Niels Henrik Svarre Nielsen: Om SKAMMENS VOGN af Nikolaj Zeuthen

af Niels Henrik Svarre Nielsen Mandag, 07 Juli 2008 14:05

Om SKAMMENS VOGN af Nikolaj Zeuthen
Tilløb til en anmeldelse (læsebriller anbefales, red)

Efter grundig overvejelse kan det nu fastslås at det er hævet over enhver tvivl, for så vidt nogen form for tankevirksomhed kan gøre sig fortjent til den hædersbetegnelse, at sommerens – og efter alt at dømme årets – største oplevelse inden for det kunstneriske simpelthen lod sig præstere i weekenden d. 15-16. juli d.å. (2006, red) begge dage kl 16 i Den anden Opera i Kronprinsensgade ved siden af Zoo-bar og over for café Sommersko og Hærens konstabelforenings lokaler, hvor Nikolaj Zeuthen med sit orkester fremførte mesterværket Skammens vogn
Ja, så enkelt kan det siges, som et samlet anmelderkorps der har det held at det nutildags med garanti ikke opdager eller trænger frem til sådanne begivenheder, ville have brugt ufattelig mange ord på, med en til vished grænsende sandsynlighed for at få snakket sig så langt uden om sagens kerne at det havde været klogere at tie. Her er det til gengæld ikke hævet over enhver tvivl af førnævnte art at den aktuelle tavshed kan ses som udtryk for en sådan klogskab. Fristelsen til at tilføje: ’desværre tværtimod’ er stor, nærliggende og stor, men vi modstår den.
Hermed har vi også haft held til at medinddrage det publikum der indfandt sig, idet det jo har været vidne til denne enestående begivenhed i nordisk åndsliv; der har vel været rundt regnet 30 (enkeltindivider) den første dag og mellem 35 og 39 den anden dag; men så koncentrerede om opgaven har de medvirkende været, at der sjældent, vel heller ikke i Den anden Opera selv, har været sørget så nødtørftigt for de fremmødtes materielle trivsel og behagelighedsfordringer. Antallet af regulære stole kunne mageligt tælles på en hårdt knuget hånd. De fleste måtte derfor hensidde på gulvet som det var, enkelte mere ophøjede tog plads i den moderat brede vindueskarm, Nik. Zeuthen selv forkyndte ved søndagsopførelsen at han ikke var særlig rutineret i at underholde mellem numrene, men takket være numrenes enestående karakter er det utænkeligt at nogen har lidt nød desårsag. Efter forestillingen svang han sig dog op til at annoncere at man kunne få gratis vand inde ved siden af, og under selve forestillingen lykkedes det ham et par gange at anmode de tilstedeværende om at rykke lidt frem i lokalet af hensyn til det potentielle publikum der trængtes ude i forgangen.
Sjældent har en så stor sag været omkranset af så liden festivitas. og – må det straks tilføjes - sjældent har det været så unødvendigt at tilføre uvedkommende elementer.

Vi er nu nået frem til et forsøg på en beskrivelse af forestillingen, herunder ikke mindst hvad den bestod af.
End ikke et program lod truppen sig fravriste. En seddel hvor numrene syntes opskrevne forespurgte denne anmelder om muligheden for erhvervelsen af, men selv dette spagfærdige ønske blev afslået. Sedlen var såmænd ikke andet end en for forestillingens planlagte gennemførelse nødvendig dosmerseddel. Det følgende bliver derfor mest efter hukommelsen, og skulle noget smutte her, skal denne anmelder være den første til at beklage det skete.
I det ydre forløb opførelsen således at Nikolaj Zeuthen sang teksterne til orkesterledsagelse, samtidig med at de vistes på et ophængt lærred, hvorpå også illustrerende tegninger levendegjorde de ledsagende omstændigheder. Titlerne på det fremførte var da, nogenlunde i den benyttede rækkefølge:

Henry (m.tegninger)
På sletterne (-do-)
Preben Elkjær
Livet er noget svineri
Her og der (Nik. Zeuthens favorittekst!)
Eigils fantasidrømme (tegneserie)
Sommersang (”aktuelt” indslag, tegneserie m. fast billede)
Familiemøde
Bak Dalgaard (tegneserie)
Personen
Henry II

Ved søndagsforestillingen annoncerede ophavsmanden på et vist tidspunkt en radikal ændring i programmet i forhold til gårsdagens repertoire, nemlig fremførelsen af den i Øverste Kirurgiske nr. 47, gengivne tegneserie om Monsieur Ruban. Det er jo den med den skæbnesvangre indledning: På grund af høje, usynlige murværker kan mennesker aldrig helt komme til at mærke hinanden. Til gengæld udgik ved denne forestilling Eigils fantasidrømme

III

Vi er hermed nået frem til den egentlige anmeldelse. Her opstår et problem: Vi fattes ord, dvs, vi mangler ord – eller for at virke lidt mere overbevisende: der mangler ord.
Det er jo ikke gjort med bare at skrive noget og så håbe på at læseren vil kunne regne ud, hvad det er der skrives om.
I det foreliggende tilfælde vil en sådan adfærd tilmed være uansvarlig.
Man kunne her gribe til det middel at gengive teksterne i deres fulde ordlyd, uden kommentarer og fortolkninger, men det må være klart at der ville komme til at mangle noget, noget uden hvilket det ikke ville være hvad det var og for den sags skyld, er. Men værst og mest utryghedsskabende ville metoden være derved at det jo så ikke var nogen anmeldelse (!)
For, ikke sandt, hvad hører der jo ikke med til en sand anmeldelse? Det gør jo bl. a. at der er noget om, hvad det ligner, det sete sættes i en fornuftig relation til noget, vi kender til; det kan alt efter uddannelsesniveau være jævnføringer med kendte forfattere, interkontekstuelle påvisningsstrategier, et udvalg af forhåndenværende kategoriseringstiltag, velmeriterede etiketter, jvf. fornuftige varedeklarationer, angivelse af holdbarhed, påvirkningspåvisninger o.m.a.g. og da selvfølgelig ikke mindst alt det, anmelderen når at komme i tanker om under arbejdet, herunder ikke mindst hvad det minder hende om inden for døgnets tilskikkelser. *)
Her forholder det sig desværre sådan at Nikolaj Zeuthens produktioner ikke minder om noget som helst.
Eller rettere: der er ikke frembragt noget der minder om det, vi her har med at gøre.
I frustration eller desperation over at sidde inde med så mange ord, og så ikke kunne bruge dem i den udfordring der ligger i den selvpålagte opgave, kunne man – nej, opgaven overstiger vore kræfter, evner – og det er meget varmt disse dage
Håber at turde vende tilbage til sagen ved lejlighed

(17.7.06)
Niels Henrik Svarre Nielsen,
begivenhedsanmelder

*) (efterhængt note):anmelderen her i skikkelse af tidsindstillet seismograf, der servicerer alle der ikke med samme kraft har overskud til at agere seismograf. Her tilbydes udsving der måler alt fra 0 til 12 på Dichter-skalaen, dog kun sjældent det gyldne gennemsnits middelvej. Forestillingen om den kategori ville jo let indebære at den enkelte ikke kunne gøre en forskel, og kan man i dag ikke det, ser det sort, for ikke at sige gråt ud. Gråt i gråt.
Som seismograf registrerer og indoptager den omvandrende de mindste rystelser, hvilket i heldige tilfælde giver sig udslag i at den mærkende i besvarelsen af Proust-spørgsmål i livsstilstillæggenes enquêter kan opregne op til 7 eksempler på det, den ”afskyr mest”, ja en førende seismograf har oven i købet befordret en regulær digtsamling til udgivelse med illustrationer, hvori hvert digt i cyklussen bærer omkvædet , (ca.) ”det er det værste, af alt – for mig.”
En tankevækkende forskel fra den såkaldte Richter-skala er at hvor 0 her er udtryk for at intet kan mærkes, er hin ved 0 tværtimod en grund til at meget skal kunne mærkes, med andre ord en udfordring i så henseende, og mange som har haft oplevelsen kan bekræfte at de ikke er fremmede over for den, ja de kan ligefrem dele den med andre uden at lade sig forvirre af uforenelige betegnelser derfor, der hver især og tilsammen bidrager til et rigt facetteret billede.
Den eksemplariske anmelder vil ikke blot være på det rene med disse fænomener, men vil i lykkelige tilfælde ikke stå tilbage for dem, således forstået at hun ud over at registrere i det af forfatteren fremførte, indlagte vibrationer så sandelig også selv videreformidler ikke blot de tilsvarende der så at sige repræsenterer en afspejling af det hos forfatteren forefundne, men også det, dette sætter i gang hos anmelderen selv – det være sig i form af forventet begejstring, skuffede forventninger, vakte eftertanker, uforpligtende strøtanker samt meget andet godt inden for rimelighedens grænse, som er netop så vid at meget lidt behøver at blive stukket under stolen, alt sammen til glæde og gavn for læseren af anmeldelsen der uden at bruge for store ord får noget at holde sig til, ja måske ligefrem at gå videre med, forhåbentlig til stadighed med mætningspunktet ude af syne, som man siger.

(Eftertanker fra et tilløb)
18-28. juli 2006
(...) ´er, tomme pladser o.l. angiver steder, hvor håndskriften har været svært læselig

Der åbner sig nu den mulighed for nærværende anmeldelse at den kan gribe til det middel at opregne nogle af de karakteristiska anmeldere har til rådighed og som kunne tænkes at have været bragt i anvendelse på den her skildrede begivenhed, dersom de ved et svineheld havde været på pletten – betegnelsen ”været deres plads voksen” er malplaceret, eftersom dette krav nu højst stilles af anerkendte forfattere eller af kendte der nu for det meste anmeldes for næsten alt andet end det de har skrevet (se H.C.Andersen), hvilket i heldige tilfælde fungerer som påskud for anmeldelsen. At denne fremgangsmåde med rungende sandsynlighed vil producere alt det, som ikke kan siges om forestillingen, må man så prøve at leve med – som med så meget andet der om muligt er endnu værre.
Blandt disse muligheder bør vi derfor først se på de udsagn om projektet, som henhører til kategorien ”hvad der i hvert fald ikke er tale om”. Hvad grunden er til det fænomen og dets frodige udbredelse må henvises til en anden – intrinsic – sammenhæng.
a) det kan for det første tænkes at Nik. Zeuthens produkter vil blive kaldt minimalistiske.
Uanset at den karakteristik ikke siger noget om substansen i sagen, er den nærliggende på grund af formen. Men selv ud fra en så nøjsom bestræbelse er det plat, firkantet og rimeligt ubegavet. Det forholder sig jo tværtimod sådan at NZ siger noget om noget der normalt ikke siges noget om (NB.dette udsagn vil blive ændret, så der opnås større præcision), og hvor det minimalistiske er udtryk for en reduktion blandt de forhåndenværende udtryksmåder, er dette snarere en heroisk kraftudfoldelse der bygger noget op på hidtil tomme pladser, felter, linjer o.s.fr.
Syrlige iagttagere kunne tænkes at fremføre at dette i ”virkeligheden” kun er de indledende elementer man støder på hos forfattere der er lidt for længe om at komme til sagen, i mangel af bedre undertiden kaldet handlingen.
Denne anskuelse er lige så forrykt som den er udbredt, og vi vil forskåne læseren for en
(...?) der er forudbestemt til at (for)blive underlødig.
b) en anden bekvem mulighed er ”naivistisk”. I så fald er W. A. Mozart også ”naivistisk” (!!)
Betegnelsen har fortrinsvis været forbeholdt malerkunsten. Dette fænomen kan hænge sammen med at ord mistænkes for at være egnede til at signalere noget mere eller andet end det umiddelbart foreliggende, og et hvilket som helst gumpetungt budskab af en eller anden observans elegant hæver tekster op over det naivistiske, en betegnelse der til forskel fra det blot naive, indicerer det bevidst naive.
I familie med den bestemmelse kunne optræde det mere oplysende ”som skrevet af et barn” – eller som det vistnok mindre elskværdigt er formuleret om et af ØKs tegneseriehefter ”som tegnet af et to års barn”. Selv om denne karakteristik er om muligt endnu mere lodret forkert end de foregående, har den på sælsom vis noget for sig, idet noget af det udførte ligner noget børn kunne finde på at sige, hvis de ikke skulle skele for meget til at virke begavede i de voksnes flimmerøjne eller i deres tonedøve øren. Børns skriftlige frembringelser er ofte belastede af passager der bærer præg af hensynet til forståeligheden hos forældre, opdragere og tilsynshavende fra de udbrændtes rækker.
c) en vidtløftig mulighed er endvidere symbolisme. Hvor man i de øvrige eksempler med lidt god vilje kan følge tankegangen et stykke på den udsigtsløse vej, er det her fra starten umuligt, så vi lader den stå der.
d) endelig har vi at gøre med den genuint tølperagtige løsning, Kaldsanmelderen der gør en dyd ud af at præsentere det anmeldte som så enestående at der skal intet mindre end en uforståelig anmeldelse til for at give et vagt indblik i de uanede ressourcer, redskaber og værktøjer der har været i sving med at formidle noget så utilgængeligt for sund fornuft og simpel tale. Det hele rigt orkestreret med de indre arabesker der formår at sætte sig igennem på diverse strækninger af en ydre intercitytogrejse mellem Århus og Kbhvns. H. uforstyrret af de ydre der for mere almindelige rejsende kan tænkes at møde blikket ved et blik ud gennem kupeens vinduer ganske ofte garneret med differentierede oplysninger om den speciallæsendes gradueringer af sine grin under processen, spændende fra decideret latter (”virkelig sjælden”) over fnisen (”forholdsvis sjælden”) til klukken ”—forbliver en af de finere mere sjældne læseoplevelsesmodi, jeg kender”. Det hele baldyret med en opremsning af navne, mest kendte, som seismografen har ladet passere revue i læseprocessen, så vedholdende at havde der ikke været tale om noget fint, ville det hele have antaget karakter af name-dropping, fremtidsnostalgiens chance for at hjemføre elementer fra provinsidyllen til metropolens mentale stenbro.
Held alle os der har grebet os selv i at klukke !
Således er vi nået til prototypen på den kongeniale,men unikke anmeldertype: den autoseismografiske, camoufleret som læseoplevelsesmodus (singularis af modi)
Den opmærksomme læser kan let tænkes at sidde tilbage med en fornemmelse/oplevelse af at der her er gjort utroligt meget ud af noget der kun i ringe grad belyser den forestilling der anmeldes.
Hertil er for det første at sige at sådan er der så meget, for det andet – og i en vis forstand mere væsentligt – at den indgående beskrivelse af særdeles fintmærkende gemytter er forsøgt for at stille den diskrepans i relief, som synes at vise sig derved at det fintmærkende synes at svigte når det drejer sig om det enestående. Om det uden fortilfælde om, ja om selve det der kunne forlene det fintmærkende med skyggen af en raison d´etre . eller på jævnt dansk – en eksistensberettigelse.
Og lad mig derfor slutte med at citere digterens ord med musik af Carl Nielsen.
Hvad var vel i verden det fattige liv/med al dets fortærende tant/ om ikke en plet med en dal og lidt siv/vort hjerte i skælvinger bandt!
En sang der tankevækkende nok havde sin 100 års dag samtidig med NZs første præsentation af (begyndelsen på) storværket.(nov.2005)
Her står vi så ganske uforberedt på én gang ved triumfen og tragedien. For, ikke sandt, hvad er det Nik.Zeuthen viste os , ret beset andet end den plet med en dal og lidt siv, som så kraftigt fik denne anmelder til at fattes ord med et hjerte i skælvinger - det skulle være en meget vellykket plet, så fremragende at den ville være med på en af kulturministerens kanoner om den skulle gøre et tilnærmelsesvist så dybt indtryk som Nik.Zeuthens digtninger. – og her(...) konturerne af tragedien – viser endelig denne plet med en dal og lidt siv sig, har vi til at lade den være ubemærket, på vor vandring lokket videre af større, kraftigere og frem for alt mere syner, tilsammen repræsenterende vor tids institutionaliserede Fata Morgana, en luftspejling javist, men en der giver kraftig lyd, mados skyggen af kød og blod deodorantiseret sved fra sig, imitationen af levet liv.

Et par ord kunne jeg føle trang til at sige om slutningerne.
Når de på listig vis egner sig til at påkalde opmærksomhed, hænger det sammen med det for slutninger uprøvede fænomen/oplevelsesmodi, at de synes at mangle. Eller sagt lidt mere enfoldigt: det er som om der mangler slutninger.
At teksterne anskuet både fra øjet og øret rent faktisk slutter, og det så effektivt at intet får lov at trænge sig ind derefter, kan ikke bestrides. Men – med et forløsende ord: men – de er der dog, thi uden dem ville teksten jo ikke kunne siges at være sluttet.
Hvis nogen her vil mene vil mumle at det dog er en indlysende sandhed, vidner de ord om at man har tænkt videre end det er de fleste beskåret.
Som et eksempel på det anførte vil vi undtagelsesvist gengive tekstens korpus, her lige før slutningen nås, nemlig i stykket Personen. Det slutter således:
(”) Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen
Har du nogensinde tænkt over personen (”)

At teksten slutter ”netop her”, kan virke arbitrært; når det alligevel (...)(ikke?)føles/opleves sådan, kan (det?) skyldes den myndighed og overbevisningskraft der ligger i at den uden for enhver principielt uvedkommende diskussion slutter her, og – hånden på hjernen – er det ved nærmere eftertanke af den art, Nik. Zeuthens stykke vækker, ikke således at slutninger må betegnes som et naturstridigt fænomen (?)
Et liv for eksempel – en vending der i NZs tekster gengives som her og ikke med snuptagsagtige forkortelser, for eksempel f.eks., f. ex, fx. o.l.a. s. s., og hvor det mærkes velgørende at forfatteren ikke mener at det vil tynge teksten at bringe ordene i deres fulde omfang, hvilket kunne tænkes at være dikteret af en forestilling om at det udenom er væsentligere, endsige har større betydning for handlingsgangen, end det der optager pladsen her og nu – er jo ikke kendetegnet ved at det sluttes efter kunstens regler.
Hvis en digter der betragter for eksempel et træ der er i gang med at stille træskoene, kommer i tanker om at det gør det efter kunstens regler som de viser sig i det digt, han skriver om sagen, må det siges at være udtryk for en rimelig antropocentrisk indstilling, hvilket helt klart er et såkaldt paradoks i og med at noget tilsvarende ikke kan udføres af rollemodellen mennesket.
Det spørgsmål der her brænder mange på læben, om der kan påvises en (”tilsvarende”) mangel på symmetri mellem slutningerne og begyndelserne, må vi med henvisning til den helt overvældende varme i disse dage, henvise til en afhandling under mere afsvalede omstændigheder. Her dog så meget at forholdet i nogen grad sløres ved den orkesterledsagelse der gør sig gældende, specielt i forbindelse med Henry (I), der kan lede tanken hen på Kaos, den uhyre velstrukturerede indledning til Haydns oratorium ”Skabelsen”
Skulle dette være et trick fra ophavsmandens side, skal det være ham tilgivet – så meget mere som det er extremt usandsynligt at det vil blive opdaget.

Der er ingen tvivl om at vi (...) i denne produktionsfase har at gøre med risikoen for at producentens åndsbeskaffenhed er af en så på én gang ydmyg og hensynsløs type at han næppe selv er klar over, hvor godt det han laver, er. Derfor mente (?) denne anmelder efter søndagsopførelsen at måtte højst antydningsvist præcisere denne sandhed for forfatteren selv. At han ikke virkede overrasket over oplysningen, skal man ikke lade sig narre af.
Den før omtalte ydmyghed eller selvudslettende beskedenhed kom klart til udtryk, da han syntes at modtage oplysningen som en høflighedsgestus.
At dette langtfra er tilfældet, er Nikolaj Zeuthen ganske givet på det rene med, idet anmelderen simpelthen er for distræt til at udføre høflighedsfraser, når noget brænder på, eller som det i et udkast er søgt formuleret: at abstrahere så meget fra det der brænder på til at kunne administrere sin adfærd.
I en kort ”menings”udveksling, hvori også Nikolajs far deltog, fik anmelderen næsten formfuldendt fremført et tilfældigt udvalg af betragtningerne omkring slutningerne.
Men her syntes Nikolaj at gå lidt fejl af anmelderens intentioner, idet han udtalte at han selv havde ment der var noget mangelfuldt ved slutningerne og at der måske burde gøres noget ved det..
Og hermed er vi så fremme ved den dybere motivation for denne anmeldelse, dens skjulte dagsorden, som man siger, bortset fra at den her netop ikke skal skjules:
Det er der absolut ingen grund til at gøre noget ved. Slutningerne skal være nøjagtigt som de er. (Erklæring), hverken mindre eller – og især (ikke) – mere, dvs. de skal som nu – ikke være der.
Syrlige læsere vil her tænke at der jo så bare er tale om afbrydelser på tilfældige steder.
Denne måde at formulere sig på er både i sig selv og med henblik på det der søges betegnet afslørende for det halvhjertede og omsonste i sin determinerede bestræbelse på at sætte tingene ”på plads”,. F.det f. er der netop ikke ”tale om” nogen afbrydelser, f. det a. forudsætter ”afbrydelser” at noget skulle/kunne have fortsat, her fremført uden noget belæg, hverken empirisk eller deduktivt. F.det t. antyder bestemmelsen ”tilfældige steder” at den imaginære afbrydelse lige så godt kunne være iværksat/være indtruffet andre steder.
Men hvad er nu tankegangen bag denne figur?
Hvis der er nogen, må den vel dreje sig om en forestilling om at substansen, sagsindholdet er af en sådan beskaffenhed at det kan være lige meget om den slutter/afbrydes” her eller hisset.
Herved overses det faktum at dette netop ikke er - - -tilfældet, og her ses bort fra den omstændighed at det ikke er selve denne substans per se der konstituerer forestillingen med hvad deraf følger, en tilføjelse der påviser at vi er hensynsfulde nok til at lade en videreudvikling på det grundlag uantastet, allerede af den grund at ”heraf” – følger ikke noget som helst, og hensynsfuldt, ikke konfliktsky, fordi vi lader den mulighed stå åben at tankegangen er betinget af forestillingen om noget, andre ikke har adgang til indblik i.
Tankegangen er efter alt (dette) at dømme, snarere en tanketorsk.
Endelig indicerer betegnelsen ”steder” et koncept om tekstens topografi, som de syrlige i deres magelighed tør gå ud fra at den, de vil vejlede, overser eller glemmer.
At en sø, en skov, ja en menneskeskabt landevej slutter et sted, betyder (endnu) ikke at det så kan være lige meget med den sø, den skov, den landevej.
Quod erat demonstrandum, som man siger.
Dette er ikke ensbetydende med at disse fænomener i deres tilstandsform kan tillægges bestemte betydninger, og her er vi måske tæt på Nikolaj Zeuthens egentlige kup: han har så at sige skabt dem, men vel at mærke uden derfor at gøre sig fortaler for ’intelligent design’ (!)

Der arbejdes til stadighed med et forsøg på en genrebestemmelse. Hvad resultatet af dette arbejde bliver, er det for tidligt at sige noget om.
Det vil dog være troligt at når resultatet foreligger, vil det ikke på nogen måde kaste lys over projektet, ikke hjælpe til bedre forståelse af noget som helst, men kan lette en konversation om det inde ved de lette aftenselskaber, hvor mange ikke viger tilbage fra at sige et par ord, eller bringe noget på banen af særlig interesse for menneskehedens vilkår, både på den lange og den korte bane.
Så meget kan røbes at der p.t. arbejdes på en indkredsning af genren: Sekulariseret Liturgi.

VII

Omendskønt det nærmest følgende har været på bedding allerede ved begyndelsen af denne anmeldelse, og (...) da stedse har været set som en naturlig bestanddel af en forbrugervejledning på området, har dette været udskudt den ene gang efter den anden, hvor det foregående har presset sig på.
Begyndelsen som altså blev afbrudt, lød således. For nu ikke helt at efterlade den forudsætningsløse læser på Herrens ubevogtede mark og for dog at kaste en lille luns til de forudsætningsfyldte, vil jeg i dette afsluttende kapitel inddrage hele spørgsmålet om mulige påvirkningskilder til det Nikolaj Zeuthenske projekt. At vi (...) hermed har sat læserens tålmodighed på en hård prøve, er der vel intet at gøre ved. Der har måske været en fortrøstning til at læseren dog har kunnet sige sig selv: - Det kommer jo nok, før eller senere!
Det er jo så sandt som det er sagt. At det så netop derfor ikke er blevet sagt, er en tanke man kan få, uden at der kan lægges for meget i det.
Sagen er den at anmelderen desformedelst indholdssiden i det første nummer, Henry fik mindelser om bestemte passager i Per Højholts ”Turbo” : ”man kan gå frem det er muligt ad den højre vej til målet” og ”henry ind i landskabet han bukker og takker og----” At der altså også er tale om et navnesammenfald gør ikke tanken mindre nærliggende, medmindre man giver sig til at vise den fra sig.

Redaktionel note i Samlede digte: ”Turbo udkom i 1968. Delen ”Punkter” er her udeladt, da den også indgår i samlingen Punkter.”
Note til ”Punkter”: ”Punkter udkom i 1971. Samlingen var trykt med hvid skrift på gennemsigtige plasticsider, holdt sammen med metalringe og var derfor uden fast begyndelsesdigt.”
Fra Punkter kan der her være god grund til at citere fra s. 242:
LAD MIG NU SE. FØRST SIDST KOMMER SLUTNINGEN
OG FØR DEN KOMMER KOMMER ALT ANDET JA MEN SÅ
KOMMER DEN OGSÅ SLUTNINGEN OG ÆDER ALT ANDET
JA OG ÆDER ALT ANDET OP GODNAT GODNAT GODNAT
(note slut)

Om den (tanken) har noget for sig, er det for tidligt at sige noget om.
Med tanke på, hvad der med sikkerhed vil blive skrevet om sagen, kan vi dog allerede nu fastslå at den ikke har noget på sig.
Et andet for undertegnede mere mistænkeligt træk er den rolle ”personen” spiller, her mest udpræget i nummeret der har titlen Personen, men også forekomsten i tegneserien ”Eigils fantasidrømme”.
Personen er jo som bekendt betegnelsen Per Højholt bruger om sig selv, når han ikke kan få sig til at skrive ”jeg”. Han har selv forklaret at der med Personen er indlagt (?) en mild distance i forhold til ”jeg”.
Man kunne nu fremføre det kendte bonmot at om Personen ikke fandtes, blev man nødt til at opfinde den, og hvorfor ikke beslutte sig for at mene at det er det; Nik. Zeuthen har gjort?, her med den karakteristiske forskel at det ville være på skrømt om NZ foregav at den ikke fandtes!
Desuden har Højholt så vidt vides ikke taget patent på sine opfindelser, så hvis de kan gøres igen på kvalificeret måde, er der flere grunde til at tro at han ikke giver sig til at rotere i sin grav på grund af det skete, nærmest tværtimod, kan man fristes til at sige.
Desuden er det jo ikke Kissingers selvbiografi Nik. Zeuthen har skrevet, så mon ikke man uden at tage munden for fuld kan sige at der ikke er noget at komme efter?
Vi tror det.
For en ordens skyld er det utrolig vigtigt for os at understrege at det afgørende er at enhver påvisning af mulige kilder til NZs forfatterskab er uden nogen som helst betydning for vurderingen/oplevelsen af det.
Hvis nogen i positiv hensigt giver udtryk for at der her til sidst endelig er kommet lidt kød på anmeldelsen, er det som med meget af den slags kød: det har fået en tanke.
Altid tiltrækkende for spyfluer.

Se også: oplysningskontorets leksikon

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N
O - P - Q - R - S - T - U - V - W - X - Y - Z - Æ - Ø - Å

< Forrige		Næste >