Niels Henrik Svarre Nielsen: Plus, Lothar

af Niels Henrik Svarre Nielsen Mandag, 25 Februar 2008 13:10

Plus, Lothar, aftenl. udkigspost.
Tårnet hvorfra P. skulle holde udkig var 24 meter højt. Fra udkigsrummet i toppen lå hver krog af den store flade nedenfor tilgængelig for hans instrumenter og skarpe blik. Mod øst, nord og vest kunne han se alt, og det var da også i de retninger han skulle holde udkig.
P. var blevet grundigt og alsidigt trænet til opgaven og var i storartet fysisk form da han tiltrådte. Utallige prøver havde vist at hans reaktionsevne var fuldt pålidelig og at han var uden nerver. Måske ville nogen sige: - og uden sjæl, men da han 24 år senere blev fundet ramt af hjertestop, var det hans afsjælede legeme man bar ned efter 24 år, hvor han ikke et sekund havde forladt sin post. Hermed tog P. en knugende hemmelighed med sig i graven.
Hver dag gennem de første 7 år havde han urokkeligt i journalen indført notatet “intet observeret”, da han en sen aften gav sig til at fundere over hvordan han skulle formulere det, når det en dag blev nødvendigt at indføre noget der ville komme til at bryde ensartetheden som han dog ikke fandt monoton, fordi det var selve hans opgave. Det skæbnesvangre var at han ved den lejlighed blev klar over at han havde glemt, hvad det var han var sat til at spejde efter. Da dette først var gået op for ham i sin fulde og gruopvækkende udstrækning, indtraf de eneste øjeblikke af uligevægt og uro han kom til at opleve i sit liv.
I den tilstand overvejede han at skrive en forespørgsel om opgavens art og lægge den ind på elevatoren som hver dag bragte ham maden. Den kunne så modtages sammen med det brugte service. Han var bange for at det ville blive opfattet som en dårlig vittighed og slog ideen ud af hovedet næsten før han havde tænkt den til ende.
Det var bedre om han selv steg ned fra tårnet og forelagde problemet mundtligt på en tilpas upåfaldende måde, eller han kunne ved kneb og list, under foregivende af at prøve dem han betjente, lokke opgaven ud af dem. Men når han nu i 7 år hvert sekund havde været årvågen, bortset fra de 4 timer med totalt mørke, hvor han alligevel intet kunne se og derfor kunne sove, stod det ham klart at det han skulle kigge efter netop ville vise sig, når han var borte fra sin post. Når det var mørkt sov alle og var så langt væk at han ikke kunne nå tilbage inden det var blevet lyst. Ud over at sådanne manøvrer var i strid med kontrakten, ville de undergrave hans tiltro til opgavens vigtighed, hvis han kunne tillade sig at være væk fra det strategiske sted med journalerne og måleinstrumenterne.
Den risiko blev i den grad en besættelse at han end ikke vovede at vende ryggen så meget som et sekund til de tre retninger hvori det han havde glemt, kunne nå at udfolde sig lynsnart og uforudsigeligt, hvilket ville overflødiggøre hans legendariske reaktionsevne.
Han prøvede at se om der skulle være noget i hans umiddelbare omgivelser der kunne minde ham om opgaven. Mens han med det ene øje sørgede for at skele ud ad ruderne, lod han blikket fra det andet glide hen over de redskaber der havde været hans nærmeste fortrolige gennem de mange år.
Synet af altazimutter, kronografer, diafanometer, murkvadranter og teodolitter hjalp ham ikke videre. Og heller ikke heliometer, ringmikrometer og protuberansspektroskop kunne bringe ham på sporet. Det forekom ham at disse ellers så hjemlige og trofaste hjælpemidler havde antaget et spørgende udtryk.
Det var vinter og han kunne derfor tillade sig at sove på det mere end de 4 timer, men opdagelsen holdt ham vågen natten igennem. Næste eftermiddag før solnedgang besluttede han sig for at sende et sidste blik ud i den del af synskredsen hans forstærkede årvågenhed krævede, at han vendte ryggen til. Fra en noget akavet stilling øjnede han mod sydvest endnu en af de fantastiske solnedgange, hvor skyformationer glødede som i et tyst, uendeligt og aldrig betrådt landskab der fik ham til at forestille sig egne hvor endnu intet var sket, hvor alt først skulle til at begyndte og hvor alle tænkelige muligheder stod ventende, eller hvor enhver realiseret mulighed var af en uomtvistelig selvfølgelighed, fordi den manifesterede sig mellem et hav af lige værdige. Ved dette syn som betog ham, men som han ikke formåede at henregne til noget der havde plads i hans tilværelse, blev han pludselig overfaldet af en mistanke om at han i sin tid kunne have misforstået opgaven, eller rettere at han havde haft adgang til at forstå, hvorfor han ikke kunne huske den.
Han tænkte på at han som nu, flere gange havde været ude for at det der foregik lige nu, var noget der var der for at han senere kunne tænke: - Det var dengang. Tænk, er det virkelig ikke længere siden, tænkte han nu som dengang.
Enden på de kritiske overvejelser blev at P. fortsatte med at indføre “intet observeret”, blot med den forskel at han var sig pinlig bevidst at han ikke vidste hvad “intet” dækkede. Enden på det hele blev hans hjertestop 17 år senere, som indtraf på et tidspunkt, hvor han endnu ikke havde nået at observere noget.

< Forrige   Næste >