Mikael Josephsen anmelder: Henning Mortensen: Billeder fra den flydende verden

af Mikael Josephsen Mandag, 17 Marts 2008 22:22

 


Billeder fra den flydende verden

 

Hvor er der mange gode digtere, kunstnere, rundtomkring, som man aldrig stifter bekendtskab med ganske enkelt fordi de enten i offentligheden hurtigt er spist - eller fordi parnasset ikke har udråbt dem til en ny et eller andet. Henning Mortensen er ingen overskrifttyv - men har dog været med siden 66, hvor han debuterede med samlingen: "Det kan komme over èn".

Og lad mig sige det med det samme: Det er helt urimeligt at Henning Mortensen ikke har fået plads blandt vores aller aller bedste digtere. Jeg garanterer for, læs selv, at han kan skrive røven ud af bukserne på de fleste. Henning Mortensen har ledet undergrundsforlaget Jorinde Og Joringel, hvor bla. Jac har udgivet sine første ting. Han har ligeledes udgivet romaner, kriminalromaner mm.

Den flydende verden er navnet på en japansk kunstart, træsnit, der fortolker verden som farverig, mangfoldig, taget fra buddismen. Populær i Japan omkring 1730, eksporteret til Europa i midten af det 19 århundrede. Og farverig er ihvertfald samlingen her, med alle dens ingredienser fra moder jords rodekasse. Her er digte om alt. Kropslige sansede fede vrøvlede inteligente og dybt dumme digte om dumhed. Her er incestiuøse digte om landkort, nytårsønsker, notater i blinde, kommentarer til meget. Blandt andet den anorektiske tendens i kunsten, hos mennesket:

"Jeg vil være lige så tynd
som det radmagre insekt
der farer ind gennem et punktum
og undersøger den verden
sproget elsker med
i det skjulte
Så tynd vil jeg være
men så vil jeg heller ikke være tyndere.

Henning Mortensen får ikke bare sagt tingene, han får sproget med sig som en bugtalerdukke, som en dobbelt tunge. Der ligger en dyb stemme bag, men den modsiger hele tiden sig selv eller medsiger sig, således at udsagnene alligevel fremstår som en modsigelse. Det giver den effekt i digtene som Henning Mortensen selv beskriver i åbningsteksten:

"Jeg mente at hvis mange verber kunne bøjes uregelmæssigt så kunne jeg også"

Præcis sådan læser jeg samlingen, som en knude der hele tiden løser sig selv, ved at binde en ny.

 

Mikael Josephsen

 

< Forrige   Næste >