Morten Hjerl Hansen: Klumme 32
af Morten Hjerl Hansen Fredag, 10 September 2010 10:19
[Indhold: 1. Om sprogets kraft / 2. Om børn / 3. Om Islams magt / 4. Om kristendommen og islam /5. Om lys]
Det jeg mener med at sproget er meget kraftfuldt, er egentlig det samme, som at sige at en pen kan
være skarp. (Det er blevet umoderne, at sige at hans eller hendes pen er skarp. Hvorfor egentlig
det? Hænger det sammen med forestillingen om Vestens intellektuelle forfald, som er titlen på
Allan Blooms rablende vanvittige bog fra 1987.) Det præsenterer mig for et dilemma for sproget
kan i den negative konsekvens bruges til at såre andre mennesker (ondskab) eller tage magten fra
andre (arrogance). Jeg vil ikke skrive jeg foretrækker små forsigtige ord, frem for store buldrende.
Hvis jeg skrev sådan, ville jeg pudse glorie og den slags er også modbydeligt. Men det jeg godt
vil frem til er, at skitsere dilemmaet, som ethvert sprogmenneske står ansigt til ansigt med. Man
kan løse dilemmaet med sprogets tilsyneladende overdrevne kraft på mange måder. Kierkegaard
gjorde det, som bekendt, ved at slå alle digtere over én kam, idet han, sammenligner digterens
vilkår med en person der bliver ristet levende inden i Phalaris’ Okse, en metalokse der står over et
bål, med fløjter i næseborene som forvandler skrigene til sød musik. Dette var at forenkle tingene,
hvilket Kierkegaard må have været klar over, for han citerede ivrigt både Shakespeare og Brorson.
I nyere tid er dilemmaet løst på mere frugtbare måder i forskellige praxisser. I 1980’erne løste man
dilemmaet med patosdigtningen. Her forestillede man sig at digte nødvendigvis var udsøgte og
fortjente intet mindre end Glyptoteket. Senere digtere har brugt og bruger uhøjtideligheden til at
løse dilemmaet med sprogets tilsyneladende overdrevne kraft. Jeg præsenterer dilemmaet som et
moralsk dilemma, ikke fordi jeg personligt foretrækker at se de moralske dilemmaer frem for de
rent æstetiske, men fordi de moralske er vigtigere. For at sige det på godt dansk: jeg må hele tiden
holde mig i skindet, når jeg sprogliggør. Og det er ikke engang tilstrækkeligt, for spørgsmålet er
hvordan jeg holder mig i skindet, uden at det bliver for syret eller for spacy eller for overforsigtigt
og selvudslettende.
Det sjove ved børn er, man kan faktisk aldrig vide om det har haft en god dag. Og så, hvis man
laver et eller andet sjovt, så, ikk, så kan man faktisk ud fra barnets måde at le på finde ud af, at det
eneste sjov barnet har haft hele dagen, var når man lavede det dér sjov, ikk? Det er essensen af
et barns sårbarhed, ikke? Børn og humor. Hvis barnet altså har humor. Det er ikke sikkert. Men i
modsat fald opfatter det et eller andet. Det kan man være sikker på. Et hundrede procent.
Jeg får det altid psykisk skidt, når Karen Jespersen og Ralf Pittelkow udgiver en bog. Det får mig til
at stille det lidt mærkelige spørgsmål, om man kan være begavet på et utal af måder, uden at være
særlig menneskeligt begavet. Jeg kan ikke engang formulere mit spørgsmål ordentligt, for hvad
er de rigtige ord? Moralsk begavet. Følelsesmæssigt begavet. Der er noget næsten ulykkeligt over
at de kalder bogen Islams magt for en debatbog. Det er en ondskabsfuld bog, for Ralf Pittelkow
og Karen Jespersen har en stor fanskare der er parat og villige til at kalde bogen for en debatbog.
Bogen er et partsindlæg og ikke en objektiv analyse. Jeg har ikke gidet læse den, men det må den
være. Den stinker af at være det. Den vil blive læst, den vil blive taget alvorligt. Fans vil vifte med
den og dunke andre oven i hovedet med den. Og dem der bliver dunket i hovedet med den vil stille
sig selv spørgsmålet: Er Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i virkeligheden bare dumme? Og se, det
tror jeg egentlig de er. Men jeg vil gerne sige mere. Jeg vil gerne sige til Karen Jespersen og Ralf
Pittelkow: Skam jer over, at der er flere illusioner i jeres liv, end I er villige til at se i øjnene. Og
til andre vil jeg bare sige: De to mennesker er farlige. De kan gøre en masse mennesker fortræd og
det vil de gøre. Jeg finder det vanskeligt, at komme med råd til andre om, hvordan man forhindrer
sådanne bøgers udbredelse, bort set fra dette: at lade være med at læse dem.
Jeg synes ikke forskellene mellem den islamiske kultur og den kristne er påfaldende enkle. Jeg
synes heller ikke de er særlig interessante, egentlig. Der er en politisk korrekt gruppe, som mener,
at alt fremmed er spændende og interessant. Der er en politisk ukorrekt, som mener, at alt fremmed
er af mindre betydning. Man kan let fortabe sig i uvæsentlige detaljer, om hvor man selv står i al
den snak, men her er det vigtigt, at holde hovedet koldt. Jeg synes det er vigtigt, at danskere får det
samme i kontanthjælp uanset, om de har boet her 7 år eller mindre. Jeg synes også det er vigtigt, at
vi tager godt imod dem. Ikke kun som læremestre, men også som så mange andre ting.
Goethes sidste ord var ”Mere lys!” Jeg vil frasige mig alt hvad jeg hidtil har skrevet offentligt for
at forstå hvad Goethe søgte i sin sidste stund. ”Mere lys!” Han så noget. Og mens hans talegaver
langsomt, men ufravigeligt, ebbede ud, mens hans hjerte slog sine sidste dovne slag, ja, mens hjertet
blev dovent, mens hans læber blev mumlende som enhver havnearbejders og hans intellekt greb
frem en sidste gang gennem disse urtåger, sagde han disse ord, han sagde ”Mere lys!” Han så lysets
oprindelse og hans øjne blev våde en sidste gang, ingen andre kropssafter flød, det var lige før. Lys.
Hvad er lys?
| < Forrige | Næste > |
|---|