Kafka er kanoniseret i en helt anden og meget større skala end nogen regering kan gøre. Det der er stærkt brug for er en afkanonisering af forfattere som Kafka, Nietzsche og Hamsun. Ungdommen er sulten efter vildbasser. Det betyder ikke at de skal have disse vildbasser serveret på alle hylder. Nogle må gå imod strømmen. Det er selvfølgelig ikke nogen let opgave.

Der er en snert af ydrestyring på spil og det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide, når et menneske henter størstedelen af sin identitet i den gruppe man er medlem af.

Den internationale intellektuelle såkaldte elite snobber enormt meget for Kafka. Det er ikke bare det at han døde ung, ydmygt påbød sin ven at brænde sine efterladte manuskripter og tilmed lignede en forfatter, det er også det at Kafka må man bare læse. Vel må man ej!

Der er ingen eksistentielle muligheder hos Kafka. Han skrev sig ned i et sort hul, indså det ligefrem selv. Der er så mange svinkeærinder hos Kafka, så mange rutiner. Han vedblev i det uendelige med at tegne verden op og kom altid ud med en slags væg. Kafka viser skam videre til noget, men fordi han var så negativ i sine bøger, så fej og sonderende og høflighedsskildrende, er det han viser videre til en virkelighed uden udsyn, frihed og egentlig fylde.

Der er også humor hos Kafka og det bliver ofte brugt som delbegrundelse for hans påståede genialitet. Men humoren hos Kafka er fuldkommen infantil. Mestrene fra det absurde teater er langt morsommere og bedre til sort humor.

Skuffelse og en vis bekymring over at Kafka stadig formår at sælge sig selv så godt.

Fordømmer jeg ham moralsk? Nej, jeg føler sådan når jeg læser ham, men på det tankemæssige plan siger jeg bare: Lad være med at læse ham. Jeg synes ikke at mit ”Lad være med at læse ham” henter sin myndighed fra hverken Kafka eller mig. Nej, de følelser jeg har fremlagt her, om Kafka, er en rekonstruktion. En rekonstruktion af en slags væmmelse og afsky.

Ikke at tale om følelser er en verden. Ikke at tale om hvordan man har det er en verden. Ikke at tage del i andres følelser er en verden. En verden der kan blive til et liv. Men vi må ikke lade det blive til et liv.