Rosamund blev ulykkelig. Den usikkerhed, som hendes tantes ord havde vakt til live hos hende, voksede sig større og større, og da hun i ti dage ikke havde set noget til Lydgate, blev den til en ren rædsel ved udsigten til den tomhed, der måske ventede hende – en forudanelse om den villige, skæbnesvangre klud, der så nemt kan viske forhåbningens tavle ren. Hendes verden ville blive trøstesløs for hende, en vildmark, som en troldmand med sit trylleri en kort stund havde forvandlet til en have. Hun følte, at hun nu lærte den skuffede kærligheds kvaler at kende, og at ingen anden mand kunne være mester for så dejlige luftkasteller, som hun det forløbne halve år havde haft travlt med at bygge. Den arme Rosamund mistede appetitten og følte sig lige så fortabt som Ariadne på en scene, hvor hun var ladt tilbage med alle sine kufferter fulde af kostumer og ikke havde udsigt til at finde en karet. 

George Eliot: Middlemarch, s. 339, overs. af Claus Bech, Rosinante 2003, udkom første gang 1871-72.

[Indhold: 1. Om at være i en skrivefase / 2. Om forfatterens personlige egenskaber / 3. Om dårlige digtere / 4. Om vrede og arrogance / 5. Om det at være urealistisk / 6. Om at få børn og om rige mennesker / 7. Om singlers følsomhed / 8. Om egenomsorg / 9. Om min metode / 10. Om to forfattersyn / 11. Om mængden af sprog og kærlighed i universet / 12. Om sproget som vulgært / 13. Om at inspirere hinanden / 14. Om lykke] 
 

Om at være i en skrivefase 

Når der er hul igennem til noget bliver forfatteren uvægerligt umenneskelig og stor på den. Halvulidelig. Forfatteren bakser med noget og skal hele tiden overfor sin omverden give udtryk for at være på sporet af den tabte tid, et splinternyt mysterium, et nyt værk med stor relevans og sandhedsværdi. Er det en kraft som forfatteren formår at sætte under administration? Næppe. På den anden side er et vist parløb muligt, men det bliver i så fald til et dobbelt-solo løb for forfatteren der forsøger at interagere direkte med denne kraft, inspirationens kraft. For omverdenen ser det ud som om forfatteren forsøger at måle sig selv med denne kraft.  
Er der andre måder at være inspireret på? Visse af mine forfatter-venner møder jeg altid i dobbelt forvisning om at vi begge er denne kraft voksne. Deri ligger, mener jeg, en stor fejlfortolkning af hvad lidenskab og indre ro er for størrelser. Vi kan ikke se hinanden særlig tit, men hver gang det sker, bekræfter vi med vores adfærd to ting: at inspirationens kraft er meget stor og at vi begge på en eller anden måde er i forbindelse med den. Men man bliver ulidelig at høre på når man gør sig sådanne forestillinger om sin egen ånd. Vi ses ikke særlig tit, af samme årsag, har ikke brug for det. Det er bedre at vide at den anden lever og har det godt.  
Jeg har givet udtryk for det før: Jeg mener inspiration primært handler om livet og ikke om kunst og jeg vil gerne argumentere for det. Det er fordi inspiration udover livet også har med kærligheden at gøre. Hvis man tager denne kraft og bruger den til at lave noget så besynderligt som en kunstnerisk tekst bruger man den næsten i strid med dens oprindelige forbindelse til kærligheden og livet. Jeg tror det er en vægtig årsag til at så mange mennesker vælger at få et almindeligt arbejde. For ikke at hele tiden at skulle se denne kraft fra en masse forskellige vinkler, som er så stor. Det svarer næsten til at glo lige ind i solen. Det bliver man blændet af. Der er noget smukt ved blændende venner, selv forblændede venner, men solen skal man bruge til at se dem der allerede er i verden. Lige foran snuden på os, i stil med Platons hulelignelse. Jeg bør skrive om noget mere jordnært nu. 
Jeg bør skrive om, hvor smukt det er at være sammen med inspirerede mennesker. Det er værdifuldt og der går altid for lang tid imellem, hvis jeg skal være ærlig. Er det ikke noget som præger ethvert venskab på denne jord på den ene eller anden måde? At det simpelthen er lidt udover det sædvanlige? Det er et retorisk spørgsmål, for sådan er det. 
 

Om forfatterens personlige egenskaber 

”Mennesker kan være både mere generøse og indviklede end livet. Hvis man er en sådan person, så må man blive kunstner.” Er det noget ævl? Det smager måske temmelig meget af romantiserende ævl, men lad os heller ikke blive for kyniske. 
 

Om dårlige digtere 

Dårlige digtere beskyldes for at være bedragere på et langt højere plan end nogen kan forstå. Har de appel i kraft af deres ringhed? Har de det tilfælles at de enten gør tingene for enkle eller indviklede? Simpelheden: Gennemtyggede klichéer fra videnskaben, billige tricks.  
 

Om vrede og arrogance 

Tanken om at man ikke må blive vred beskyldes for at være arrogant. Selma Lagerlöf beskriver i romanen Bandlyst (1918) arrogance som at nægte andre deres ret. Arrogance er altså, ifølge hende, noget med ukonstruktiv magtanvendelse, ville vi sige i dag. 
 

Om det at være urealistisk 

Det eneste som kan gøre et menneske urealistisk, er, hvis det er ulykkeligt. 
 

Om at få  børn og om rige mennesker 

”Jeg beundrer forældre for at få børn, ligesom jeg beundrer rige mennesker der gør nogle få anstændige ting.” Det er noget ævl. 
 

Om singlers følsomhed 

Singler er dybest set mere følsomme end vi andre. De har større tilbøjelighed til at sentimentalisere, når snakken går om retfærdighed. De tager ofte tanker for følelser, følelser for tanker, drøm for virkelighed og virkelighed for drøm. De beskyldes for forvirring. Stakkels singler. Omvendt beskyldes mennesker i et forhold for at være alt for koncentrerede om deres egen lille rede. Stakkels mennesker i et forhold. 
 

Om egenomsorg 

Jeg tror at selvkærlighed, egenomsorg, ikke så meget er en frugt af barndommen, som den er en strategi. Der taltes og tales så meget om barndommens betydning for ens forhold til sig selv. Der tales også om genernes store betydning og senest om de love som gælder for hjernen. Der tales også om at forfatternes bøger kan gå ind og påvirke læserens forhold til sig selv på en konstruktiv måde. Jeg tror at det er vigtigt at se på hvad forfattere i den forbindelse kan gøre. De kan gøre mange ting. Præsentere os for en skævhed som egentlig deles af alle. Tale varmt og længe om de ting som betyder noget. Lære os nye synsvinkler. Lære os at analysere. Lære os at lede i verden efter nye muligheder for os selv og andre. Lære os at lede inde i os selv efter nye muligheder for os selv og andre. Åbne os op overfor inspirationen. Mange ting. Hvis egenomsorg tillige er en strategi er der håb forude for alle de læsere der leder, undersøger mens de læser. Og det gør de fleste. Når vanen har lært os at være tilbageholdende med små, kærlige ord og handlinger. Når vanen har lært os at belægge vores ord med alt for stort indhold. Så er det godt at læse.

 
 
Om min metode 

Når jeg skriver om noget bruger jeg ofte beskyldningen som kategori til at sige det jeg vil sige: Det ene standpunkt beskyldes for det ene og det andet standpunkt for det andet. Jeg synes det er vigtigt at fremstille følelsesmæssige og tankemæssige problemer og udfordringer på den måde, fordi beskyldninger er noget vi alle kender til. 
 

Om to forfattersyn 

Det-væsentlige-er-i-forfatterens-personlighed og Det-væsentlige-er-i-bøgerne. Forfattere der mener at det væsentlige er i bøgerne kan beskyldes for at være for selvudslettende. Omvendt kan forfattere der mener at det væsentlige er i deres egen personlighed beskyldes for at være for selvoptagne. Er det sommerfuglefangeren eller sommerfuglen der er det væsentlige for om sommerfuglen er smuk? 
 

Om mængden af sprog og kærlighed i universet 

Det kan sommetider føles nærliggende at sige, at der er mere sprog end kærlighed i universet. Der findes mange former for ævl: Sentimentalt vrøvl, sløsede rutiner, hårdt, koldt eller ufølsomt pladder, tomt kreativt sprog. Men der er kærlighed nok. Kærligheden er overalt. Selv stjerneskarerne er pyntet med kærlighed. 

Om sproget som vulgært 

Der findes kritikere af sproget, der vil hævde at sproget i sig selv er vulgært. Sproget tager pippet og magten fra os, vi når ikke at ånde, det berøver os virkeligheden, tilslører den. 

Om at inspirere hinanden 

Kan man inspirere hinanden? ”Nej, det kommer der ikke noget godt ud af. Inspiration er noget meget mere komplekst.” 

Om lykke 

Der er sagt og skrevet meget om hvordan man bliver lykkelig. Men hvad er lykke? Lykke er så  sjældent beskrevet i litteraturen. (Kroppen afskediger lykkefølelse ved stress.) En dejlig torsdag (1954) af John Steinbeck er mit bedste bud på en bog, der handler om lykke.