnegut / 2. Om behov ]

En af de ting der undrer mig mest ved mennesker er hvor få fortrolige vi tror vi har brug for. Kurt Vonnegut skrev om at vores hjerner er alt for store. Hjernen som et anker i kraniet: Et ligevægtsmodul.

Rigtig poesi beskyldes for at være svært tilgængelig. Omvendt beskyldes rigtig poesi også for at være mere virkning end substans. Ordene kan være så kraftfulde at hov!, der røg mit behov for en god samtale, for digtet mættede mig og mødte mig og hov! der røg mit behov for selv at udtrykke hvad jeg har på hjerte. Behov beskyldes for at hænge sammen med drifterne, men der findes altså også andre behov, bl.a. de to nævnte. Pietisme er ikke blot at forklejne de primære behov, men også at nægte de sekundære behov en særskilt status. Religiøse mennesker beskyldes for denne pietisme, men den kan lige såvel deles af en ateist. Det er ikke så smart, når vi snyder os selv for dybe glæder.