Niels Henrik Svarre Nielsen: Pluff, Markus Avrelius
af Niels Henrik Svarre Nielsen Fredag, 22 Februar 2008 18:55
Pluff, Markus Avrelius, da. produkthandler og markedsgøgler (o. 1885 - 1950).P. handlede med klude, ben og metaldele uden at opnå væsentlig indflydelse på markedet, hvad der til dels hang sammen med at han ikke sørgede for egnet lagerplads. Hans omsætning var derfor hovedsagelig begrænset til en trækvogns kapacitet. Desuden lod han sig for let aflede og opholde af tilskikkelser der ikke kom virksomheden til gode. Optrådte fra o. 1910 på markeder og sommertivolier, først som KGL. AUToritær Vejer og Maaler.
Den opgave han havde stillet sig bestod i at give bud på markedsgæsternes vægt, højde og skonummer. Navnlig spørgsmålet om vægten gjorde han meget ud af. Efter en skarp mønstring og i visse tilfælde en let beføling afgav han sit bud på personens vægt. Ramte han galt med mere end et halvt pund til hver side, var vejningen gratis, ellers skulle der bødes 5 øre.
Afgørelsens øjeblik indtraf når den vurderede betrådte en fjedrende planke der med kabler og snore var forbundet med et hyttefad på højkant, hvorpå var monteret en håndmalet skive med tal op til halvfjerde centner og en bevægelig viser. Viseren stod som regel på 0 når ingen befandt sig på vægten. I bestigningsøjeblikket sprang P. som en gazelle hen til apparatet for anspændt at overvåge resultatet, og viseren stillede sig næsten altid resolut på det tal P. havde skønnet. Undertiden faldt viseren ned i lodret stilling når P. havde forladt standeren. Han tilbød da genvejning og doserede samtidig olie fra en smørekande på viserens aksel, indtil den stillede sig på det korrekte mærke.
Beundrende mumlen hilste P.s sikre skøn, men det hændte at nogen påstod at de kendte deres egen vægt og at denne ikke rimede med det P. havde fundet frem til. For ikke at ødelægge stemningen afstod P. med en flot håndbevægelse fra honorar i sådanne tilfælde. - Errare humanum est, sagde han og udlagde det derhen at ikke alle vejninger kunne være lige så ufejlbarlige som hans. Efterhånden lærte han også at vurdere om de forskellige gerne ville veje mere eller mindre end de gjorde, og fejlskud tenderede så altid mod dette ønske og der blev færre og færre eksempler på utilfredshed med P.s arbejde.
I opgaverne med skonummeret skød han over målet hvis han var i tvivl. Når så kunden røbede det rigtige nummer og derfor ikke ville ryste op med 2-øren for denne oplevelse, svarede P.: - De går i for små sko, min herre, og selv om det råd er 10 øre værd, skal De få også det uden salær. Og den i for små sko luskede bort til andre forlystelser, fulgt af de omkringståendes rå og hjerteløse latter.
Efter nogle sæsoner hvor P. havde haft stade i udkanten af markedspladsen, dukkede han, sikkert for at styrke den økonomiske dimension, op nærmere det indre marked hvor pengene rullede lidt livligere. Han markedsførte sig nu som BUgtaler og TANDtalent.
Med et telefonrør hvis ledning forsvandt i jorden indledte han med klar nordjysk diktion: - Er det Horsens tugthus? Det er den sjællandske bondestand. Vi skal tale med justitsminister Alberti.
Forventningsfuld spænding blandt tilskuerne, P. ud mod den åndeløse mængde: - Så har vi gehejmekonferensråden! Er det justitsminister Alberti? Derpå hørtes fra telefonen Albertis karakteristiske tonløse stemme: - Ja, det er mig - hvormed kan jeg være til tjeneste?
Her gik det første sug gennem forsamlingen. - Nå, fortryder De hvad De har gjort?
De ansvarlige i Sparekassen havde ikke advaret ham, mens tid var. Om justitsministeren da ikke selv kendte loven? Jo, men et var at gøre hvad man ikke havde lov til, noget andet at have en lov til at sige hvad man ikke måtte gøre. - Nåh, således! sagde P. og nikkede betydningsfuldt ud mod tilhørerne. Om det da var tilladt at gøre noget, bare fordi man ikke havde en lov til det? Nej, det mente Alberti ikke, men han havde jo også meldt sig selv for at få en ordentlig undersøgelse af hvad han havde gjort. Selv havde han ingen erindring om ret meget, hvad angik tidspunkter for det ene og det andet. Om justitsministeren da ikke selv vidste hvad han havde gjort? Jo, men det var blevet for meget for ham, ene mand, at bære på en sådan viden. - Det forstår vi, sagde P.
- men var der ikke også noget med nogle guldminer? Jo, men han havde været bekymret over forholdene for arbejderne i minerne, og det var jo dyrt gang på gang at skulle have sat nyt guld i tænderne og det ene med det andet.
Efterhånden fik P. Alberti viklet ind i et stadig strammere net af forklaringer og undvigelser. Tilhørerne stod med tilbageholdt åndedræt. Det skete at P. i sin iver efter at hale sandheden frem, også kom til at hale ledningen op af jorden, men det skete for det meste på så spændende steder i samtalen at ingen lod sig anfægte af fænomenet. Samtalerne endte altid med at Alberti hulkede: - Jeg lover jeg skal aldrig gøre det mere! og tilfredsheden i P.s ansigt bredte sig til tilhørerne og blev til alles tilfredshed.
Mange der måske netop kom fra professor Labris fremvisning af Dreyfus´ plageånder på Djævleøen, glædede sig over at her skete retfærdigheden fyldest.
Samtalerne har en vis historisk interesse, idet Alberti fremkom med oplysninger og antydninger som ikke blev fremdraget under retssagen der ellers havde været uhyre grundig og omfattende. Med årene glemte P. Alberti, eller måske mente han at retfærdigheden omsider havde fået sit. Samtidig skete der en vis forandring i stilen.
Både P. selv og samtalepartnerne havde ligesom ikke mere så meget på hjerte. Samtalerne blev mere kortfattede og mekaniske, og P. selv forekom mere skødesløs. Til gengæld var det i stigende grad koryfæer fra rangstigens højeste trin han ringede op. Således: - Er det ekstrakejser Vilhelm? hvorpå man tydeligt hørte ekstrakejseren hoste, grynte og fremsige brokker på sit modersmål. Man hørte ord som kaput, Donnerwetter, Tod und Bleistift, alles kaput, og Ach du lieber, Wein, Weib und Gesang var hyppigt genkommende fraser.
P. selv afholdt sig fra at diskutere storpolitik. Måske af frygt for at få bundet en dolkestødslegende på ærmet indskrænkede han sig til: - Habsen gewesen, spise øllebrød med nesen, og lignende jævne ting.
Eller: - Er det i det hvide hus? - jeg skal tale med præsident Kulisse på tomandshånd. Nå, Kulisse, er der gang i den derovre? Får du noget fra hånden? Fra hånden og i munden, ja ja ak ja, får I gravet noget guld?
Kulisse der hver gang måtte afbryde vigtige forhandlinger når P. ringede, syntes efter svarene at dømme at svare meget godt til sit navn. Hans stemme var om muligt endnu mere flad og tonløs end Albertis. P. snakkede på nordjysk i en købstadsvariant. Kulisse svarede i drævende thymål.
Anderledes med enkekejserinde Dagmar på Hvidøre, som P. fik et meget fortroligt forhold til: - Nå Dagmar, hvordan skær den? og Dagmar der hver gang var travlt optaget af en bordplan eller et blomsterarrangement, indviede P. i sine overvejelser om hvem der kunne sidde ved siden af hvem, om menusammensætninger og udformningen af invitationskort. Det viste sig at P.s råd og anvisninger kom meget tilpas og at hun næppe havde klaret situationen uden hans beredvillige assistance.
At hun var bevæget, afslørede hendes stemmeregister der gik fra et dybt leje op i falset. En dag da hun ikke havde salt til sit æg, gjorde P. hende det klart at det måtte hun have for, som han med erfaren mine sagde: - Æg uden salt er som kys med gevalt, hvad Dagmar kun kunne give P. ret i.
Blandt publikum kunne man notere sig tre hovedtyper. Nogle fandt at P. bare var ude på at blære sig med sine fine bekendte. Flertallet lod til at påskønne den udvidelse af horisonten som P. bidrog til.
Endelig var der en lille gruppe der mere professionelt værdsatte P.s evner som bugtaler.
Efter Kulisses afgang og Dagmars død virkede det som om P. tabte interessen for samtalerne, enten det nu skyldtes at det havde tyndet for stærkt ud blandt værdige samtalepartnere eller at han selv ikke havde så meget på hjerte som tilforn.
Han gav sig igen til at hellige sig opgaverne som produkthandler. Han koncentrerede sig i denne omgang om fisk der var røget uden for kasserne ved losningen eller som han ved venlige ord fik overladt i forbindelse med større fangster. Som sælger af disse fisk kom han desværre tit ud for at de blev beskyldt for at være selvdøde. P. imødegik elegant sådanne påstande ved at trække en skarp negl hen langs finnerne, så disse rejste sig og med tydelighed viste at der var en hel del liv i den der var løjet død.
De sidste år af sit liv optrådte han mest på ensomme promenader, altid i den samme mundering som gav ham en cowboylignende fremtoning, bortset fra et par løse manchetter der var nykalkede om søndagen, mager, meget solbrændt og med et skarpt blik der plirrede ved for kraftige synsindtryk.
I 1950 fandt man ham druknet i et mosehul uden for byen.
| < Forrige | Næste > |
|---|