En fuldt påklædt kvinde gik op af vandet. Knapt havde hun nået den tørre flodbred før hun satte sig ned og lænede sig op ad et morbærtræ. Hele dagen og hele natten sad hun der med hovedet hvilende mod stammen i en stilling der var så  afslappet at hun knækkede skyggen på sin stråhat. Alt gjorde ondt, men mest hendes lunger. Drivende våd sad hun i alle de timer og snappede efter vejret mens hun kæmpede med de unge øjenlåg. Dagbrisen blæste hendes kjole tør; nattevinden krøllede den. Ingen så  hende dukke op eller kom tilfældigvis forbi. I så fald havde de sandsynligvis tøvet med at nærme sig hende. Ikke fordi hun var våd, eller sad og døsede, eller havde noget der lød som astma, men fordi hun midt i det hele sad og smilede. Det tog hende hele næste morgen at komme op at stå og bane sig vej gennem skoven forbi et kæmpestort buksbomtempel hen til marken og videre til haven om det skifergrå hus. Udmattet satte hun sig det første det bedste sted – en træstub ikke langt fra trappen op til nr. 124.

Toni Morrison: Elskede, s. 58, overs. af Inge Rifbjerg, Lindhardt og Ringhof 1994, udkom første gang 1987.

[Indhold: 1. Om der findes tvingende grunde til at blive kunstner ]

Nogle mennesker drømmer om eller vælger at skrive en bog for at få deres mors eller fars anerkendelse. Kan denne form for succes blive det arkimediske punkt der skal løfte forældre-barn kærligheden op på det stade hvor den angiveligt hører hjemme? Hvad indebærer en sådan kærlighedsnormalisering? Kan kærlighed overhovedet normaliseres? Kan mennesker?

Samme spørgsmål stilles, om end indirekte, i den bog som citeres ovenfor. Personen der går op af vandet elsker den kvindelige hovedperson uforbeholdent, ubegrænset og som hendes livs eneste formål. Jeg har kæmpet med bogen for ikke at blive hægtet af. Stilen er svær, forståelsen af handlingen hviler omtrent kun på antydninger.

At some time or other, I said that Persona saved my life — that is no exaggeration. If I had not found the strength to make that film, I would probably have been all washed up.

Kunstnere er følsomme. Der er en snert af romantik i Ingmar Bergmans udsagn om Persona, men jeg synes alligevel det er stærkt sagt. Der er et eller andet om snakken.