Niels Henrik Svarre Nielsen: Plodobor, Nicola
af Niels Henrik Svarre Nielsen Fredag, 22 Februar 2008 19:27
Plodobor, Nicola, transsylv. trappekunstner.Skønt almindelig vellidt husede Dynastir Dunkelgrün en følelse af at have svigtet på et afgørende punkt.Følelsens vedholdende og uafrystelige ubehag mildnedes ikke af den kendsgerning at han ikke over for andre og slet ikke over for sig selv nøjagtig kunne gøre rede for dens baggrund eller årsager. Tværtimod forøgede det uhyggen.
Som båret af flygtige duftspor kunne det strejfe ham at han havde forbrudt sig mod noget helligt, men glimtene slukkedes, så snart hans opmærksomhed prøvede at fastholde indtrykket. At sætte ord på lykkedes aldrig for Dynastir Dunkelgrün der ellers kunne sætte ord på hvad det skulle være. En evne der ikke gav ham større tilfredsstillelse end den han oplevede ved at slibe rust af emner der ideelt set ikke skulle bære rust.
Om han nogen sinde tænkte at han ikke ville sætte ord på områder som han inderst inde vidste ikke bare skulle håndteres, fordi det i sagens natur ikke var noget man måtte blive for dygtig til, vides ikke.
Under alt dette udviklede han den tvangstanke at der ét sted i verden fandtes et hidtil tavst vidne til hans forbrydelse. Én der måtte kunne se det på ham. Hvis ikke sådan én fandtes, ville hans forbrydelse være den fuldendte forbrydelse, og han kendte sig selv godt nok til at vide at det i længden ville være ubærligt at en sådan præstation ikke kom til nogens kendskab, hvorfor han uvægerligt i et uoverlagt, måske overgivent øjeblik måtte lade så meget skinne igennem at blot én opfangede hvad der trængte sig på.
Når det der oprindeligt måske kun var en forsømmelse kunne antage karakter af forbrydelse, skyldtes det ikke nogen handlings ulovlighed, men dens upåviselighed, og han vidste at heri lå de mest raffinerede forbryderes trick med henblik på at unddrage sig strafforfølgelse.
Det meget vidende blik som det ukendte vidne ville sende ham, havde han ved selvsyn konstateret eksistensen af. Om det havde strejfet ham at det lige så meget var fra ham selv han kendte det, vides ikke, han ville have svært ved at se sig selv se på andre med det blik, uden at give sig til kende.
Efterhånden som tingene udviklede sig, hvilket for hans virkelighedsopfattelse i virkeligheden betød at de faldt så meget i lave at mindre og mindre kunne komme bag på ham i den forstand at han havde mindre og mindre at tabe på områder der en gang havde været helt hans egne, bed han sig fast i vendingen: han er på trapperne - budbringeren, vidnet, dommeren.
Da den frase havde rumsteret i nogen tid, materialiserede den sig.
På søvnens og det vågnes tærskler hørte han gadedøren gå, og ildevarslende skridt påbegyndte opstigningen mod hans etage.
Snart kom der også stemmer dernede fra. Det lød som spørgsmål, svar og forhandlinger i opklaringsfasen.
Den der på denne udspekulerede måde blev ved med at være på vej, var P.
Det lod til at P. underholdt sig med beboerne på de nedre etager og repos´er og at han for hver gang han dukkede op, kun nåede ganske få trin længere op i forhold til den foregående.
P.s overtålmodige skridt, hans slæbende forbipasseren dernede, hans ulidelige tøven, hans drillende manøvrer tog på Dynastir Dunkelgrün.
Han nærede modstridende følelser over for P.
Havde P. ikke været på trapperne var han overladt til uvis ensomhed. Han ville gerne have sagen overstået, han ville gerne tro der måske slet ikke var nogen sag. Så skulle afgørelsen udskydes på ubestemt tid. Hvis der ikke var nogen sag var der ikke noget der skulle overstås. Han ville gerne have overstået den tilstand hvor det ubestemte lagde så meget beslag på hans
opmærksomhed og måske fik ham til at begå mere virkelige forsømmelser og derved sende sig en ny sag på halsen.
Det var som tog P. hensyn til hans modvilje mod at få det overstået, og de små fremskridt opad var ment som indrømmelser til trangen til at få det overstået når den viste sig i korte glimt.
P. havde tiden for sig og skulle ikke have noget overstået.
Der lød hosten, latter; hurtige skridt blandede sig med P.s langsomme, døre smækkede. Der blev talt om vejret, priser og offentlige arbejder i nabolaget der var til gene for færdslen og vidtløftige udredninger af sager som intet havde med sagen at gøre. P.s egentlige ærinde forblev godt skjult, og han gav sig god tid.
Dynastir Dunkelgrün blev pinagtig klar over at P.s falbelader og sandsynlige gebærder dernede kun var på skrømt, at det hele sigtede på at trække pinen i langdrag, hvorved afgørelsen og renselsen blev udsat på ubestemt tid.
At P. var på trapperne stod efter et par år på den måde klart for Dynastir Dunkelgrün.
Han prøvede med utallige kneb og udflugter at overtale sig selv til at tro at det hele var indbildning, at P.s ærinder på trapperne havde dagligdags årsager.
| < Forrige | Næste > |
|---|