Niels Henrik Svarre Nielsen: Plantesmil, Sylvestre

af Niels Henrik Svarre Nielsen Mandag, 17 Marts 2008 21:54

 

Plantesmil, Sylvestre, fr. forf. f. Le Havre 4. 9. 1881.
P. havde allerede skrevet en række fortællinger og skitser fra kalklejer og -miner og den store roman Kalkens lyde, hvori der ikke optræder mennesker, kun kalk, hvis udvikling man følger tilbage til fossile havdyr årmillioner tilbage og hvorpå meget nutidigt bygges, da han 1913 udsendte den store epokegørende roman På vej.

Denne roman der blev færdiggjort i Rouen, hvortil P. flyttede da han valgte forfattergerningen, får i de fleste oversigter en alt for summarisk omtale og en bedømmelse der er en ringere sag værdig. Med foreliggende artikel vil der blive rådet bod på denne mangel.

At hovedpersonerne er det unge par Vera og Victor, er der almindelig enighed om, og at man følger dem bogen igennem kapitel for kapitel, kan heller ikke drages i tvivl. Af hvad art de indledende problemer er, kan ikke klart beskrives. Betones de for kraftigt, får beskrivelsen slagside. På den anden side er det tydeligt at Vera og Victor først er knuget af dem, dernæst præget af dem.
Allerede hen mod slutningen af første kapitel ser det ud som om de er ved at få bugt med dem, skyerne spredes og lidt sol kan titte frem.

Ved begyndelsen af andet kapitel er de der stadig, men virker ikke længer massive og uafvendelige, og kapitlet slutter i en næsten optimistisk stemning.
Et stykke ind i tredie kapitel er Vera og Victor vel endnu i nogen grad præget af problemerne, uheldene, ulykkerne og hvad der ellers kan have været. Langsomt, men sikkert smyger de dette præg af sig, og allerede i slutningen af samme kapitel er der reelt håb om at det kan komme til at gå bedre.

En bekræftelse herpå finder man i fjerde kapitel, hvor det faktisk går rigtig godt.
Denne udvikling følges op i det femte kapitel. Her er der ingen tvivl om at det nu går godt.

I sjette kapitel går det virkelig godt, og det er svært at se hvor problemerne nu skulle dukke op, noget der i syvende kapitel ikke blot er svært, men helt umuligt, for her går det endnu bedre, ja så godt at de bange anelser der kunne rumstere i starten af de foregående kapitler, ved overgangen til ottende kapitel helt er forduftet.

Kapitlet læses som en befriende drøm, det går så godt at man ikke havde troet det muligt, og det på en måde som kun overgås af niende kapitel.
Da det midt i tiende kapitel under ingen sig gældende gørende omstændigheder kan gå bedre, slutter romanen.

At der i den verden På vej er ét stort opgør med, optræder lyseslukkere, kan vel ikke undgås. Kritikere har dryppet malurt i bægeret ved at mene at romanen ville være mere tilfredsstillende hvis den blev læst bagfra.

Ganske vist lader en sådan læsning sig realisere, da romanen er blottet for tidsangivelser og causale forhold, altså påviselige årsags- og virkningsfænomener. Til støtte for tanken kan anføres at ved den ved almindelig læsning fremkomne slutning, virker Vera og Victor foryngede, hvilket dog nok må tilskrives det faktum at det går dem så godt.

Men tilbage står spørgsmålet, hvorfor det måtte anses for mere tilfredsstillende om forløbet blev læst bagfra.
Herpå er ikke givet tilfredsstillende svar.

 

< Forrige   Næste >