Niels Henrik Svarre Nielsen: Pignon, Jean, fr. privatopdager

af Niels Henrik Svarre Nielsen Onsdag, 19 Marts 2008 01:07


Pignon, Jean, fr. privatopdager.
P. begyndte sin karriere som talentspejder, et arbejde han kom let om ved, da han hurtigt med sig selv afgjorde at så store talenter som hans arbejdsgiver havde brug for, med stor sandsynlighed aldrig ville komme ind i hans synsfelt. Han begrænsede derfor sit virke til stambordet i Pas de deux de Pas de Calais. Han gjorde derved synsfeltet endnu mindre, hvad der kun fik sandsynligheden til at vokse. P. blev fyret på gråt papir da han for direktøren røbede at han i måneder havde arbejdet efter
disse retningslinier.

Herefter lod han sig ansætte hos Hurlevent et fils et grandfils etc. Her blev han fyret da han allerede den samme dag hen mod fyraften dukkede op med 5 talenter der havde slået sig ned ved nabobordet i Pas de deux for at få sig en lille en. Da indså Hurlevent et fils et grandfils at han ikke var sin opgave voksen.

Det tredie og sidste firma var mindre imponeret over de fremragende egenskaber, P. i sin ansøgning lod skinne igennem og indkaldte ham til ansættelsessamtale.
P.s kompromisløse indstilling og store kritiske krav gjorde indtryk. Han blev ansat på prøve for et halvt år og skulle i den periode opfylde en kvote på tre acceptable talenter om måneden. Lykkedes det på en for alle parter tilfredsstillende måde, kunne der blive tale om en friplads på et internationalt headhunter-kursus med Illinois Forerunners' Foundation som sponsor. At P. måtte lade sig dette sige to gange, betød ikke at han var uinteresseret, det var blot nyt for ham, men efter en ultrakort betænkningstid slog han til og gik i gang fra d. 1. som til uheld for både P. og talenterne var en mandag.

Dagen forløb på nedslående måde uden resultater. Imidlertid lod P. sig ikke slå ud og overbeviste sig om at han havde tiden for sig. Han skønnede at han hellere måtte vente et par dage, inden han slog til igen. Den forbigående nedtrykthed måtte ikke kaste en skygge over omgivelserne og hæmme ham i udfoldelsen.

Da han således et par dage havde holdt lav profil, blev han endnu mere nedtrykt ved at konstatere at iveren ikke vendte tilbage.

Han tog derefter den raske beslutning at udskyde opfyldelsen af månedskvoten til den sidste dag, hvor tidsfristen så ville anspore ham til at yde sit ypperste, noget han havde erfaret ofte viste sig at være tilfældet. Den eneste aktivitetsudvidelse han tillod sig i den selvpålagte ventetid var at udvide sin operationsbasis til også at omfatte værtshuset Aux soupirs de l'escargot. Tanken der lå bag dette initiativ var at give sig selv et videre iagttagelsesfelt den dag det virkelig gjaldt.

Disse forholdsregler hindrede dog ikke at bevidstheden om den forestående opgave spillede en rolle, om ikke ligefrem ham selv et puds, i hans daglige færd. Hans opmærksomhed over for omgivelserne blev umærkeligt skærpede. Han greb sig i at gøre mange små iagttagelser af fænomener og bevægelser som han førhen havde ladet passere uantastede. Listige manøvrer, som var udsprungne af et koncept om dybeste ubemærkethed, begyndte at tiltrække sig P.s iagttagelsesevner. Han lod sig ikke mærke med noget, og sine reaktioner forstod han at hylle i en diskretion der var store sager værdig.

Herigennem kom han dog også til den erkendelse at en anden talentspejder der var sat til at opspore sådan én som ham selv, ville være dårligt hjulpet. Dette indblik i hans jobs barske vilkår fik igen hans mod til at synke og efterlod ham i en længerevarende tilstand af åben apati.
I en sådan tilstand, forstærket af et sorgløst udslag af manglende agtpågivenhed, kom han over for firmaet til at røbe sit forsæt om først at skride til handling den sidste dag, og P. blev fyret, igen på gråt papir.

Hermed tog P.s eventyrlige karriere som privatopdager sin begyndelse. I dybeste ubemærkethed, hvad der vidnede om hans professionelle håndtering af opgaverne.

< Forrige   Næste >