Morten Hjerl Hansen: Klumme 31
af Morten Hjerl Hansen Onsdag, 18 August 2010 10:28
18. april, 1984En forfatter, som i vore dage forsøger at skrive andet end det, konsumlitteraturens
storindustri fodrer læserne med, er at ligne med en etbenet mand med protese, som stiller op i
hundredmeterløb.
Sándor Márai: Dagbøger 1984-89, s. 26, overs. af Peter Eszterhás, Basilisk 2010.
I still think that it’s the best philosophy to really try to please yourself.
Paul McCartney, The Making of Sgt. Pepper, 1992, www.video.google.com.
[Indhold: 1. Om sprogets primære brugsområder / 2. Om Løgneren af Martin A. Hansen / 3. Om
Nadine Gordimer / 4. Om fem store danske forfattere.]
Sproget har nogle primære brugsområder, et af dem er, at henvende sig til mennesker, et andet er, at
tale om ganske almindelige og dagligdags ting, og et tredje er at sige det påfaldende, det præcise. Et
litterært arbejde skal rumme alle tre ting og det skal holde grænserne skarpt adskilte. Det må ikke bare
give sig hen og kun handle om almindelige ting. Det må ikke bare mase en formalitet frem som vil
sproget som eksperimenterende og legende.
Det er mærkeligt at læse Martin A. Hansens Løgneren. Der er løbet meget vand igennem åen siden
dengang den blev skrevet, men den er fængslende læsning. Alligevel har jeg haft det underligt i flere
dage efter, jeg læste den. Dens negativitet forvirrer og formørker. Og dog er det sådan en rigtig stor
dansk roman.
Jeg læser Nadine Gordimers Et andet land og kommer undervejs til at beundre hvordan tingene lykkes
for hende. Samtidig oplever jeg, at jeg træder ind i et intimt rum med denne aldrende sydafrikanske
forfatterinde. Den måde handling og skriveteknik spiller sammen får mig til at føle, at jeg kender
forfatterinden personligt. Jeg forestiller mig, at hun lavmælt fortæller mig om den nøjagtige placering
af hendes skrivning i forhold til hendes almindelige liv eller privatliv. ”Skrivningen er jo mit eget.”
Kontrol udtrykt som ejerskab. Jeg kan mærke, at der er blevet arbejdet med denne roman på en positiv
måde.
Hvad havde vort lands fem største forfattere gennem tiderne til fælles foruden at de var danske?
Spørgsmålet virker naivt grænsende til tåbeligt. Men jeg vil spørge alligevel, for hvad er den litterære
danskhed og hvad kan vi vente os af en kommende dansk storforfatter?
Jeg vil se på H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Martin A. Hansen.
Hvis jeg skal pege på et fællestræk, må det være deres evne til at udtrykke noget knusende ærligt, næsten på trods af både sproget og dem selv. Axel-Mikkel konstellationen i Kongens Fald af Johannes V. Jensen.
Den sokratiske metode hos Kierkegaard. Karen Blixens næsten tilfældigt valgte skæbnepersoner, som
alligevel ikke er så tilfældige, men er led i en stor sammenhæng. Johannes-Annemari konstellationen
hos Martin A. Hansen er et stærkt udsagn om kærlighedens virkelighed. Kærlighedens virkelighed er
hos alle fem ment alvorligt. Skiller disse egenskaber dem ud fra de udenlandske forfattere? Nej, der
må noget yderligere til. Den næsten villede dumhed. At H. C. Andersen blev eventyrforfatter blev
en berømt eventyrforfatter i stedet for romanforfatter ligesom hans ven Dickens var en næsten villet
dumhed. At Søren Kierkegaard skrev under pseudonym. At Karen Blixens historier var så eksotiske.
At Martin A. Hansen med Løgneren kom til at opfinde næsten-selvbiografien, uden måske at ville det.
At Johannes V. Jensen der var så optaget af nutiden og fremtiden skrev sig ind i historiebøgerne med
fortællinger om Himmerlandsfolk og Christian den II.
| < Forrige | Næste > |
|---|