Sønderlemmende kritik af en bog og dens forfatter: Frihed af Jonathan Franzen (2010, fint oversat til dansk ved Mich Vraa, Gyldendal 2011)

De første 26 sider gav mig ikke lyst til at læse videre.

Argumenter for:

• Helt ny stil.
• Han skriver uovertruffent.
• Bogens personer gør store anstrengelser for at prøve. (Men er det noget godt? Er vi selv herre over alt hvad der sker? Har vi ikke vidst i generationer, (altid? det meste af tiden? hele tiden?) at det er vi netop ikke?)

Argumenter imod: (Alle alarmklokker gav lyd)

• Er han varm? Gør han ikke tingene lidt for vanskelige for sine personer?
• Endnu ingen gode samtaler.
• Han fremstår som en sælger (storsælger) af sin egen stil.
• Han fremstår som en personopfinder.
• Han fremstår som yderst følsom og indlevende, men han tematiserer ikke det han skriver om: Yuppie-isme. I stedet skriver han om sladder.
• Han lader ikke sine personer have et ligeså rigt sprog som han selv har.
• Han tematiserer sig selv med et på en gang selvpromoverende og selvnedvurderende motto på bogens første side. Mottoet virker næsten som en undskyldning for at have skrevet bogen. Jeg kan ikke se at det hører nogen steder hjemme at lege litterær superstjerne på den måde.
• Forfatterens egen position i forhold til virkelige begivenheder fremstår gnidret. Bogen lugter langt væk af at være et yuppiemartyrium.
• Håner han sine personer for deres manglende håb?
• Er der overhovedet nogen skævheder hos hans personer som beskrives kærligt?
• Hvorfor gør hans personer hele tiden forkerte ting?
• Hvorfor skal jeg som læser hele tiden høre forfatterens vurdering? Denne person X har nu igen gjort en forkert ting.
• Hvis den ikke var så følelsesmæssigt forkrampet ville jeg næsten sige at bogen var enten provokerende eller farlig.
• Sentimental og kold.
• Han har læst Nietzsche, men ville det ikke være mere ærligt også at lade hans personer læse Nietzsche og eventuelt lade dem forholde sig til Nietzsche?
• Kan det, at vise sand følelse for yuppie-ismens hulheder, hykleri og stressede omgangsformer betegnes som sand følelse?
• Obama tog bogen med på ferie og Oprah gav den fuld mediedækning. Men forfatteren vil næppe få nogen væsentlige priser for sine anstrengelser. Bogen er ikke en bog, men et dokument over en forkert måde at tænke, føle og anskue mennesket og verden i det hele taget.
• Jeg synes det er en hån mod os mennesker og jeg er ked af den bliver læst så flittigt over hele kloden.
• Jeg synes at hans forsøg på at omfavne min og mine forældres generation er kvælende, arrogant og misforstået. Jeg vil gerne afvise hans omfavnelse, som værende pylret og alfaderligt arrogant.
• Fortalere for denne bog kommer anstigende med deres bogen er en moralsk kraft.
• Forfatteren kan aldrig nogen sinde med et så eklatant misbrug af læsernes sjæle såvel som hans egen og vores alles ytringsfrihed, uanset hvor meget nøgternhed og indlevelse han lægger for dagen, overbevise mig om at bogen ikke skulle have været bremset af en ligeså indlevende og nøgtern person i hans eget liv.

Konklusion

Bogen der er et oratorium, snarere end det den giver sig ud for, nemlig et epos i tre generationer, har vel den store kvalitet at den formår at isolere kynismen hos læseren og næsten latterliggøre den. Men det opnår den kun ved at engagere sig, helt ude af takt med hvordan god litteratur bør være, og ved at tematisere, tilværelsens negative kræfter i et manende og meditativt sprog.

Hvor let og ubesværet det ind imellem er at være menneske. Det glemmer forfatteren helt og aldeles. Han har netop ikke læst Kierkegaard. Den enkelte er slet ikke i hans tanker. Hos Franzen berøves personerne hele tiden muligheden for at handle på egen hånd. De springer for tidligt ud i kærlighedslivet.

Hvorfor skulle det ikke måtte være et meget ubehageligt eller blot galt afmarcheret menneske der har skrevet den bog? Jeg vil som sagt ikke gå så langt som til at sige at bogen er farlig, men jeg vil alligevel råde mine læsere til at tage sig i agt for den.

Jeg kommer til at tænke på  filmen The Royal Tannenbaums. Den er også så skide ondsindet den film. Den fokuserer på det negative og den er fuldstændig ude i skoven. Men antallet af kyniske kunstværker er lang. Og de er ikke kunstværker.

Nu over til en god bog.

Er det rimeligt at kalde Ulises Lima og Arturo Belano helte? De er lysende. Men gør det dem til helte? Vi får ikke et eneste teksteksempel på deres kunnen igennem de 624 sider. Hvad er De Vilde Detektiver (Roberto Bolano 1998, da. 2010 ved Iben Hasselbalch) på jagt efter? At cementere deres ry? Det store gennembrud? Nej. De er såmænd på jagt efter Cesárea Tinajero.

Modenhed i litteraturen. Skriv noget om det.

Foruroligende modenhed. Beroligende modenhed.

Var Bolano moden da han skrev bogen? Han er død, men var han moden? Umodne mennesker der fniser får mig næsten til at gyse ligeså meget som kolde mennesker. Alligevel kan jeg ikke se hverken kulde eller umodenhed som substantielle menneskelige træk, men som accidentielle. (Denne sondring vil være den filosofiske læser bekendt: En substantiel egenskab er en egenskab uden hvilken man ophører med at være den man er. En accidentiel egenskab kan man derimod godt miste.) Tilforladelige.

Bergmans sidebemærkning: ”Kolde mennesker bliver let sentimentale” (Laterna Magica, 1987). Den bemærkning, eller læresætning har altid givet mig myrekryb på den fede måde: vakt til eftertanke.

Mærkeligt nok ser jeg Ulises Limas og Arturo Belanos vilde jagt igennem Mexicos ørken som en længsel efter en partner de kan holde ud at være sammen med og som kan holde dem ud. De er umodne og derfor kører de rundt i ørkenen. Fordi det er så pinligt at være umoden og fnisende.

De jagter kærligheden og dermed er det eddermame en interessant jagt.

Men Ulises og Arturo begår jo den store fejl at de er sammen - i et venskab. Et venskab der er ligeså umodent som en pære på et pæretræ i juni måned.

De to unge mænd er jo det største mexicansk litteratur har set igennem 70 år. Siden dengang Cesárea Tinajero var på plakaten. Det er et fuldstændig mærkeligt barokt faktum. De er mændene. Om de to cirkler hele De Vilde Detektiver der består af optegnelser fra en mængde personer. Og hvad gør de? De fiser ud af Mexico By.

De svigter deres kald? Totalt og aldeles. De begår en kæmpe fejl med deres liv. Hvorfor? Fordi de ikke er modige. De går mod fortiden og dermed mod undergangen.

Bøger skal læses i sengen. Jeg synes det er en varm bog. Den skildrer forskellige, ret alvorlige vanskeligheder som noget der er til at leve med. Og hvad mere kan man ønske sig af en god bog?

Flere anmeldelser af De Vilde Detektiver berører emnet med Bolano og hans egne små børn. Det er mærkeligt for bogen handler ikke om små børn. Der optræder ikke et eneste lille barn i bogen. Det tror jeg er fordi Bolano har tænkt meget på sine børn mens han skrev bogen. Han har så flygtet, som vi mennesker jo så ofte gør, fra disse overvejelser, ind i skrivningen af De Vilde Detektiver.

Den person jeg bedst kan lide er Quim.